Deltagere – Admiralen Frank, Mads Lindberg Gerlach, Jesper Baggersen Fjordager, Kim Wogelius

Havtasken blev hentet onsdag formiddag af Admiralen Frank og Mads. Retningen blev sat mod Ejsingholm og Limfjorden. Planen var at nå et hurtigt dyk fra kysten ved ankomst, men vinden drillede, og tiden blev brugt bedre på indkøb, udpakning og planlægning af bådturen dagen efter. Jesper ankom onsdag aften lige i tid til rødvin, flæskesteg og sauna, i den rækkefølge.

Torsdagen bød på forholdsvis kraftig blæst fra vest-nord-vest med middelvind på 10 m/s. Det lykkedes alligevel admiralen at finde et spot med overraskende god sigt, og det tog ikke længe, inden de første hummere var fundet. Frank og Mads konkurrerede i at finde flest rognhummere, mens det højst overraskende lykkedes Jesper at fylde nettet og sikre den nye dagskvote på 5 stk. Dette fik straks en lettere chokeret admiral til at proklamere, at vi måtte søge mod nye kyster. Det var da også en flot og kold sightseeing i høje bølger over sandbund, men efter 1½ time var vi tilbage ved udgangspunktet, og med lidt hårdt arbejde i store bølger lykkedes det alle mand at sikre dagskvoten, så aftensmaden var reddet.
Efter en hård, men succesfuld optagning af båden i pålandsvind blev der købt ind til lobster rolls, og Mads måtte på den hårde måde lære, at croutoner og cornichoner ikke er helt det samme. Da cornichoner åbenbart og tydeligvis er den mest essentielle ingrediens i lobster rolls, måtte Jespers hjemmesyltning af lidt agurk redde hele måltidet. Kim var endelig sluppet væk fra arbejdet og joinede festen til en sen omgang lobster rolls og røverhistorier.

Fredag bød også på hård vind fra vest, så det blev til en rolig morgen i sommerhuset, inden vi endnu engang satte båden i vandet og søgte læ tæt under land. Kim var på jagt efter sin jomfru-hummer, og det tog ikke lang tid, før den første var fanget. Der blev selvfølgelig taget trofæbilleder efter alle kunstens regler. Desværre måtte den retur, da vi simpelthen ikke kunne få den op på de 87 mm, selv om der blev forsøgt med både hummermål, tommestok og målebånd. Ovenpå Kims succes byggede bølgerne op, og efter det var lykkedes at finde en del gode hummere, blev jagten indstillet. Optagningen af båd bød på en god snak med de lokale, der lige ville sikre sig, at det ikke var sådan nogen som os, der svømmede rundt og skar hul i deres hummertejner.

Den aften blev den uddelegerede madplan tilsidesat, da de to alderspræsidenter havde en uimodståelig trang til rødt oksekød med krølfedt. De to unge blev sendt i byen, men guderne skal vide, hvor svært det er at opdrive et reelt stykke oksekød i en landsdel primært opflasket på flæskesteg og frikadeller. Der var dog ikke et øje tørt, da de vendte hjem med en stor klump oksefilet, som Kim tilberedte til perfektion, mens han lige rørte en gang hjemmelavet bearnaise, der smagte så selv svineguderne sang med. Sammen med aftensmaden fik Jesper vist sine evner indenfor kirurgisk præcisionsindgreb via endetarmen, og der blev sat gang i hummefonden i den store gryde, der blev sat til at simre på terrassen. Nej, admiralen går ikke ligefrem ned på udstyr.

Lørdag måtte Kim desværre konstatere, at han var blevet ramt af børnehavepest fra sønnike inden afgang fra Kbh., så han blev på land, mens resten kørte den lange tur til Limfjordens hyggeligste havn i Ejerslev. Efter båden var sat i vandet kunne vi konstatere, at svinebonden er død, og selv de lokale har opgivet at fange flere hummere der.
Efter et par kedelige dyk ved svinestalden satte vi kursen mod næste spot og fandt nogenlunde sigt, og efter et par timer i vandet blev det skam også til mindst et par hummere til alle mand.

Søndag var afrejsedag, og vinden var som planlagt gået mere i syd-øst, så vi søsatte båden i Venø bugt og fandt hurtigt et par gode steder, der skulle afsøges. På trods af en stor overrepræsentation af undermålere og rognhummere lykkedes det alle mand at finde hummere der måtte tages med på land. Admiralen var flyvende og lukkede turen af med at fylde dagskvoten lige i tide til at sejle mod land, rigge af og sætte kursen tilbage mod Farum.
Mads Lindberg