Endnu en god vejrudsigt og endnu en dykkertur – det er efterhånden svært at nå dem alle sammen, når man samtidigt skal passe arbejdet, men heldigvis var der nogen overbærenhed hos de øvrige deltagere, så de fik fragtet båden og mit grej til Gilleleje, så jeg kunne møde direkte deroppe, når dagens pligter var ordnet.

Hårhvarre
Da jeg langt om længe nåede Gilleleje, ar der lige præcis en parkeringsplads tilbage ved sejlklubben, og der var to mand klar til at hjælpe mig med det grej, jeg havde i bilen, dvs. et blybælte og en inderdragt.

Der ventes i varmen…
Destinationen var bestemt, Holmen VI og Kullen bagefter, hvilket ikke var mit højeste ønske, men jeg kunne ikke rigtig tillade mig at brokke mig alt for meget, så jeg prøvede lidt med Eisfish og fange lidt middagsmad, men Holmen VI og andet dyk på Kullen, det var det, som majoriteten valgte med stemmerne 3 for og mig imod…

På vej mod nordøst!
Der var lidt buler på vandet, så turen gav et par slag og enkelte sprøjt ind over, men temperaturen i luft og vand gjorde nu meget behageligt at blive stænket, men Manley har nu ikke glemt hvordan man fanger den allersidste mulighed for en skyller, lige inden vi stopper. Holmen blev hurtigt slået og loddet smidt, hvorefter det føg med undskyldninger for ikke at binde på, men PIV blev valgt med stemmerne 3-1…

Lidt fra bunden – søpølse
Ingen strøm og kun moderate bølger, så opgaven var til at leve med. Sigten på vraget var et par meter, temperaturen 6 grader og svag sydgående strøm.

Buskhoved
Vraget lignede sig selv fra tidligere besøg, ikke mange levende torsk over mindstemålet, men der var torskekadavere fra lystfiskere omkring vraget, så der har nok været fisk engang. Der var ret mange taskekrabber, desværre sad de fleste fast i gammelt trawl og var enten døde eller døden nær.

Det er vist noget siden vi har haft en nøgensnegl…
Der var kommet lidt strøm i overflade, godt en knob, så jeg fik en tur over bunden, da jeg bandt af efter en halv times tid. Jeg oplevede ikke strømslæk før på ca. 1,5 m dybde, så der var bestemt ikke tale om dyb strøm! Herefter gik det ind til Kullen, hvor den største udfordring var at finde en parkeringsplads, for alle dykkerklubber i Sydsverige og mange fra Danmark, havde valgt at bruge dagen på at dykke på Kullen. Vi fandt dog en ankerplads i anden position, og kunne komme i vandet.

Ventetiden mellem dykkene gik med lidt badning,
Vandet var ikke specielt klart ned til 13-14 meter, hvor det klarede lidt op, for igen at blive rigtigt uklart dybere end 18 meter, sigten her var under en meter. Der var et par hummere langt inde under stenene, de mange dykkere har nok trykket dem lidt.

De her er velegnede til at bo i etagebyggeri!
Mange taskekrabber og rigtigt meget tang, der sammen med den halvdårlige sigt, gjorde oplevelsen mindre storslået, end forventet. Men med 17-18 grader i vandet var det jo behageligt nok.

Behagelig dag, selv om man må svede…
Op og ud af grejet, dvs, der var lige lidt lækagesøgning, for jeg havde et hul i dragten lige på ballen. Og det kunne ses uden briller!
Vi fik en øl, der en gang havde været knap så varm, og sejlede så mod Gilleleje. Vind og sø havde lagt sig, så turen var ganske behagelig, og vi slap tørre tilbage til Gilleleje.

Søren kan styre uden hænder…
Tilbage i Gilleleje fik vi hevet båden op og pakket bilen.

Der skal slæbes lidt i varmen
Kim R