En alt for frisk vind satte motivationen på prøve, men dykning var dog alligevel bedre end andre mulige alternativer…

Jeg kom halsende til svømmehallen kort før afgang, blev hurtigt klar, og vi kom afsted kort efter. Herefter gik det nordpå mod Helsingør, for der var lovet moderat strøm, og vi regnede med at vestenvinden ville være tålelig deroppe.

Vi fik hurtigt læsset båden, og kort før afgang blev Steffen helt bleg, han kunne ikke få ekkoloddet til at virke, så pludselig var turen for alvor i fare – man kan dykke i blæsevejr, men uden ekkolod kan det være helt lige meget.

Heldigvis kom ekkoloddet i gang efter lidt kærlig pleje. Det mest dramatiske ved sejladsen ud, var en sejlbåd, der absolut skulle krydse rundt inde i havnen, men vi undgik heldigvis en kollision.

Der var en urolig sø og det gav en bumpet og våd tur ud. Vi var lidt spændte, da vi fik kastet loddet, ville der være strøm eller blev vi blot trykket af den friske vind? Heldigvis var strømmen tæt på fraværende.

Steffen blev valgt til at binde på (stemmerne 4-1) og han gjorde hurtigt klar, dvs. så hurtigt man kan, når man lige skal skifte batteri på computeren. Men han kom i vandet og der gik ikke mange øjeblikke, før flåddet gyngede i de velvoksne bølger, som tegn på, at der var gjort fast.

Båden blev bundet på og herefter gjorde Mike og Ali sig klar til deres tur i dybet, mens Bjørn og undertegnede forsøgte at holde os i baggrunden. Og da der var plads og ro i båden, gjorde Bjørn sig klar og hoppede ned til de andre. Vinden var taget noget til, men nu lå vi derude og kunne jo ikke ændre på det…

Efter noget tid begyndte folk at søge mod overfladen, heldigvis var vandet relativt klart i overfladen, så man kunne skimte dem på tovet, altså dem på åbent system.

Men kort efter var der kun Bjørn tilbage på vraget, og jeg fik lige skruet forventningerne lidt op efter meldingerne om god sigt. Jeg hoppede i, mens Steffen forsøgte at få liv i grillen. Vi aftalte, at de grillede og spiste, mens jeg var nede, for klokken var allerede over 20:30, da jeg hoppede i, og morgendagen truede med endnu en arbejdsdag.

Jeg mødte Bjørn på tovet på vej ned, han havde ikke bemærket at jeg kom, så han blev lidt forskrækket, da jeg passerede tæt forbi med en hånd på tovet, for der var noget strøm hen over vraget. Sigten på toppen af vraget var vel 4-5 meter, men ved bunden i styrbord side ned mod agten var den endnu bedre, nok 7-8 meter og kun meget svag strøm. Der var mange flade, mest isinger, på sandbanken på styrbords side og der var også en del småtorsk. Fælles for dem alle var deres mangel på tålmodighed, de stak af for et godt ord! Oppe i vraget var der blæst en del sand ud af vraget, og der var lidt rester af porcelæn og diverse, der var spredt rundt omkring. Selve vraget ser mere og mere skrøbeligt ud, men det holder da endnu.

Men ak, tiden går hurtigt, når man har det sjovt! Jeg nåede dekogrænsen alt for hurtigt, og da Otto er ikke stedet til dekodykning, hvis båden ikke er gjort fast, svømmede jeg tilbage til bundtovet for at gøre fri. Det var lidt vanskeligt, der var let strøm i en retning og hårdt træk i tovet modsat på grund af vinden ved overfladen, så kæden forkneb sig.

Heldigvis gyngede båden i bølgerne, så jeg kunne lirke kæden fri og lade mig rive med af båden. Det gik hurtigt i starten, hvor jeg blev løftet op gennem modstrømmen, men da jeg kom over springlaget var der nogenlunde stille og roligt. Efter et par minutter på tovet kom jeg op i båden til de andre, hvor grillen var pakket væk og vi fik gjort klar skib i en fart. Sejlturen tilbage til havnen var mere behagelig end udturen og vi var hurtigt inde ved slæbestedet.

Hurtig ophaling af båd og pakning af bil og retur til Farum.

Et rigtigt godt dyk, og jeg er glad for at vi kom afsted, selv om vinden var lige ved at få mig til at prioritere sofaen…

Kim R