Efter dårligt vejr kommer godt vejr, sådan har det altid været og efter nogle dage med skybrud og kraftig vind, faldt det hele nu til ro. Meteorologerne lovede stille vejr i hele to døgn frem fra fredag aften, så der blev travlt med at invitere og planlægge, melde til og fra. Enden på det blev, at vi tog 6 mand afsted fra Farum kl. 8.00, to i klubbilen med Havgassen på slæb og fire mand med Henning som chauffør.

Vel ankommet til Smygehamn, Sveriges kedeligste punkt skulle det senere vise sig, fik vi hurtigt rigget til og bestemt destinationen til at være SMS Undine, et sted jeg ikke selv havde besøgt siden 2016. Lugten i denne havn gør, at pakning af båd og omklædning går hurtigere end i alle andre havne, og det varede da heller ikke længe, før vi i rask fart over den blanke Østersø, tiltrængt kunne indånde frisk havluft.

Et par sømil før anduvning af dagens dykkemål, kunne vi se at der allerede lå en båd, fastgjort i ”vores” vrag. Det var heldigvis nogen som kender os og som derfor udviste fornøden respekt, ved at indbyde os til at fortøje langs deres styrbords side og til at benytte deres bundtov.

Lad mig med det samme understrege, at respekten er gensidig og vi fik da også nogle rigtig hyggelige timer, sammen med dykkerne fra Københavns Dykkerklub. Nogen sprang i, andre kom op og der herskede den sædvanlige afslappede stemning. Alle tager ansvaret for sig selv som det primære, men er altid klar til at hjælpe, såfremt dette bliver nødvendigt.

Mine egne to dyk på vraget, kan jeg her beskrive som ét, da de ikke adskilte sig stort fra hinanden. Jeg har dykket på Undine rigtig mange gange og må sige, at sigten var noget under middel. Der var gjort fast lidt bag agterste mast, et område som tidligere bugnede af interessante sager. Men masten som tidligere bare havde fået et knæk 3-4 meter over dækket, så toppen stak ned i havbunden, er nu faldet helt sammen og dækket under den, er skredet af og ud på havbunden. To af vragets før så i øjefaldende kanoner, er også knækket af og ligger nu på havbunden sammen med en masse blandet, dels af skibets udrustning og dels af vragets mere eller mindre opløste indhold, blandet med mudder.

Ja tidens tand har gnavet flittigt de senere år, hvilket vi også kan se på de andre vrag fra samme periode, det er gået rigtig stærkt de senere år. Men Undine er bestemt stadig værd at dykke. Efter at have startet begge mine dyk i agten og notere mig det hastige forfald, svømmede jeg fremad i vraget og her synes jeg, at det ligner sig selv.

Sigten mod stævnen blev også bedre, men den forblev under 10 meter og med tanke på, at vi ofte har haft i nærheden af 20 meter sigt, var det lidt skuffende. Jeg nåede ikke helt op i stævnen på nogen af mine dyk, men fik at vide, at stævnen i lighed med agterenden, også er meget sammenfaldet. Dette håber jeg selv at få lejlighed til at se inden længe, for sammenfaldet eller ej, så er dette altså et meget spændende og flot vrag at svømme rundt på.

Efter at alle var sikkert tilbage i båden, var vi klar til at bevæge os mod nord. Jeg tror at Københavns Dykkerklub har en intern konkurrence, om hvem der kan opholde sig længst tid i vandet, uden at falde i søvn. De var i hvert fald ikke i nærheden af at være færdige, da vi sejlede og vi ankom jo noget senere end dem.

Efter en god times sejlads, kunne vi igen lugte den rådnende tang i Smygehamn. Så snart vi havde trukket båden op på traileren og pakket bilerne, begyndte sulten -trods stanken – at melde sig, men i Smygehamn spiser man åbenbart aftensmad meget tidligt, for på havnen er 2 restauranter og en grillbar, grillen og den ene restaurant var allerede lukket, selvom der var masser af mennesker på havnen i det gode vejr. Den restaurant som havde ”længe” åbent, lukkede kl. 19.00 og han kunne ikke nå at lave fish and chips til 6 mand på en halv time. Stakkels Sverige, man begynder at forstå, hvorfor det ikke går så godt.

Det gik lidt bedre, da vi var kommet på den anden side af Trelleborg, her fik vi hurtigt bord hos Sibylla, søde servicemindede piger og maden kom meget hurtigt, til gengæld var det ikke den bedste kvalitet, men der blev da spist op.

Trætte og mætte nåede vi Farum og fik læsset af, det havde faktisk været en lang, men rigtig god dag og aftensmaden overgik ikke vragoplevelsen, som det ellers nogen gange er tilfældet.

Allan Jensen