Gammelmandsjulejagt – Almas store aften 8/12

Kopier nedenstående link ind i din browser for at se video over aftenens forløb

https://www.facebook.com/ChristofferChristof/videos/649319112750116

Den store parkeringsplads ved Tisvilde blev onsdag d. 8 december stedet, hvor den traditionsrige Gammelmandsjulejagt fandt sted. Gennem alle år har dette mytiske sted dannet rammen for den store aften, hvor Gammelmandsjægerne inviterer på alskens gode sager, efter julejagten.

Forventningerne var store blandt Havbasserne, og optakten til jagten var præget af stor spænding. Selvfølgelig ift. udbyttet af jagten, men dog allermest om, eller hvem, der var i betragtning til optagelse i den eftertragtede Loge.

Der var lagt en stram plan af Coach Krarup i forhold til forventede fangster. Alle flade arter skulle fyldes op på UV-jægerens VinterCup. Specielt var forventningerne høje til Storfangeren og Christoffer, der begge har undladt at fange fisk i en lang periode. På den måde håbede de, at de kunne samle ekstra mange denne fine aften.

Lidt bekymrende var det, at Christoffer ringede kl 1730, for at høre om vi allerede var i vandet, for han ønskede ikke kun at kunne jage 30 minutter før der var glögg . . . . Det var helt åbenlyst et forsøg på at gå direkte til godterne på Klaris-traileren uden at jage først. Den unge mand fik tydeligt besked på, at han selvfølgelig skulle i vandet. Herefter forsvandt Christoffers neoprensokker på underligvis fra Jeppes bil inden de nåede frem til Tisvilde.

Jagten var sat til at starte kl 18, men selvopofrende som altid, så hoppede Coach Krarup i vandet 20 minutter før alle andre. Han ønskede at undersøge om der stadig var fisk, og om strømforholdende var sikre for de øvrige deltagere. Han brugte en god times tid på dette, og samlede i den forbindelse et par store flade fisk op, så de ikke lå i vejen for de øvrige jægere.

Admiralen (Frank)  brød alle regler for arrangementet og jagede på eget spot sammen med Rasmus W. Heldigvis kastede denne loge-skadelige, og egocentriske adfærd ikke særligt mange fisk af sig (og de få der var, var små).

Det vil senere blive taget op om Admiralen skal degraderes til ungdomsafdelingen. Dette vil dog skabe en udfordring. Jess ”The Cod King” Nielsen blev nemlig sidst på aftenen udnævnt til det første medlem af Gammelmandsjægernes ungdomsafdeling med den fornemme titel af ”Verdens ældste ungdomsjæger”.

Hvis Admiralen bliver rykket ned på ungdomsholdet, så vil det jo samtidig have betydning for Jess nyerhvervede titel. Man må ikke benævne en dames alder, men Admiralen er meget gammel….

Jægerne kom drypvis tilbage til Klaristraileren, hvor tidligere Storfanger og Gammelmandsjæger Jacob Toxværd styrede grillpølser og baconstegning assisteret af Alma Jessdottir og far Jess. Klubmester Klaris Sr. drønede rundt for at sikre, at alle fik noget i glassene og kunne holde varmen. Der var usædvanligt lidt fokus på, hvor mange fisk Storfangeren havde fanget.

Jesper begejstrede alle med sin ”UV-mobile”, hvor der var installeret varmt brusebad, og rigelig plads til 3 ting af alt, så man aldrig mangler udstyr til jagten (Christoffer kunne lære noget her).

Da alle var samlet og fangsten gjort op, så var der ingen tvivl om, at dagens bedste fangst var Frederiks ising på hele 33 cm
Admiralen havde dog på trods af den underspillet størrelse på fangsten nappet en ising der var lige en ½ cm større, selvom størrelsen på fangsten ganske rigtig generelt var til den ikke prangende side
Det kan godt være, at Mott fangede den største pighvar, men ift Vintercuppen, så er en stor ising guld værd.

Lars Holme skuffede fælt, ved kun at lande et par små skrubber. Alle Havbasser havde satset på at han ville sørge for et par kæmpe søtunger lige som sidste år, men han var åbenbart mere interesseret i at komme hurtigt på land og få en hotdog med bacon (egentligt ret forståeligt, men skidt ift. foreningen). Ellers var der enkelte rødspætter, og så blev ”kvoten” på pighvar opfyldt.

Efter den første, og anden sult var stillet tog Coach Krarup ordet, og stilheden sænkede sig over selskabet, hvor mangen en Gammelmandsjæger-wannabe var samlet.

Første udnævnelse gik til Alma Jessdottir for årets mest lovende præstation ved klubmesterskaberne, hvor hun trodsede sit genetiske ophav, og fangede en super flot skrubbe. Samtidigt fik Alma for altid en plads i Loge-medlemmernes hjerte, ved højt at bekendtgøre at: ”næste år vil jeg jage med Gammelmandsjægerne, for de fanger flest fisk”. Alma blev derfor udnævnt til ”BETTER THAN HER DAD- JÆGER”. Denne smukke titel var selvfølgelig inspireret af Storfangerens præstationerer tidligere på året, hvor han jo var ”BETTER THAN HIS SON”

Som tidligere nævnt, så blev Jess udnævnt til ”Verdens ældste ungdomsjæger”. Denne titel giver Jess ret til at deltage i Gammelmandsjægernes arrangementer (for vi ved jo alle godt, at Jess egentlig er Gammelmandsjæger. Vi siger det bare ikke til nogen)

Gammelmandsjæger af 3.grad Mads T blev hædret for sit store arbejde med at skaffe Havbasserne ordentligt klubtøj. Utrætteligt designer han huer jakker og t-shirts til vores alles bedste. Samtidig leverede den garvede gammelmandsjæger fine skrubber til fælles Vintercuppen.

Den meget lovende ungdomsjæger Mikkel Fiil, vist desværre et dyk i vinterformen og stod ud af vandet nedbøjet og uden fangst. Til en anden gang bør Mikkel måske overveje ikke at lægge sig i støvsuger coach’s hækbølge.

Sidst men ikke mindst, så blev Christoffer udnævnt til rigtig Gammelmandsjæger efter han i et år havde udfyldt sin rolle som Gammelmands-rookie til perfektion. Han har ikke skudt flere fisk end de ældre jægere, samtidigt har han gennem hele året begejstret støttet op om de arrangementer vi har indbudt til, og så er han fadder til det nye sort indenfor UV-jagt ”Dyk og Druk” (udføres kun med chauffør).’

Det var herligt, at den yngste jæger August med det samme fornemmede, hvordan man agerer til et Gammelmandsjæger-arrangement.

Han formåede på forbløffende vis, at skjule sin store fangst inden han kom tilbage til Klaristraileren. Tænk at have så meget overblik, at han allerede kender det 5. bud som jo lyder:  ” Du må ikke skyde din næstes pighvar (altså hvis din næste er ældre end dig)”. Vi håber at se August til flere jagter, og til UV-rugby i Farum.

Naturligvis har den unge uprøvede August plads til forbedringer, da den petroleumsfarvede hue måske nok skal overveje sig en snarlig udskiftning til en mere passende farve. Men ak, med indmeldelse i november kan det hurtigt tage et par år før den uundværlige Havbassehue ugen kan bestilles igen.

Udskænkningen lukkede kl 21.30 og mens de unge kørte hjem, så pakkede Gammelmandsjægerne traileren ned, mens de kort evaluerede det næsten forgange år: 1.-2.- og tredjepladsen ved klubmesterskaberne. En sikker sejr over Hold 2 ved Øresund Cup, 1.plads ved Sjællands Odde Natmesterskaberne, og så ellers konsumeringen af 35 kg bacon og 8 flasker portvin.

Vi synes selv at det er gået ret godt i 2021. At være gammelmandsjæger er at være tilfreds uden at være selvtilfreds . . .

Beretning

Admiralen, Storfangeren og Coach