Selvom vi også torsdag havde været i Østersøen, ville det gode vejr ingen ende tage og på denne lørdag, valgte vi derfor at tage endnu en tur østpå. Jeg havde fundet lidt nye positioner frem, ikke for langt væk, Havgassen er jo ikke den mest velsejlende båd. Men efter klargøring i Smygehamn, sejlede Dennis, Kim, Kasper, Christian fra KDK og jeg selv, nu mod dagens første dykkemål.

Efter ca. 14 sømils sejlads, viste dybden sig kun at være 42 meter, det var jo glædeligt idet det ville give noget længere dykketid, end hvis dybden havde været de ventede 46-47 meter. Til gengæld viste positionen at være temmelig ”skæv”, efter 15-20 minutters søgen opgav vi og valgte i stedet et sikkert vrag omkring 4 sømil fra, nemlig Fritz Hugo Stinnes. Christian bandt på og herefter fulgte vi andre i spredt orden. Der var bundet på i en bom, ved lastrum ét og da sigten ikke var mere end 3-4 meter, startede jeg med at svømme den forkerte vej og endte i stævnen, jeg vendte hurtigt om og efter 35-40 meters svømmetur, tonede broen frem. Jeg svømmede hele denne del af vraget igennem på kryds og tværs, men selvom jeg ellers finder vraget spændende og interessant, dukkede der ikke noget bemærkelsesværdigt op på dykket, som berettiger en nøjere beskrivelse.

Man lukker ikke før det er nødvendigt!

Herefter var det bare at sparke fra og returnere til opstigningstovet, men tilbage ved udgangspunktet, viste en hurtig aflæsning af instrumenterne, at jeg godt kunne nå en lille tur under bakken. Det skulle vise sig at være en god afslutning på dykket, vandet herinde var krystal klart og der er jo mange detaljer at beskue, kommoder, skabe og møbler, der er ikke så meget tilbage i skabene, men det er jo nok min egen skyld 🙂 Nu var dyk og deko lige lange og jeg skulle op, på vej op passerede jeg sidstemanden, som var på vej ned. Efter godt 20 minutters deko brød jeg atter den spejlblanke havoverflade og kunne straks mærke solens varme, hurtigt kom jeg ud af dragten og vi sad nu og sludrede over en bid brød og en drink, indtil alle var tilbage i båden.

Der var rig mulighed for at få sol på kroppen!

Vi enedes hurtigt om, at prøve en anden ”ny” position, der er jo nok af sikre vrag i området, hvis det som i dagens første forsøg, skulle vise sig at være en nitte. Men det var det ikke, efter cirka 5 sømils sejlads, viste sig nu et 4 meter højt lodskud og forventningsglæden bredte sig i alles ansigter.

Hygge i solen…

Vi sejlede flere gange over vraget og selvom det loddede højt op, havde det kun en ringe udbredelse. Mine tanker faldt på en nyere fiskekutter, men det skulle snart vise sig at være meget mere vrag, end hvad vi havde kunnet se på ekkoloddet. Straks jeg fik øje på vraget, kunne jeg se at det var gammelt og kraftigt bygget. Et meget stort spil i stævnen, er vragets højeste punkt og bag dette er der et stort stykke træ dæk, kun brudt af to små lugekarme. Da jeg nærmede mig agterenden, var det tydeligt at jeg svømmede nedad og at agterenden står meget dybt i mudderbunden. Skandækket er brækket fra flere steder og her kan man se ind i lastrummet som er fuld af ildfaste sten i forskellige størrelser og af forskellige fabrikater.

Mursten fra dengang man havde råd til at sætte mærker på dem…

Der er nogle som er mærket: BJUF.F, andre Höganäs og nogle større som er mærket STABBARP, et teglværk i Skåne, som lukkede i 1903. Vraget må derfor være sunket før dette år, idet stenene tydeligvis er helt nye.

Lidt af et kloakrør…

Der hvor vraget forsvinder ned i havbunden og er næsten dækket af mudder, ligger også glaserede kloakrør i forskellige dimensioner, heraf nogle som grenrør. Vraget er meget ødelagt i denne ende og jeg forestiller mig, at skibet er gledet baglæns i dybet den skæbnesvangre dag, har ramt havbunden med agterende først og er blevet knust under den tunge last. Omkring vraget ligger også en masse planker, masterne og småting som er raslet af i årenes løb.

Souvenir til en, der rager…til sig!

Sigten på dette vrag var betydelig bedre end på Fritz Hugo Stinnes, selvom den flere gange blev reduceret noget, af de mange store torsk, som svømmede rundt i og omkring vraget. Med hensyn til dykkedybde og tid, lignede dette dyk meget det forrige og snart var vi alle igen forenede i båden. Dennis fyldte lige tanken op med de medbragte dunke – det er jo en tørstig dame vi sejler i – og herefter tøffede vi langsom mod Smygehamn igen, imens vi nød en ”dybdeafkølet” pilsner.

Meget behageligt med lidt fartvind…

Vejret var hele dagen ubeskriveligt, her må læseren danne sit eget indtryk, ved at se billederne fra turen.

Sandheden time…

Allan Jensen