Sjældent har der været så gode dykkerforhold i Kattegat i en weekend på det seneste: Ingen vind eller strøm af betydning, samt solskin og 22 °C. Helt perfekt!

Vi var som sædvanlig klar til afgang lige omkring kl. 9, og valget faldt på dampskibet Frederiksholm i Kattegat, ud fra Hundested.

Jeg havde ikke selv været på vraget før, så Karin meldte sig til at være min guide på vraget. Da vi gik ned af tovet så det ud til at vi ville få nogle dyk med virkelig god sigt, men det gik desværre ikke helt sådan.

Båden var bundet på i toppen af dampkedlen på 16-17m, og vi kunne se kedlen ret langt oppefra. Imidlertid lå springlaget blot en meter længere nede, og under det var sigten ikke ligefrem noget at råbe hurra for.

På mit første dyk forsøgte jeg at skabe et overblik over skibets anatomi og tilstand, samt at se om jeg kunne finde nogle mærker eller fikspunkter at holde udkig efter på tilbagevejen. Det var svært, for skibet virkede ved første øjekast som en stor rodet bunke spanter, rør og bjælker, der var kastet ned mellem hinanden som et kæmpe spil mikado.

Vi var da også kortvarigt ved at miste orienteringen, og måtte spørge om vej tilbage til bundtovet. Heldigvis var det trods alt forholdsvis nemt at finde kedlen, der ragede 3-4 m op over resten.

Imellem dykkene kunne jeg forstå at de andre havde set utrolig meget liv, bl. a. torsk, lange, buskhoved og taskekrabber. Selv havde jeg nærmest ikke set noget spændende liv, ud over en enkelt sej, der lå og cirklede rundt om dampkedlen.

Jeg havde et håb om at få nogle taskekrabber med hjem til aftensmaden, så 2. dykket gik mest med jagt efter dem. Da indsamlingen af krabber foregik i et noget langsommere tempo end den første sightseeingtur, blev der også tid til at nå at se nogle af de føromtalte fisk.

Alt i alt var det en super god dag på havet. Jeg har indtryk af kun at have set en brøkdel af skibet, så der er materiale til mange flere spændende dyk på det.
Benny