Efter en meget lang pause med restriktioner, blæsevejr, og arbejde, lykkedes det at komme med på et tirsdagsdyk. Underligt nok var kun 5 af de 7 opslåede pladser optaget, så deltagerne var Kim, Steffen, Dennis, Malte og undertegnede.

Strøm ved Helsingør gjorde Rungsted til det fornuftige havnevalg, og Venprammen blev vedtaget som mål. Malte, Steffen og jeg selv mødtes I Farum, og Dennis og Kim stødte til I havnen.

Havgassen blev sat I vandet og pakket, Steffen navigerede igennem flere hold sejlere og satte kursen mod Ven. Fremme på lokationen blev loddet smidt i omegnen af vraget, og Kim sendt i vandet for at binde på. Da Kim først skulle finde prammen fra det sted loddet lå, tog påbinding et stykke tid, og Malte og jeg selv var rigeligt klar til at hoppe i vandet, da båden var bundet på.

Prammen lignede nogenlunde sig selv med fornuftig sigt på toppen og ret pløret vand lige over bunden. Der var masser af småliv, særligt snegle (nøgne- og påklædte), eremitkrebs, sønelliker og søroser. På vej rundt om den lave ende bemærkede jeg en hårvarre siddende på væggen. Den stolede så meget på sin camouflage, at der var god tid til at studere den. Videre rundt i et af hullerne afslørede en synlig halefinne en pæn stor torsk.

Efter 35 minutter var det 7° kolde vand ved at blive mærkbart, og dekoen var så småt begyndt at tælle (jo, computeren står meget forsigtigt), så kursen blev sat retur mod tovet og overfladen.

Oppe igen solen blev der tid til en sludder om fladfisk m.v. mens Dennis og Steffen dykkede færdigt, og med de to oppe efter yderligere en lille halv time blev bundtovet hevet op, øl fordelt og Havgassen peget retur mod havnen.

Grejet blev pakket i bilerne i de sidste solstråler og så gik turen mod Farum.

Alt i alt var det måske nok bare et eftermiddagsdyk på Venprammen, men det var skisme rart at være ude med Havbasserne og i vandet igen!
Vi ses, Søren S