Efter materialedagen skulle Dennis lige teste den seneste sevice/omkonfigurering/reparation, han havde udført på sin rebreather, og vi var fire der drog mod Trykkerdammen for at redde ham, når han kom ud på for dybt vand.

En af de lokale…
Det gjorde ondt at tage i Trykkerdammen på sådan en fin dag, men den nye trailer til Havgassen kommer først tirsdag, og Havtasken var taget til UV-jagt stævne ved Flakfortet, så der var ikke så mange amuligheder, når det samtidigt skulle være nemt.
Vi kom i meget spredt orden, og da jeg nåede frem, var de andre lige ved at gå i vandet, dvs. ikke Dennis, for hans seneste servicering af grejet var ikke den store succes. Der var noget med nogle celler, der ikke gjorde som forventet. Det kender jeg godt fra jobbet, så vi sagde pænt tak for i dag til Dennis, og så gik Søren S og Eskil i vandet, mens jeg gjorde klar til min egen tur.

En af de flade!
Og turen? Ikke meget nyt siden for et par dage siden, men sigten var fin i overfladen – omkring 10 meter, hvor den var bedst. Sigten forsvandt dog ved 11-12 meters dybde, hvor strømmen var frisk og nordgående. Der var de sædvanlige flade og et par tangnåle. Men nu har vi set dem og resten af det Trykkerdammen har at tilbyde, så vi vil snart gerne dykke ”rigtigt”.
Kim R