Så blev det tirsdag, som bekendt betyder dette klubdyk og da vejrudsigten lovede stille vejr og sol, var min første tanke: åhh nej, vi komme til at kæmpe om pladserne i båden, som vil være helt fyldt op med dykkergrej, havegrill, dingleflasker m.m.

Men nej, aktiviteten på tur-bassenettet var endnu mere stille end vejrudsigten, kun 3 mand ville dykke i det fine vejr + en uv-dronefører, så der var masser af plads. Destinationen blev knap nævnt, vi sejlede bare mod Robert og sejladsen foregik uden anden bevægelse, end fremad. Nogle svenske lystfiskere havde valgt samme mål for aftenens tur, men dem jog vi væk med venlighed og positioner, så vi kunne dykke på ”vores” vrag.

Kim sprang i kort tid efter at bøjen var smidt, men var længe om at markere påbindingen. Da jeg kort efter kom ned på vraget, forstod jeg hvorfor, sigten var temmelig ringe selv på Robert-skalaen. Men så måtte man koncentrere sig om de nære ting og mens jeg kravlede et par gange rund i mudderet i agterenden, kunne jeg berige mig med 2 store tykke rødtunger – turen var reddet.

Det blev også til en tur frem til bagsiden af maskinen, men her havde vist lige været en og mudre op, for sigten var temmelig skummel og havde jeg ikke fysisk kontakt med vraget hele tiden, var jeg blevet væk. Nå men efter 25 minutter med kun et par minutters deko (hurra for nitrox), var jeg på vej op igen, noget af en udfordring med en fisk i hver hånd, da jeg ikke havde haft et net med ned.

Oppe i båden åndede alt fred, grillen var tændt og pølseduften bredte sig, men vi ventede bare på at Steffen skulle komme op, så vi kunne spise samlet, men det trak ud. Ventetiden blev blandt andet brugt, på at puffe rundt med et dødt marsvin, med Henriks uv-drone, en Underberg nåede vi også, men til sidst gik vi ombord i pølserne, inden de var helt sorte.

Endelig kom Steffen op, forklaringen på det lange dyk var, at kæden havde forknebet sig og derfor havde været meget svær at få frigjort, specielt da sigten var næsten 0 hvor der var bundet på. Vi fik pakket sammen, mens Steffen spiste sine kolde hotdogs og så sejlede vi – som så ofte før – mod solnedgangen, på det spejlblanke Øresund.

Allan Jensen