En dag i vejrets tjeneste d. 30/11 2020.

Vi havde for nyligt fået et spørgsmål fra TV2 vejret, om vi stadigvæk dykkede selv om det var blevet koldt og hvis ja, om vi evt. ville stille op til et lille indslag om dykning.

Det endte med, at der var to linselus der bed på krogen.

Planen blev lagt, vi skulle mødes kl. 12 i Rungstedhavn. Vi fik fat i havnefoden, som sørgede for at vi kunne køre helt ud på spidsen af nordmolen.  Linselus nr.2 alias Peter ankom som den første på pladsen. Om det var fordi det var vejret vi skulle dykke for eller rent held, var der sørget for solskin og fladt vand. Det kunne kun havde været blevet bedre, hvis det altså ikke var fordi vi befandt os i Rungsted 😊

Linselus nr.1 alias Hans, ankom og vi fik lagt en plan før vejret (TV2) indfandt sig.  Planen blev så finpudset da de ankom. Deres GoPro kunne heldigvis passe i mit undervandshus, så havde jeg nemlig chancen for at lege professionel fotograf. Vi hoppede i udstyret over stor bevågenhed med et kæmpevideokamera helt oppe i næsen.

Det lykkedes os at komme i vandet, hvor vi skulle interviewes. Nu blev det tid til at stikke hovedet under vand, og se om vi kunne finde noget liv. Mens vi var i vandet, blev vi overvåget af et øje i det høje.     

Efter en halv times tid var vi retur på molen. Linselus nr. 1 blev straks udspurgt om det var koldt, han var jo i våddragt. 😊

Det hele var overstået omkring kl. 13.30 hvor det gode vejr pakkede sammen, og kørte mod Fyn. Så var der bare tilbage at drikke en lille kop kaffe, og snakke om hvordan vi nu skulle bære os ad med at komme til at se TV2. Nu når hverken Hans eller jeg tror på at betale for at se reklamer.

Linselus nr.2 alias Peter.