Vi er nogle stykker som skulle have været til Læsø, til noget seriøs vragdykning. Men som dagene gik, fik vejrudsigten det hele til at skride og det var derfor med at springe på, hvad der bød sig af muligheder for at komme i vandet.

Så er båden klar, og vi mangler kun “resten”…

Endnu engang udgik turen fra Helsingør, i tåge og finregn og med en jævn vind, var der lagt op til kun ét dyk. Men med de seneste dyk på Otto i erindring, hvor sigten simpelthen var fantastisk, kredsede samtalen os 5 fremmødte imellem, ikke så meget om det triste vejr, men snarere om hvor vidt sigten i dag ville være 10 eller 15 meter.

Og så går det snart løs i det triste vejr.

Samtidigt fik jeg min vilje, med hensyn til valg af vrag, Otto blev endeligt valgt fra, til fordel for Emil Retzlaff som jeg finder mere spændende.Vel ankommet til positionen, kørte alt på de vanlige rutiner, tov og lod blev rigget til, imens jeg gjorde klar til at springe i og binde på. Vraget blev fundet og loddet smidt, jeg sprang herefter i det strømfrie vand, hvor er det nogle gange let at være dykker.

Det er ikke nemt at se, at det kun er for fornøjelsens skyld…

Men, fra omkring 10 meters dybde, begyndte strømmen at hive i såvel bundtov som i mig. Som en undervandsflod brusede den af sted og de sidste 10 meter tov var af strømmen trukket ud i vandret, heldigvis lå loddet på modsatte side af vraget, så jeg ikke kunne trække det af. Men på grund af den kraftige strøm, kunne jeg ikke flytte loddet ret meget i vragets længderetning og jeg gjorde fast i et stort spil som står alene i sandet, agten for bro-området – pyhh det var hårdt arbejde.

Alt afhængig af, om man var i læ eller luv, blev man skubbet eller suget med af strømmen, men på grund af den gode sigt på omkring 10 meter, var det dog let at orientere sig og det føltes derfor aldrig rigtig ubehageligt. Der var dog steder, hvor man var nødt til at holde fast i vraget, for ikke at ende i en strømhvirvel. Jeg lå et par gange og betragtede, hvordan sandet bevægede sig, præcis som når man går på en sandstrand i kraftigt blæsevejr. Selv muslingeskaller og småsten kom tumlende henover bunden.

Jeg ved ikke om rødtungerne var bange for at få sand i øjnene, jeg så i hvert fald kun 3 som alle havde gemt sig i sprækker i vraget. Det lykkedes mig dog, at få alle 3 pæne spisefisk aflivet og puttet i posen, selvom det er svært at håndtere lygte, kniv og pose, mens man holder fast i vraget med benene. Rødtunger var nu ikke det eneste som fangede min opmærksomhed, lige udenfor vraget i læsiden, lå noget hvidt som godt kunne ligne porcelæn. Jeg svømmede ned for at undersøge det og kunne hurtigt genkende genstanden, som værende en urne af den slags, man fylder aske i efter ligbrænding. Om nogen har smidt den i på vraget, eller om den selv er rullet derud ved jeg ikke, men der dukker næsten altid noget uventet op når man dykker på vrag.

Emil på overfladen – fra vrag.dk

Efter 35 minutter var eventyret slut og middagen reddet, nu var det bare op og hygge sig lidt med gutterne over en Underberg og diverse urnehistorier, det tog noget tid at få gang i motoren (?) men det lykkedes til sidst og vi sejlede mod havnen, gennem regnen. Det havde igen været nogle dejlige timer på havet og det eneste som ikke havde været så godt, var vores navigator syntes Thomas, han brokkede sig i hvert fald over den flere gange. Får vi mon snart en ny?

Allan Jensen