En lørdag med tålelige fornuftige vindprognoser gav anledning til dykning.
Havde misforstået mødetid, så blev ringet op kl. 8 med ”Hvor fanden bliver du af?” og derved kørte jeg direkte til Helsingør og havde fået retten og pligten til at skrive.


9 mand var tilmeldt men med lidt frafald endte vi på 6.
Ved ankomst til Helsingør begyndte tågen at tage til over land, og det blev absolut ikke bedre, da jeg (som den første) ankom til havnen. De andre kom dryssende og da vejrprognoser lovede 2km sigt, gav vi det en chance og brugte ca. 1 times tid på at overveje om vi kunne sejle ud i dette.

Den syntes at lette og vi fik båden i vandet og begyndte at pakke (samtidig med at det begyndte at regne), og da dette var overstået (både pakning af båd samt regnen) blev kursen sat mod Emil.

På positionen blev loddet kastet, og Formanden udbrød ”det er Otto vi er på” men loddet var kastet, så vi blev der.

Steffen hoppede i og fik bundet på, Peter og jeg fulgte efter. Sigten var ikke god, ca. max 3m, men dykbart, og som altid et fint vrag at besøge, men efter ca. 40 minutter begyndte jeg at fryse, da jeg var blevet fugtig da vi pakkede båd.

Oppe var grillen tændt, og der var pølser med madbrød, altid rart med grill på havet.
Efter maden blev kursen sat mod Birgit, hvor der blev kastet og Steffen bandt på igen.

Igen tålelig sigt, men med enkelte skyer af mudder grundet ”gravearbejde” og efter ca 30 min meldte kulden sig igen, og jeg gik mod overfladen, hvilket var et fornuftigt valg, da jeg der blev forkælet med en Underberg 🙂
Da alle var oppe, var der nogle gode røverhistorier og derefter retur mod havnen
Takker for en hyggelig lørdag på havet
Henning