Eisfish d.18/11 2023

Vejrudsigten var fin for Kattegat, men der ville komme lidt vind efter kl. 14, så vi havde rykket afgangen en halv time frem. Vi var ikke helt afklarede med hvorhen vi skulle for der var usædvanligt meget strøm i den østlige del af Kattegat. Vi valgte at prøve Eisfish, eller Proteus som vraget retteligen hedder.

Der var mange taskekrabber og masser af gammelt trawl

Bortset fra lidt vejarbejde og oversvømmede vejbaner gik det meget godt nordpå, og der var ikke trængsel ved slæbestedet i Gilleleje. Vi fik i relativt adstadigt tempo fyldt Havgassen og sejlede ganske langsomt efter en kutter ud af havnen. Og her blev vi ramt af virkeligheden, det flade vand og det vindstille vejr havde ikke set vores prognoser, så der var en ukomfortabel sø og noget mere vind end ønsket. Men efter en halv times udfordringer nåede vi frem og kunne gøre klar. Undertegnede skulle binde på, Kenneth og Peter skulle hoppe i så hurtigt de var klar til, og Bjørn skulle slutte feltet af. Andetdykket ville vi tage på Mirs.

Rejerne er nok glade for at der ikke er så mange torsk

Vi kunne se på bøjerne at strømmen var alt andet end stærk, nærmest helt fraværende, men der var meget urolig sø. På vejen ned gennem vandsøjlen blev sigten dårligere og temperaturen bedre. På vraget var der komfortable 12 grader men ukomfortable 1-2 meters sigt. Loddet lå midt i vraget og påbindingen var relativ let, bortset fra de garn der var overalt. Vi kender jo vraget, så vi dykkede rundt og ledte efter de ting vi ved, der burde være. Denne dag var der masser af taskekrabber, mange meget store og endnu flere der vil være meget store næste år, hvis de ikke omkommer forinden i de mange gamle garn og trawl der er på og ved vraget. Ingen rødtunger, men der var nogle torsk inde midt i vraget..

Man kan lige få øje på gællerne af denne snegl

Efter en halv times tid på vraget trængte dekoen sig på, og jeg vendte snuden mod overfladen, inden prisen blev for høj. Ved bundtovet mødte jeg Kenneth, som tilsyneladende lige var kommet ned og på tovet mødte jeg Peter…

Kenneth var ned så nøgensneglene var i fokus

Op og tage straffen, og da minutterne var udstået i det strømløse vand, kunne jeg kæmpe mig op ad stigen på den meget gyngende båd, der lå på tværs i søen og rullede fælt. Op i solskinnet og afsted med Bjørn, og så kunne man nyde freden og en kop varm kaffe, der gjorde god gavn, da jeg spildte noget på mine kolde fingre.

Selv om det var midt på dagen var der ikke meget lys på vraget

Peter var første mand på stigen og herefter kom Bjørn, der havde aftalt med Kenneth at han bandt af. Herefter kom Kenneth op, og jeg begyndte at hale bundtovet op, så vi kunne sejle til Mirs, men jeg var ikke i stand til at hale det op. Kenneth og Bjørn have kommunikeret, men åbenbart ikke med hinanden…

der er mange ting fra dengang Eisfish var en aktiv fiskerbåd

Andet dyk blev også på Eisfish, og det var samme rutine som på førstedykket. Dekoen trængte sig på lidt tidligere, men det var forventeligt, så det blev et kompromis med at få mest mulig bundtid i forhold til tålelig dekotid…

Mere trawl…

Op og alt var en kopi af sidste dyk, bortset fra Bjørn bandt af. Da alle var i båden fik vi en hjertestyrkning og en juleøl, mens vi gjorde klart skip og sejlede hjemover i overraskende høje bølger. Vi valgte en kurs på tværs af søen, selv om sejlturen blev noget længere, men det ville være helbredstruende at sejle lige på!

Hårhvarre

I havnen gik alting stærkt og snart efter var vi i bilerne på vej mod Farum

Kim R