Vi var et par stykker, der ville forsøge at dykke på en hverdag, så vi trodsede vejrudsigten, arbejdsgivere og familiemæssige forpligtelser og mødtes i Farum ved middagstid, for vi skulle også trodse den tidlige solnedgang.

Efter et par logistiske udfordringer mødtes vi i Rungsted, hvor vi ret hurtigt fik smidt grejet i Havtasken og kom afsted. Der var sydlig vind, så vi kunne sejle på tværs af bølgerne, så det gik nogenlunde tørt derudaf. Vi ville tage ud til Hvenprammen og der ville vi vurdere forholdene og måske sejle videre til Robert.

Da vi nåede Hvenprammen var vinden frisket lidt op og vi kunne se strømmen løb frisk ved den store bøje. Vi gjorde bundtovet klart og imens kunne vi konstatere vi drev med lige ved 2 knob, og vi mente at der måtte løbe mindst 1,5 knob strøm i overfladen.

Vi enedes om at det nok blev svært at fange Prammen med lod og kæde, så vi valgte at forsøge os med Ceylon i stedet.

Vi kom hurtigt et par sømil mod nord og strømmen ved Ceylon var tilsyneladende ca. som før. Vi valgte at smide loddet opstrøms med meget tov ude, så kæden kunne fange et eller andet. Da loddet fik fat, så strømmen ikke voldsom ud, så undertegnede hoppede overbord for at gøre fast. Sigten var fin i overfladen men aftog med stigende dybde. Da jeg nåede 15 meters dybde, måtte jeg svømme vandret, for tovet lå hen over det højeste punkt i agten. Den ekstra tur vi tog, for at tjekke om vi kunne drive præcist hen over vraget før vi smed loddet, betalte sig nu.

Jeg gjorde fat på den højeste del og tog derfra turen rundt. Sigten var et par meter og temperaturen var 11 grader. Strømmen var ca. en halv knob nede ved vraget og der var lidt turbulens ved agten.

Overalt var der fiskegrej, der var simpelt hen liner og kroge hvor man kiggede hen, man skulle hele tiden holde øje både oppe og nede, for krogene hang frit ned fra ethvert “overhang”. Der var ikke mange fisk, men jeg fik skræmt et par mindre torsk ind i vraget.

Ellers er kobberforhudningen og de massive rorbeslag altid spændende at se, de er stadigvæk ikke overvokset af alle de underlige ting, der ellers gror på vragene.

Efter ca. 40 minutter måtte jeg returnere, for vi skulle jo helst nå dykningen inden det blev helt mørkt. Og da jeg nåede op i det klare og køligere vand i strømmen, mødte jeg Steffen, som var på vej ned, så de havde været længe om at blive færdige deroppe.

Strømmen løb friskt, så jeg skulle lige orientere mig om hvor jeg kunne holde fast på Havtasken inden jeg lod mig flyde ned til agten og skulle fange stigen bagpå. Det gik overraskende let at komme op og derefter kom Thomas overbord. Jeg selv fik lige en kop kaffe mens jeg ventede på de andre. Og efter en god halv time kunne jeg se en på tovet og kort efter blev der bundet af. Vi drev med ca. en knob med “ankeret” ude.

Da vi alle var ombord, inklusive adskillige kilo fiskegrej, fik vi os lige en kop kaffe og spiste Thomas’ basser. Og mens vi sad og talte om løst og fast, så vi en redningshelikopter i det fjerne, som drejede hen mod os og tog en runde. Vi tjekkede lige om vi selv sendte nødsignaler, men det gjorde vi ikke, men de tog alligevel en tæt runde omkring os, så vi følte os lidt forfulgt. De fandt et andet offer og fløj mod et skib der kom nordfra, og så kunne vi høre på vhf-en, at redningshelikopteren spurgte skipper om de måtte foretage en øvelse med dem. Det kunne vi til dels overvære mens skibet sejlede ned gennem Sundet og vi sejlede til Rungsted.

Og i Rungsted pakkede vi sammen i tusmørket og kom hurtigt hjemad…

Kim R