Efter nogle anstrengende logistiske udfordringer mødtes jeg med de andre i Helsingør. Da jeg ankom lå Havgassen allerede i vandet , flyttet rundt om broen, for der var pres på slæbestedet.
Det var bl. a. Havskum, der skulle en tur i det nordlige Øresund med fire uv-jægere.
Jeg fik hurtigt smidt grejet i Havgassen og hoppede delvist i dragten, for vejret var noget mere blæsende end vejrudsigten havde spået.
Vi kom dog nogenlunde tørre frem til positionen for Birgit, som var dagen første kompromis-dykkermål. Vi fik gjort klar og smidt loddet og efterfølgende Kasper i vandet. Heldigvis var der ingen strøm i overfladen, men til gengæld var sigten helt væk i overfladen, under en meter.
Mens vi lå og ventede på at Kasper skulle sende flåddet op, kom en lille og velkendt båd fra fortiden – det var Manleys gamle Titanic II med Allan og Sten (Brandmand), der lige kom forbi, for vejret var endnu mere blæsende nordpå, hvor de kom fra.. De ville efter moden overvejelse hellere dykke Otto, hvilket også var vores næste mål.
I vandet løb strømmen friskt fra 3-4 meter og nedefter, men den aftog heldigvis noget under 20 meter. Sigten på vraget var ok, ca. 5 meter, så vi fik en fin tur rundt på bunden, mens sandet blev undersøgt for tærber, men vi så desværre ingen. Der var dog en del eremitkrebs og enkelte småtorsk.
Herefter op på vraget og rode lidt rundt i cellulose-ballerne, der ligger spredt med lind hånd på vraget. Ikke meget nyt, men ok med meget hvirvelløst liv.
Da dekometeret efter 40 minutter pegede mod overfladen, tog jeg billede af en olielampe, der lå ved tovet, fik bundet af og gik op til brandmændene der susede forbi i stort tal oppe i strømmen
I båden var grillen i gang, men jeg havde ikke modet til at spise pølser umiddelbart inden andet dyk, så jeg takkede pænt nej tak. Herefter fik vi samlet os sammen og sejlede den korte tur mod Otto, hvor Titanic II stadigvæk lå.
Før vi skule dykke kunne vi se et u-bådsredningsskib A214 fra den svenske flåde, der passerede tæt forbi, og der var drengelegetøj på dækket.
Vi smed loddet i stævnen, så vi ikke ramte nogen, men inden vi havde en dykker klar, var Sten oppe og vi valgte at kaste loddet igen. Kasper i og op igen, loddet dansede over bunden i den friske strøm, der vel at mærke ikke var i overfladen. Nyt forsøg og den blev smidt inde på broen, hvor kæden nemt kan få hold, og denne gang gik det fint, flåddet op og båden blev gjort fast.
Så i vandet som perler på en snor – strøm i mellemvandet og eventyrlig sigt på vraget – 10-15 meter var der i hvert fald. Strømmen var ikke slem nede, så man kunne komme langt omkring ude på bunden og tjekke efter i stenrevene.
Der var heldigvis fisk, en del mindre torsk og en masse sej i vandet. Og selvfølgelig taskekrabber, eremitkrebs, rejer og nøgensnegle plus en masse andet.
Men selv den bedste fest slutter og da jeg havde nydt vraget for mig selv en stund, fik jeg bundet af og kom op til de andre, hvor der var en euforisk stemning over dette pragtfulde dyk.
Herefter tilbage i havn og tilbage til de pligter man lod ligge for at komme af sted!”
Kim R