Med et hold på Hönö var det måske sløjt med deltagere til en almindelig søndagstur, men vi endte med at være tre personer, som lige passede til Havtasken. Karin havde ønske om at komme på Hvenprammen, og vi andre var jo høflige og gjorde ikke oprør. Vi fik læsset et lod (enormt lod med 5 meter kæde) og anker i Havtasken.
Vi fik stablet os sammen i Karins bil og med Havtasken på slæb gik det mod Rungsted. Vi kom hurtigt videre, og da vi nærmede os positionen kunne vi se ikke mindre end to både ligge over Hvenprammen. Undertegnedes blodtryk tålte ikke at dele Hvenprammen med så mange andre, så vi valgte at tage på Anemonevraget.
Vandet var fladt så efter et kvart,er kunne vi smide vores enorme lod på Anemonevraget og jeg hoppede i for at gøre fast. Sigten var formidabel + 10 meter ned til ca. 11 meters dybde, hvorefter sigten aftog gradvis ned mod vraget. Lige over vraget var sigten et par meter, hvor der ikke var hvirvlet op og på bunden ca. en meter.
I bagbords side helt ude ved lønningen stod en stenbider, ligesom sidst jeg var der for en måned siden, og der var flere stenbidere. Desværre sad de i et spøgelsesgarn, der gik på tværs af vraget ved den agterste lugekarm. Jeg fik frigjort den ene stenbider, og jeg måtte aflive den anden, for krabberne havde pillet øjnene ud af hovedet på den.
Op til de andre og sende dem på deres tur, dvs. vi skulle lige gøre klar til at undvige, for et større skib havde kurs lige på os, men drejede heldigvis et par hundrede meter fra os. I med Karin og Benny, så kunne de more sig i dybet og jeg kunne hygge mig med kaffen oppe i solen.
Efter en halv times tid var vi samlet oppe i båden, og vi nød det gode vejr og var glade for at vi skulle i endnu en gang. Jeg udstyrede mig med et fangstnet, så jeg kunne fjerne spøgelsesgarnet og det brugte jeg så mit dyk på. Det var heldigvis muligt at få det meste med op, så nu kan de sidste overlevende stenbidere og torsk måske klare sig til vi ses igen.
Herefter var det de andres tur, business as usual og en gentagelse fra før. Dvs. da de var kommet tilbage på tovet måtte jeg starte motoren og gøre næsten fri, for der var igen en skude, der havde kurs lige på os, og han drejede tilsyneladende ikke. Han opdagede os til sidst og passerede tæt forbi, ikke 50 meter fra os, så Karin og Benny i dybet må have hørt lidt støj dernede.
Herefter kom de op og vi sejlede stille og roligt tilbage til Rungsted og riggede af.
Kim R