Corona-krisen havde luret hele foråret, og det var først omkring d. 1. juli, at det stod klart, at turen kunne gennemføres.

Vi endte med at være 22 deltagere, som pakkede det meste onsdag aften, så der kunne være tidlig afgang fredag, for dem der ønskede det.

Fredag d. 31/7 2020
Man må imponeres over mængden af grej, der skal slæbes med. 3 mands grej kan ikke uprioriteret være i en stationcar af middelstørrelse… Vi, dvs. Juhl, Mikkel & Kim, kom dog afsted efter en hård sortering. Vi nåede med færgen kl. 6:30, og der var ingen toldere i Sverige. Det gik forrygende med slet ingen trafik, heller ikke i Göteborg, så vi nåede til indkøbscenteret ved Svinesund ved godt 10-tiden. Her var ingen mennesker, vi var nærmest helt alene i det store supermarked, hvor tomme hylder afslørede, at det ikke var de lokale, der holdt omsætningen oppe, når nordmændene var truet med karantæne for at besøge stedet.

Vi fik handlet lidt tonic og ganske lidt andet og skulle have lidt frokost. I mellemtiden havde Søren og Henning indhentet os, og vi kørte sammen mod grænsen, hvor vi blev venligt modtaget og smidigt sendt ind i Norge. Herefter var det bare mod nord og i Oslo blev vores GPS’er uenige. Vi mødtes dog i Lillehammer og fik lidt at spise, inden vi tog de sidste 400 km.

Vi var fremme ved 21:30 tiden, hvor Mads, Peter og Magnus allerede var nået frem og vi fik efter noget besvær og et telefonopkald lukket os ind. Herefter dukkede folk op i løbet af aftenen og natten…

Lørdag d. 1/8 2020
Der var mange der lå tungt efter den lange rejse, så det krævede spandevis af kaffe for at få liv i folk.

Kveiteskär:
Vi fik os samlet sammen til at få bådene i vandet op ad formiddagen.

Første dyk skulle afvikles, men vi behøvede ikke at have andet end Havgassen og Havtasken med, da der var et par stykker, der lige skulle tjekke ud fra havnen. Vi dykkede i lagunen ved Kveiteskär. Det var, som vi husker det, selv om vandet først klarede helt op på 30 meters dybde. Der blev ikke fanget havtasker, men vi så en fin hummer lige ved siden af ankeret.

Andet dyk blev også i lagunen, for vinden drillede, men denne gang med endnu flere dykkere. Oplevelsen var mere af det samme, men der er jo også næsten alt, så var jo fint nok. Når der er noget at se på, kan man leve med gentagelser.

Herefter tilbage til lidt aftensmad – og udstyrspleje…

Det var tydeligt at rejsen havde slidt på folket, så efter maden var ikke meget liv i huset.

Søndag d. 2/8 2020
Stemningen var lidt mat, lidt li’som vejret, for rejsen sad åbenbart dybt i mange. Efter lidt morgenmad gik det hurtigt med at blive klar til dagens dykning. Første dyk skulle være på en gammel favorit

Fisser:
Vinden var flovet så det var tid til at sejle igennem havnen til en af Ålesunds helt store attraktioner.  DS Konsul Carl Fisser. 128 m vrag, sænket af Allierede fly i 1942. Vraget udmærker sig ved, at agterenden er relativt lavtliggende, med dækket på ca. 20 m. Vraget skråner let, så oversiden sf stævnen ligger på et par og 40 m dybde med bunden 10-15 dybere igen. På agterenden er der masser af hvirvelløst liv og sej i massevis. I år gjorde de sig endda bemærket ved at være ret villige til at lade jægerne komme på skudhold.

Flere kloge hoveder havde uafhængigt af hinanden planlagt og forberedt at vi skulle have en fast bøje på vraget. For det første fordi vi helt sikkert vil dykke der flere gange og for det andet, fordi vraget, på trods af sin store udbredelse er svært at slå i agterenden, hvor trædækket med tomme rum under ikke nødvendigvis giver meget udslag. Loddet var rigget med en stump kæde, tovværk og en dunk. Alt sammen noget vi kunne undvære, hvis det skulle glippe at få med hjem igen. 

Vi gjorde os umage og smed loddet lige ved pullerterne på agterdækket. Jeg (Dennis) bandt hurtigt på, tog vores lod af og lod det stå, så Kasper kunne sende det op med en hævesæk.

Straks tog jeg turen ud over vraget, igennem brobygningen i bagbord side, ud og runde stævnen og imponeres sf størrelsen. Tilbage til mudderrosen, der står der endnu.  Brobygningen var drattet lidt sammen siden sidst, og dækket er også begyndt at hænge lidt under de store spil. Tidens tand sætter sine spor.

Det blev også til en tur ned til maskinen, hvor sigten var ganske glimrende  i hvert fald før jeg var der. Til sidst retur til agterdækket, hvor man i ro og mag kan afslutte dykket uden at der render mere tid på dekometeret. Det kan derfor være svært at afholde sig fra at krybe under dæk og betragte rorkvadranten og de store styrekæder. Der var tilmed flyttet en sortvels ind. Og i en lille bygning oven på, kan man titte ind til nødstyremaskinen. Og så var det ellers bare retur til tovet. Der kan være noget trafik når man sådan er et par og tyve dykkere om et bundtov.

Efter en lettere improviseret frokost skulle vi dykke igen, denne gang blev der sat kurs mod fyret på hjørnet eller folk kunne dykke i havnen, alt efter hvad folk følte for og havde energi til…

Vi havde dog udfordringer med kompressoren. Den faldt ud på en alarm, men alarmen var ikke synlig, og så faldt den ud pga. lavt olietryk. Det viste sig at filteret skulle skiftes.

Buhammeren:
Vi satte kursen i tre både mod Eltranesset med det lille fyr. Da de to store både var fremme blev vi efter en hurtig udveksling af håndtegn enige om at fortsætte mod Buhammeren et par mil længere ude. Vi antog at dem i Dronningen dels kunne se os, dels kunne regne ud hvor vi var taget hen, dels var vilde efter at dykke ude på væggen

Lidt skattene radiokommunikation og morsesignaler senere fik vi gelejdet Havets Dronning på rette kurs. Det var vist til vores fordel at Dronningens besætning havde haft et par sømil til at bruse af, inden de kom frem. De var vist ikke alle helt enige i beslutningen.

Vi fik smidt et par ankre som de første dykkere gjorde en indsats for at sikre. Men bunden er meget stejl og der er ikke ret meget at gribe i. Vi var en 4-5 stykker, der nåede i vandet, inden besætningen opgav ævred.

Langs væggen var vandet klart, og dybere end 40 m var der masser af kolonier af hvid hornkoral og bæger- eller tragtsvampe. I det hele taget er det tydeligt at vi er længere ude mod Atlanterhavet end på husskærene. Der er ligesom lidt mindre støvet.

På vej mod lavere dybder hørtes motorstøj og jeg mærkede tydelige dønninger så langt nede som 25 m. Det krævede ikke meget fantasi at regne ud at det var blæst op og at ankrene overhovedet ikke kunne holde bådene.

Vi fik samlet tropperne under vand og jeg sendte en bøje op til overflademandskabet. Da alle havde afviklet deres deco gik vi sammen i overfladen og blev samlet op uden den store ståhej. Selv var jeg meget lettet over at få et stort smil fra Karin.

Vi sejlede (i samlet flok) mod Kveiteskær med bølger fra Atlanterhavet i ryggen.  Lige ved skæret fik Havtasken behov for at skifte dunk, det blæste, det regnede og de fleste havde mistet modet, så vi sejlede retur mod klubhuset, et par pilsnere og aftensmaden. Der blev ikke sejlet på natdyk, men der var nogen, der tog en runde fra havnen.

Mandag d. 3/8 2020
Vejret var ikke rigtigt kommet sig så vi valgte at dykke på husskæret. Vi skulle først have lidt hjemmebagt brød og en hel del kaffe…

Hundsvær:
Super tilgængeligt et par hundrede meter fra klubhuset. Hvis man ankrer ude ved spidsen får man stejle vægge og klart vand. Der er mange mindre fisk i tangskoven inde på det helt lave vand, mest savgylter og kutlinger af forskellige slags, plus en masse sej, der jo er overalt… Der er også mange hvirvelløse dyr i tangskoven.

Hvis man går ned over klipperne finder man masser af leopardkutlinger i sprækkerne i klipperne og masser af blåstak/rødnæb og store berggylter. Længere nede ser man forskellige svampe og masser af troldhummere og langfingerkrebs. Og der er masser af nøgensnegle de øverste 30 meter

Dybere end 30 meter bliver vandet helt krystalklart og mørkt – det ser vildt ud når man lyser ud på de forbisvømmende spejlblanke sej

Hvis man går indad, f. eks. når man alligevel skal tilbringe noget tid på lavere vand er der mange fisk, på en eller anden måde virker det som om der er mere liv i vandet, men knapt så “oceanisk” som på spidsen. Der er bl. a. blæksprutteæg..

Iris:
Eftermiddagens vejr var oplagt til et dyk det mest læfulde sted i havnen som kan findes. Iris sank efter at være blevet bombet 17. marts 1945. Fragtskibet ligger på styrbord side på omtrent 33 meters dybde, og dykkedybden er 20-33 meter. Et laaaaangt vrag med kig ned i vraget når man hænger frit i vandet på siden af vraget som jo egentlig er dækket af vraget. Et eller andet sted har jeg (Lotte) aldrig brudt mig om det vrag – mest fordi vrimlen af små oliedråber i vandsøljen omkring vraget har været varierende fra moderat piblende til mange og dragt og BCD har været ildelugtende oliestinkende efter hvert dyk…og så alligevel, har jeg ikke sprunget over en eneste gang. Nu ved jeg hvorfor: God sigt, ingen strøm, et rigtig fint vrag, fin dykkedybde og tid på luft, og faktisk byder Iris på rigtig meget forskelligt plante- og dyreliv.

Lærke og jeg tog en langtur ud til stævnen og fik kigget godt på de fine detaljer undervejs –  vraget er godt smadret så der er frit kig til dybt ind i vraget. Der var en del sej som gemte sig flere steder i vraget, men det er jo heller ikke helt ualmindeligt på de kanter. De stak selvfølgelig af lige så snart de blev ramt af en dykkerlyskegle, men så var camouflagen jo ligesom også gået fløjten og de var ikke i skjul længere. På skyggefulde steder hvor der var en slags overhæng, var der massevis af hvide kolonisøroser. Ude foran stævnen goplede der et kobbel hvide øregopler omkring. Vi vendte omkring 4-6 meter foran stævnen og fik et flot syn af stævnen og det sovende skib i det ret klare vand. Tilbageturen over toppen af vraget gik hen ad bagbords siden. Og hvor var det fiiint ! Med en del tareskov tang som var flyttet ind på vraget og blafrede ned over skibssiden…altså så meget det nu kan blafre når der ikke er noget strøm; Massevis af små grupper søpunge af forskellig art, planter pyntet med hvide og violette nøgensnegle, og så et par enkelte små rødtunger – de stak også af. Tilbage ved tovet var det desværre allerede tid til at søge mod overfladen så en tur omkring agten har vi til gode. Og de klamme oliedråber – de var pist væk, fedt !

Juhl stod ved sit løfte om aldrig mere at dykke på Iris. Så han tog i biltema efter.. det ved jeg faktisk ikke. Jeg (Dennis plus den samlede redaktion) forstår ikke hvad han har så meget imod vraget af Iris, der ligger på siden inde i havnen. Vraget er stort, der er godt med fisk og mekanik og kigge på, og hvis man tør forlade vraget står der også en fin kanon ude på havbunden.

Efter et par oversejlinger blev loddet kastet til perfektion, så det tog mig ikke mange øjeblikke at binde på i broen. Sigten var god, og der var masser af sej og meget årvågne rødtunger. Sigten på bunden var ikke så dårlig, som den kunne være – man kunne faktisk se bunden inden man ramte den med næsen.

Jeg var ude at vende ved kanonen. Den er lige akkurat så langt væk fra selve vraget at man end ikke kan skimte skyggen af vraget. Så min retur var lidt udfordret da mit kompas viste mod øst uanset hvordan jeg  drejede mig. Jeg forsøgte at lokke både Kasper og Henning på en tur derud, men ingen af dem havde modet til det. Næste gang må vi lægge en line ud, så flere kan få set kanonen.

En smuttur forbi maskinrummet og en lysmaskine blev det også til, og inden jeg fik snøvlet mig mod overfladen. Der var en vældig trafik på tovet og for at undgå det værste mylder i båden tog jeg mig et par håndfulde ekstra minutter på tovet. I båden kunne Peter B prale med en flaske stadig med proppen i.

Herefter hjem til lidt aftensmad, det var Søren B., der lavede 12 mørbrad om til bøffer med diverse – det hele forsvandt, og det var ikke fordi der var lavet lidt…

Tirsdag d. 4/8 2020

Vi havde hjemmefra fået nys om en genopdaget vragkirkegård på nordkysten af Ålesund. En af nordmændene, der kom for at fylde flasker gjorde det også klart at det bestemt var et besøg værd.

Vi sejlede “den anden” vej rundt om Ålesund igennem et stræde, der heldigvis var dybere end søkortet indikerede.

Vi søgte lidt efter vragene, indtil Lotte tog en mere analog form for scanner i brug og stak hovedet i vandet fra båden. Vrag overalt. Der var sågar en bøje vi kunne fortøje til. 

Vi kommer ikke uden om at det er en losseplads. Der var lidt skrald hist og her og vragene var naturligvis tømt. Men det blev til fulde opvejet af antallet af vrag. Det var helt specielt at svømme fra det ene store vrag og lige ind i den næste stævn. Igen og igen. Der var både stålskibe og gamle træskibe. Nogle af dem så ud til at have ligget der i kortere tid end dengang i 60’erne hvor pladsen officielt lukkede.

Da jeg kom retur i båden var der den der stemning af et dyk, der havde delt vandene. Nogle kunne ikke abstrahere fra et bildæk hist og her og andre var begejstrede over at have set så meget forskelligt på et dyk. Andre havde sågar fået nogle meget pæne souvenirs med op.

(Redaktøren havde ikke så positiv opfattelse af den enorme mængde skrald, gamle kemikalier og andet miljøfarligt affald. Der var tilmed næsten ikke noget liv på vragene…)

Hjem til frokost og lidt afslapning, mens man diskuterede hvor forskelligt morgens dyk var opfattet af deltagerne.

Eftermiddagens dyk var på Kveiteskär ved fyret, hvor der kunne samles lidt til gryden. Der var som sædvanligt en del at se på, men der blev kun fanget ganske lidt. Peter B fik dog en fin rødspætte med op.

Der var nu alligevel mange ting at se på, bl. a. jagende havtasker – se videoen herunder

Og lidt aftensmad skulle vi jo også ha’

Først tirsdag blev fristelsen til natdyk større end til hygge i klubhuset. Efter at have talt med de lokale dykkere i flere omgange og hørt ruten udenfor klubhuset berømmet, var undertegnede (Søren S) fristet til blot at hoppe i havnen. Klavs og Peter, som havde svømmet ruten i havnen, anbefalede dog begge at tage med på Riddersvold, så efter adskillige gange ombestemmelser blev det natdyk på husvraget Riddersvold.

Lidt efter 22 begyndte Karin, Asbjørn, Marie, Lærke, Tanja og jeg selv at klæde om og slæbe grej i Havgassen. Steffen havde tilbudt at sejle med Kasper som underholdning, så vi kunne alle dykke samtidig.

Efter fortøjning var jeg (Søren S) først overbord med detaljerede instrukser om hvordan man finder vraget- som i øvrigt er utroligt nemt at finde… En kort svømmetur til ståltrossen hvorefter man bare lader sig glide nedad. Riddersvold er et lidt større vrag, end jeg huskede det, så omkring omkring 17-18m tonede en nydelig agterstavn frem af tusmørket med et fint ror og en fire-bladet propeller stadig monteret. På dækssiden er vraget temmelig medtaget, men der var godt med fiskeliv og nogle nøgensnegle rundt på ståldragerne. Tillige er skibet vist knækket yderligere sammen, for jeg fandt ikke nogen mulighed for at svømme under vraget, som det har været muligt førhen.

Efter en runde, ca så dybt som nitroxen tillod, gik det roligt op langs skibet igen, og da jeg omkring agterstavnen mødte Karin, Lærke og Tanja tog jeg en omvej ud over klipperne. De var temmelig tæt besat med anemonekrebs og en imponerende stor smørsnegl.

Efter små 40 minutter var jeg retur i båden, hvor mandskabet havde sørget for GT’er. Ikke den værste afslutning på en dag 😊.

Onsdag d. 5/8 2020
Vi ville gerne tilbage til Rimage, som en lille flok af os dykkede for to år siden. 

81 m langt fragtskib. Bygget i 1914, beslaglagt af tyskerne i 1941. Sænket af britiske fly i 1945 ved samme angreb hvor også Iris blev sænket. Vraget står ret på kølen lige uden for indsejlingen til havnen.  Dykket skal derfor koordineres med havnen og i særdeleshed med Hurtigrutens fartplan.

Vraget ligger fra 42 m og nedefter. Det indskrænker målgruppen lidt, og vi splittede op, så nogle tog på Fisser, hvor fortøjningen jo lå klar. Vi gjordes umage med at smide loddet så Kasper kunne binde på på bare et par minutter.  Der var bundet på i en svalegang i brobygningen. Taget og nogle dæk mangler,  så man kan rigtig lure ned i kahytterne uden at få stål over hovedet. Ud langs lugekammene på dækket ligger der masser af flasker.  Nogle nye, nogle gamle. Bakken står højt og hel og sådan en stævn er altid et flot skue.

 I styrbord side, lidt nede, sidder der en flot, stor hornkoral. Og på bunden under den ligger noget, der kunne ligne en bombe. Eller også er det bare en stump mast. På den dybde kan det meste blive til en bombe uden at man behøver gøre sig meget umage.

Tiden tæller hurtigt opad dernede nær bunden, så det var med at komme opnå dæksniveu igen. Inde i brobygningen, i et ellers tomt rum, stak en hel kasse øl sine flaskehalse op af mudderet. I agterenden, der er temmelig ødelagt, sidder den store skrue på sin plads. Reserveskruen er vidst på det lokale museum.  Dækket vrimlede med store rødtunger, men dybden var ikke lige passende til at fjolle rundt med glatte fisk.

Det var ikke fordi jeg var færdig med at dykke på Rimage, men der var efterhånden rendt så meget tid på at der ikke var nogen vej uden om. Jeg måtte op på tovet, hvor vi samledes. VI havde sendt “dem der skulle dykker længe” i vandet først, med det resultat vi vi alle forlod vraget mere eller mindre samtidig. Der var slåskamp om de gode pladser. Søren B kom også op fra dybet med en finne, der var gået op. Det fik vi klaret, så vi allesammen i nogenlunde ro og orden kunne ordne vores forpligtelser overfor computerne.

Kim dykkede sidst, og passerede os alle på tovet, og havde vraget for sig selv. 

Da vi havde alle tilbage i båden igen, slog vi vejen over forbi Fisser og tog de koldeste våddragtsdykkere med retur til varmen.

Skjongflua, aka Stagen

Nu skulle der madfiskes for alvor, vi skulle en tur på Stagen, eller Skjongflua Vi kom godt igennem byen ud til stagen, hvor vi fik kittet op i variabelt tempo. Og der  blev også dykket lidt til alle sider, nogle skulle fjerne skaldyr fra bunden og evt. fjerne overskydende havtasker, mens andre rykkede ud over skrænten mod vest, hvor der findes en dejlig væg, der går lodret til 60 meter og fortsætter ud over en skrånende sandbund.

På væggen er der masser af pudestjerne, fjerstjerne og der var samtidigt en fin bestand af store blåstak/rødnæb. Endelig var der også en velvoksen havkat, der havde fundet en meget lille hylde på væggen lidt over bunden. Den ville dog ikke med hjem i posen, for der var ingen harpun med og trods forsøg på at tvinge den til at svømme ind i fangstnettet, så havde den helt andre planer.

Tilbage ved stagen var det pludseligt nemt at finde bådene, der var sat en strobe på ankertovet – og det plejer vi jo ikke her ved højlys dag, men den virkede fortræffeligt, og det var kun dem, der farede helt vild, der skulle svømme hjem eller hentes i en lille båd.

Vi fik os et par lækre kammuslinger og lidt vin i et papbæger – kammuslingerne var klart det bedste!

Herefter var det bare med at finde hjemover mod aftensmaden og med forretten, som dog lige skulle laves helt fra bunden…

Stemningen steg og endte ganske løssluppen, godt hjulpet af fadølsanlægget. Der blev skruet op for musikken og festen fortsatte langt ud på de små timer…

Torsdag d. 6/8 2020

ELTRANESSET
Fladt vand – endelig ! Når muligheden er der, er det bare om at komme afsted ud til fyret på pynten. Trods den fraværende vind var der alligevel nogle store bløde dønninger som rullede ind fra Atlanterhavet, men det er jo også et stort hav, så når først det er sat i bevægelse derude, så går der noget tid før det er faldet til ro igen.

Vi gjorde fast på ydersiden af det undersøiske klippeskær, og kunne dumpe lige ned igennem tareskoven under båden og ud i de klare vand på skallebunden. Det var som tidligere år et fantastisk sted – skallebundens hvide lyste op, og på hver en sten på bunden voksede der et eller andet planteliv hvor der er flyttet noget dyreliv ind oveni.

Under stenene gemte der sig taskekrabber, og små-langer på omkring 15-25 cm længe var der en del af. Lange-størrelsen passede måske kun lige til en hotdog, så de fik lov at leve lidt længere. Hummerne var flyttet fra kilen mellem de to store sten på vej ud mod pynten. Den ene, den store blå, blev dog set længere ude på pynten hvor den var flyttet ud til et tilsyneladende mere egnet hjem. Helt ude ved pynten blev der også spottet både blæksprutte og Sankt Petersfisk.

Det var et fint dyk som bare kunne blive ved og ved, så kombinationen af dybden og luft på flasken var ret øvish, for det var fedest at blive længst mulig tid på dybden fremfor at ligge og rulle sammen med tangen i de bløde dønninger som nåede relativt dybt. Det gjaldt om at finde et godt læ-sted til opholdet på det lave vand. Til gengæld bød klippevæggen inde bag tangen her på et mylder af krebseliv – både taskekrabber, troldhummer, pyntekrebs.

Efter endnu en solid frokost og lidt grejpleje skulle vi endnu en tur på favoritten – D/S KONSUL KARL FISSER

Vejret holdt så det var oplagt at benytte eftermiddagen til endnu en tur til Konsulen. Lærke og Tanja blev sluppet fri på egen hånd, så jeg (Lotte) overtalte Juhl til langturssvømmetur ud til stævnen. Jeg har altid haft en forestilling om at det var et godt stykke vej endnu ud til stævnen fra mudderrosen nede ved forreste lastrum, samt at stævnen lå knækket og en bid dybere end mudderrosen. Men det var jo helt forkert…For det første er der måske 10 meter længere ud til stævnen. Den var jo lige dér foran mudderrosen; Og for det andet ligger stævnen på lidt lavere vand…mudderrosen står jo strengt taget også nede i et slags hul på vraget.

Flot var der, derude i stævnen. Konsulen er et vældigt vrag, og at hænge frit i vandsøjlen nogle meter foran stævnen og kigge op over vraget giver et flot billede af hvor mægtigt det er. Masser af liv har fundet plads på vraget. Broen er en stor farverig fest af dødemandshånd, søpunge og små søanemoner. På fladere dele var der en del søpølser, men ikke helt så massivt mange som tidligere år. Sejene stod i store stimer over vraget, på det dybe stod de store og længere ude mod stævnen de allerstørste – Yummy ! Tilbage ved agter kunne der lige nås en tur ud over agterenden og få et sidste blik på de kæmpe sønelliker som dækker udhænget agter komplet – i alle farver som sønelliker nu engang kan have, varierende fra gul, hvid og til rosa nuancer. Det er et helt igennem fantastisk vrag at dykke på og der er absolut plads til et uudtømmeligt antal flere dyk ! Vejret holdt, vraget var fint – lurer der monstro et ’men’ om hjørnet ? Kunne der lige være plads til sådan et når nu alt var godt ? JAAA ! Minsandten ! Så: Vejret holdt, vraget var fint, men Havtasken den gode, ak…Motoren kapitulerede da vi skulle sejle ind, ville slet ikke starte, vist noget med et relæ.

Så den måtte på slæb efter Havgassen, i to stykker tov og så afsted i adstadigt tempo. Først hele den lange vej gennem havnen, hvor der kun var få turister til at opdage os; Derefter hele vejen gennem den sydlige del af havnen hvor krydstogtskibene præ-Coronavirus’19 plejede at lægge til kaj, og hvor der nu kun var aktivitet på et kystbevogtningsskib, der lå til kaj. Besætningen vinkede på overbærende vis til os, det var tydeligt at vi var dagens underholdende indslag.

Og til sidst blev Havtasken og besætning parkeret for enden af bådebroen af Steffen, Master på Havgassen, som i mest tjekkede stil lige svingede os på plads, vupti…På alle måder – Tak for turen !

Vi var efterhånden alle fri for konsekvenserne af den søsygefremkaldende fusionsjazz, der havde lagt en del af deltagerne brak.  Samtidig var det sidste chance for natdyk. Turens første og dermed eneste for mig (Dennis).

6-7 dyklere og ca tilsvarende mange i overfladeberedskab stak vi de få hundrede meter over til Kveiteskæret. 

Jeg tog først turen ud over sandbunden mod dybet, hvor jeg stødte på havtasker, knurhane, masser af fløjfisk og en tiarmet blæksprutte. Så var pladen faktisk allerede fuld og alt derefter var ligesom bare bonus. Steffen så også en flot stor ottearmet sprutte.

Til venstre, mod væggen og langsomt opad. Sej og torsk patruljerede mens troldhummerne løb forvirrede rund på de lodrette vægge og ledte efter nye, gode revner at gemme sig i. 

Tilbage mod det lave og båden mødte jeg Karin, der kunne pege på en flot hummer, der var på natvandring.

I båden var formanden for G&T-udvalget (et underudvalg under gløgg-udvalget) klar med forfriskninger i det flotte måneskin.

På sejlturen retur kunne jeg så sidde og ærgre mig over at jeg ikke fik prioriteret flere natdyk. 

Fredag d. 7/8 2020
Der var overraskende friskhed hos nogen, specielt hos Lotte og til dels Kasper, de skulle nemlig hjem. De kom af sted noget før Klaus, Peter og Vilads, der også havde uopsættelige aftaler i det gamle land…

Vi andre havde knapt så travlt, så vi valgte at tage på Fisser fra morgenen af. Vi havde et fint dyk, fine forhold og stadigvæk mange sej overalt på vraget. Vores ihærdige forsøg på at nedbringe bestanden var ikke til at spore…

Igen var det en stor oplevelse at se hvor tillidsfulde fiskene var. Vi kunne komme tæt på dem alle, undtagen rødtungerne, der med god grund var nervøse. Herefter gik det hjemover, og vi havde en smuk sejltur gennem byen i solskin.

Efter lidt frokost fik vi afleveret iltflaskerne og og vi måtte gøre Havgassen klar til turen hjem. Der var fundet et mere skånsomt slæbested ca. 1 km sejltur væk, så det gjorde vi brug af – det fungerede meget bedre for kobling og dæk… Men før det kunne ske skulle bremserne på trailerne ha’ en overhaling, de kunne åbenbart ikke tåle at stå ubrugte en uges tid

Herefter skulle vi i vandet igen. Dykkersulten var ujævnt fordelt, så der var flere, der stod helt over, Karin, Tanja og Søren tog ruten i havnen og endelig var der Dennis, Steffen og Kim, der dykkede husrevet med Karin og Lærke som overflademandskab. Asbjørn og Marie valgte at tage på tur til Runde for at se på søpapegøjer. Peter B havde dog haft mere held, med lunderne, da han var der…

Dykkene på husrevet er fantastiske, hvis man går lidt i dybet, uendelig sigt, sådan føles det i hvert fald, og det er spektakulært at se de relativt nøgne klipper, når man flyver ud over kanten.

Det kombineret med spændende svampe og diverse krebsdyr i sprækkerne i dybet, gør det til en stor fornøjelse for feinschmeckere. Men også det sidste dyk på turen fik en ende.

Herefter hjem til klubben (200 m) og smide Dronningen op i Gassen og få motorerne fra gummibådene ind i Kassen sammen med et utal af flasker fra Havkassens chauffører, der til fulde udnyttede, at de ikke var begrænset af en almindelig familiebils utilstrækkelige bagageplads 😊

Til sidst røg så den sammenfoldede gummibåd ind og så var bilen stort set klar til hjemturen. Vi manglede blot at få skyllet et par pilsnere ned, men vi levnede lidt til vores værter.

Lørdag d. 8/8

Der var opbrudsstemning fra kl. ca. 5 og afgangen kort derefter for de første. Vi har ofte forladt Ålesund i en ordentlig skylle, men ikke denne gang. Det gode vejr var åbenbart en uge forsinket dette herrens år. Der kom dog en skylle eller to, det var jo Norge…

Alle nåede dog hjem i god behold, de sidste fik gelejdet bådene i garage ved midnatstid…

Tak for endnu en god tur – vi prøver igen i 2022.

/Crew