
Fredag d. 29/7
Normalt starter turen fredagen før turens egentlige begyndelse og denne gang var ingen undtagelse.

Havbassernes rejser til Ålesund kan i bedste fald beskrives som individuelle, og der var stor spredning på ankomsterne – de første ved huset var Juhl og Kim, der var startet dagen før.

Huset lignede sig selv udenpå, der var malet lidt træværk indenfor, og den gamle ovn var skiftet ud.

Efter en velfortjent lur ovenpå nattens strabadser skulle de første prøve at dykke ved Borgundkaia, dels fordi stedet var nævnt på Aasdk´s hjemmeside og dels fordi det var tæt på. Ok dyk sammenlignet med Trykkerdammen, men ikke helt det vi var kommet den lange vej efter, man kunne lige så godt hoppe i ved klubhuset

Vi fik ordnet lidt frokost, mest fordi vi blev beriget med billeder af dårlig fastfood, men selvfølgelig også fordi vi også selv var blevet lidt lækkersultne. Juhl havde skaffet en spegeskinke, som vi kunne snacke af…

Folk kom dryssende som det passede dem bedst og nogle af os kunne lige nå at få en omgang kjöttbullar med tyttebær og flødesovs, mens vi ventede vi på dem der trak bådene.
Lørdag d. 30/7
Vejret skulle være fint lørdag og noget af søndagen, så bådene kom hurtigt i vandet og den første rigtige dykning blev afviklet på Kveiteskær. Der var samtidigt tjek-ud dyk i havnen for de mest rustne.

Der var et par bådfulde der sejlede ud til skæret, hvor der var fisk, klart vand og meget andet at se på.

Det var et glimrende startdyk og der skulle kun sejles ganske få gange frem og tilbage efter glemte ting inden der kunne dykkes.

Havnedykningen var lidt mere uorganiseret, men der var alligevel fin aktivitet ud for klubhuset. Og det var nemmere at blive helt klar, for tingene var jo lige i garagen 🙂

Andetdykket skulle vi have på Fisser. Vi fik sat den permanente bøje og havde et formidabelt dyk, som rummede alt det vi elsker vraget for – klart vand, masser af fisk og andet liv – og plads nok til at vi alle kunne være der omtrent samtidigt. Det var også her deko-barren skulle prøves.

Måske er dykningen på Fisser blevet lidt rutinepræget, for det vi diskuterede mest var, om mudderrosen på dækket havde flyttet sig en smule siden sidst…

Uden mad og drikke… Juhl testede grænser, han fortalte ikke at hans spaghetti og kødsovs var uden kød (?).

Han slap levende fra det, for man kunne gøre det uspiseligt med lidt krydderi, der var på hylden i køkkenet:-)

Søndag d. 31/7
Dagens første opgave var at tanke Havgassen – heldigvis ligger tanken kun få hundrede meter væk.

Dagens første dyk var på husrevet Hundsvær, hvor vi efter lidt udfordring med opankringen, fandt et sted hvor vi kunne ligge nogenlunde. Vandet var ikke helt klart i overfladen, men klarede fint op når man kom ned på en snes meter. Klipperne var helt fantastiske, tilsyneladende bare og uden liv, men hvis man så efter, var der noget de fleste steder, bl. a. en blæksprutte på klippen


Da vi kom tilbage efter dykket var “lørdagsholdet” ankommet, og et par af dem nåede at blive klar til eftermiddagens tur.

Efter frokost skulle vi af sted igen. Denne gang splittede vi op, for der var nogen flittige der ville fiske kammuslinger på Kammuslingesletten (N), hvor der i den grad blev samlet ind, og Rimage for dem der går i dybden med opgaverne.

Der var visse udfordringer med at finde det bedste sted at kaste loddet på Rimage, hvor der var flere markeringer i GPS’en. Loddet blev kastet og Dennis og til dels Kasper skulle gøre fast, men Dennis snøvlede med at komme udstyret, så Kasper gjorde fast – nede i rodebunken i agten. Dem, der ikke havde set vraget før blev i agten og så ikke meget af vraget, men alle andre havde en fin tur i det klareste vand. Der ligger masser af flasker inde i vraget og der myldrer med store troldkrabber overalt.

Den store hornkoral ved stævnen var der stadigvæk, men om den var blevet større siden sidst gik der lidt tid med at diskutere. Flot er den i hvert fald. Vi er også mere eller mindre enige om at den der dybhavsbombe lige ved siden af, er en raslekasse.

Der var også held med fangsten på Kammuslinge-sletten, der gav meget mere end nogensinde før, hvilket ikke siger så lidt!

Aftensmaden stod Mads for og det var naturligvis borscht -eller var det nu borsjtj? Det smagte fortræffeligt og det gjorde den vodka der fulgte med også.
Mandag d. 1/8
Efter det friskbagte brød skulle vi fordele os på dagens første ture til Fisser og Vragkirkegården / Disneyland.

På Fisser var alt ved det gamle, men stadigvæk et formidabelt dyk, hvor man fandt en havål der gemte sig i agten. Der blev også fanget lidt fisk.

Det mest spændende på vragkirkegården, ud over store mængder af gammelt jern, var at Dennis måtte lave en bail-out da hans rebreather blev druknet, Alt gik godt, selv returnering til åbent system. Så godt at han blev på åbent system resten af ugen. På trods at ihærdige forsøg og ekspressforsendelser af reservedele kom der ikke liv i rebreatheren igen.

Dagens anden tur gik Eltrane, hvor vi med møje og besvær fik lagt os i læ for dønninger der, hvor vi plejer at ligge.

Dykningen var helt som forventet, superklart vand dybere end 25 meter og lys skalbund med tang på spredte sten.

Der var langer over det hele og enkelte havtasker rundt omkring. Mellem stenene var der en masse blåstak og rødnæb, taskekrabber, troldhummere og enkelte meget sky rigtige hummere. Helt oppe i tangen var der forskellige andre gylter. Ved væggen var spredt lille rødfisk med lind hånd.

Da dykkerne fra Eltrane kom tilbage til klubben kom fadølsanlægget op at køre. Dog først efter en større logistikoperation med at få en glemt ventil med fra Danmark i Christinas håndbagage – godt vi ikke alle kom samtidigt.

Juhl havde kogt på fiskeskrog og han fik med hjælp fra Jan og nogle liter fløde, lavet en dejlig fiskesuppe med godt med fyld og kammuslinger ad libitum

Der var nogle stykker der insisterede på natdyk, så der blev sendt et hold til DS Riddersvold nogle få hundrede meter væk. Nat dykket var ok for nogen, men uden vrag for andre…
Tirsdag d. 2/8
Dagens første dyk skulle være ude på Buholmen, hvis det var muligt. Turen derud lovede ikke for godt, der var buler og kæmpe dønninger, men der blev fundet et lille indhak, hvor bådene kunne ligge i læ og så taxisejle dem, der ville ud på væggen.

Under bådene var der en stor kelpskov med store blokke, så bådene blev ankret sikkert op.

Der var meget dybt – flere hundrede meter helt inde ved klippen. Det var en stor oplevelse at glide ned gennem det krystal klare vand med sejstimerne og se på det ret sparsomme fastsiddende liv, indtil man nåede ca. 50 meters dybde, hvor klipperne var overvokset med hvide hornkoraller. Dekoen forgik oppe i tangen under bådene, hvor der var en masse stimer af småsej og gylter, og plads nok til at vi alle kunne få en tangskov for os selv…

Andet dyk blev på Iris i havnen, selv om vinden var østlig, men det var en kort sejltur, så det var meget passende til det ukomfortable regnvejr der havde lagt sig over os. Og vi skulle jo tidligt hjem il den store middag.

Iris er elsket og hadet, men er ok, nemt og stadigvæk fyldt med detaljer. Vraget lignede sig selv, nogenlunde sigt (formidabel i Øresund) næsten helt til bunden og for de første var der også en masse fisk, der dog ikke bryder sig om selskab.

Den gode sigt på bunden sammen med en af formanden udlagt ledeline gjorde desuden det muligt for flertallet at se kanonen som står agter for vraget akkurat langt nok væk til at de fleste plejer at overse den..

Festmiddag med krabbesbisque, kammuslinger rådyr og en sommerdessert med en vanillecreme, som Peter B ikke selv ville have noget af… og selvfølgelig noget af det lovligt fortoldede fadøl!

Jan fortalte lidt om maden, men vi var et utålmodigt publikum!

Der var ingen der gik sultne fra bordet men en så overdådig middag fjernede enhver lyst til at natdykke.
Onsdag d. 3/8
Dagens første dyk skulle til Stagen (Skjongflua), vi var ikke så mange, da flere stod over for at være klar til eftermiddagens dybe dyk på Barcelona. Der var også enkelte der dykkede ved klubhuset.

Der var som sædvanligt masser af liv ved stagen, både i sandkanalerne, i lagunen og på væggen.

Der var sej overalt i vandet, havtasker spredt med lind hånd på sandet, og godt med kammuslinger ind imellem. På væggen og ved foden af den var der masser af krebsdyr, fjerstjerner og søanemoner m.m.m.

Man bliver meget overrasket over hvor meget liv der er derude og også lidt overrasket over hvor hurtigt tiden går når man dykker derude…

Efter en god frokost kunne vi lige nå at slå mave inden det næste dyk. Vi blev igen splittet op i to ture, et hold ville dykke Fisser og et hold ville dykke på Barcelona, hvor Dennis havde aftalt, at et par svenske dykkere fra Kiruna kunne nasse sig til et bundtov. Da vi kom gennem havnen kunne vi se, at Havskum og Havtasken var på vej tilbage fra Fisser, de kunne ikke dykke på grund af strøm, og ville dykke på Kveiteskær i stedet. Og så skulle der lige olie på Havtasken, men det blev klaret on-the fly

Vi mødtes med svenskerne ved positionen og diskuterede den kraftige vind og den tilsyneladende kraftige strøm. Vraget skulle være svær at dræge og der var meget galt. Nu dræger vi ikke, så vi smed loddet på det højeste punkt vi kunne slå på ca. 42 m. Bøjerne dansede i vandet, kun skubbet af vinden, så der var slet ikke noget strøm. En mand i vandet for at gøre fast.

Sigten var + 20 meter og det var helt ned til bunden, hvilket er praktisk, når vraget ligger på siden og man er nødt til at gå derned. Et stort vrag, der helt sikkert ikke dykkes ret meget, for selv om det ikke var urørt, var der masser af dykkerguld – og det er der stadigvæk.
Dybe vrag der ligger på siden giver meget tid på tovet, for man ligger dybt hele tiden, og det var også tilfældet her, hvor vi havde glæde af deko-bar(r)en, selv om serveringen var elendig…Vi var bundet på i stævnen og kun de færreste nåede hele vejen til agten inden dekometeret havde talt for højt – så vi kommer helt sikkert igen.

Aftenmenuen var en fyldig ret – Dhal – med chorizo-pølse – en ret, der kostede eksformanden natdykket – og dermed efterlod en ledig hætte til den glemsomme.
Der var pæn tilslutning til natdykket i lagunen ved Kveiteskær, hvor Juhl kunne genere flest muligt med dronen og det skarpe lys. Der blev set hummer, havtasker og både 8- og tiarmede blæksprutter.

Alle havde gode dyk, ikke mindst Vilads, der dykkede uden “parental control”.

Torsdag d. 4/8
Morgentræt stemning så afgangen skred til ca. kl. 10 for dem der havde været sent oppe… Vi skulle dykke på Fisser så vi kunne sejle lidt ad hoc. Og for første gang i år kunne vi sejle gennem byen.

Og så skulle vi også fjerne vores bøje derude. Dykket var ikke så suverænt som første gang vi var der, men den havål, der var spottet i et hul i agten lod sig se, da størstedelen af dykkerne var gået op.

Eftermiddagsdykket blev på Rimage for dem, der ikke havde fået nok, og Stagen for de andre. To gode destinationer, der tilmed lå i samme retning. Det lidt rå vejr fik dog jaget folk fra Stagen over på Kammuslingeslettens sydlige del, der var et nyt spot. Det endte med store fangster af både fisk og kammuslinger. Endnu en gang måtte vi klemme kammuslinger og havtasker ned de sidste dage 🙂

Dykningen på Rimage var en bedre oplevelse for de nye, for denne gang var der gjort fast i overbygningen, så de kunne fornemme, hvor helt vraget rent faktisk er.
Da sidstemanden havde gjort fri og vi fik snøvlet os sammen til at sejle tilbage, så vi vores andre både i det fjerne runde hjørnet og drøne under broen ind i havnen. Vi tog genvejen gennem byen med den hastighed vi nu kunne tillade os , men det var ikke nok, for fartdjævlene var allerede helt ude af syne, da vi kom under broen.

Jørgen ville lave en “Norsk” ret – Bacalao til os, så han skaffede saltet og ludbehandlet klipfisk, vandede det ud og snittede grønsager i stor stil. Retten var velsmagende, som alle serveringer i øvrigt har været (også) i år, og Jørgen prøvede at trumfe med dessert-pandekager. De var også en succes!

Fredag d. 5/8
Efter et veloverstået morgenmåltid med bl. a. Juhls morgenbrød, skulle vi prøve om vi kunne komme i vandet ved Eltranes. Der var lidt forvirring ved starten hvor der var nogen, der dykkede i havnen, og nogen, der pludselig hellere ville med ud til det rigtigt sjove.

Vi sejlede mod hjørnet og allerede tidligt i forløbet angav de mest erfarne at med de dønninger og med den vind, ville vi ikke kunne ligge ordentligt derude. Ungdommen skal selv drage deres erfaringer og de trækker de gamle med igennem prøvelserne, også denne gang, og vi endte med at sejle tilbage til fyret på Kveiteskær, hvor vi kunne ligge nogenlunde i læ mellem skærene. Søgangen var lidt for meget for den sarteste mave, så en enkelt båd sejlede ind og dykkede fra land i stedet.

Traditionen tro var der en lidt mat stemning fredag eftermiddag og det var en mindre flok der blev sejlet ud til Hundsvær for et afsluttende dyk – enkelte andre hoppede i havnen mens de sidste helt droppede dykket men istedet drog på udsalgsjagt hos det norske forsvar.

Hundsvær var også denne gang et suverænt dyk med glasklart vand på dybden der bare lokker og lokker – og også her fandt vi hvide hornkoraller.

Fredag eftermiddag efter dykningen var overstået gik med at få bådene på land mens det var højvande og ellers få samlet grejet, der hang til tørre overalt hvor der var en ledig plads

Der var naturligvis også gang i køkkenet, hvor Jan havde overtaget styringen fra Juhl. Resultatet var naturligvis masser af fisk, kammuslinger, bacon og fløde…


Efter middagen ryddede vi lidt op og fik også tømt nogen af sjatterne, for det ville jo være torskedumt at slæbe øl og sprut med tilbage til Danmark! Der blev ret hurtigt ro på lejren, for der var mange der ville tidligt afsted.

Lørdag d. 6/8
Vi måtte vente på at Havgassens afgang, for de spærrede vores biler inde, men det var helt ok, de kom alligevel sidst hjem. Hjemturen startede i køligt regnvejr, men solen dukkede op efter nogle hundrede kilometer og fortsatte resten af turen.
Tak for en masse god mad, hyggeligt samvær, gode dyk og ønsket om en snarlig gentagelse!

Crew