Torsdag d. 23/7

Turen mod nord forløb over flere dage – de første var Thomas og Bjørn, der kørte med Havgassen torsdag morgen/formiddag, efter fulgt nogen, der ville tage færgen om eftermiddagen, og igen nogen der kørte torsdag aften, fredag morgen & eftermiddag og så lørdag… 

Ikke alt var lige let, og hastværk er lastværk, så et ubetænktsomt øjeblik på en tankstation, ændrede en færgebillet til Oslo, til en tur op gennem Sverige. Redaktion kan fra troværdig kilde fortælle, at dielselbiler har svært ved at starte, når der for meget benzin i blandingen. 

Fredag d. 24/7
Om morgenen, meget tidligt, stod de første med Havgassen i Ålesund og kunne ikke komme ind I klubhuset – de var der ved 2-tiden. Det var noget med en manglende nøgle i nøgleboksen, og en kode der ikke var rigtig. Da dagen gryede fik man kontakt til nogen fra klubben og adgang til huset. Vejret var ikke optimalt, blæsende og regnfuldt, men det var jo helt som vejrudsigten havde forudsagt.

Ud på eftermiddagen ville de første i vandet. De hoppede i fra broen og tog den markerede bane rundt. Ok dyk, og hvis man er vant til Trykkerdammen, så var det endda rigtig godt:-) Der var en del der nåede i vandet, trods det ret dårlige vejr.

Aftensmaden var endnu en kulinarisk test fra Juhl, en vegetarisk pastaret, der dog var absolut velsmagende

Lørdag den 25. juli
Lærke
… en dag som jeg i hvert fald havde set meget frem til – en dag, hvor der blev nydt godt af både Ålesunds dejlige saltvand og lidt regnvand fra oven:)

Nogle var trætte, da dagen startede (og jeg selv blev kaldt bevidstløs), men til mit held var der først afgang kl. 10.

Bådene var i vandet, og kursen lagt mod naturdyk på Kveiteskær, som efter min mening er en af de smukkeste naturoplevelser man kan få i Norge:)

Sprækkerne var som sædvanlig beboet af de meget farvestrålende troldhummere. Eremitkrebsene, som lever i symbiose med deres bedste ven, søanemonen, der kan skyde lilla tråde ud, blev også beundret.

Der blev også set både en lille og en lidt større 8-armet blæksprutte.
En hummer blev spottet lige under båden, som var fortøjet til pontonmolen.

På vores vej mod overfladen blev vi mødt af en smuk stime af småt yngel, som vi havde fornøjelsen af på sikkerhedstoppet.

Der blev spist frokost, og det blev besluttet, at eftermiddagsdykket skulle gå til Konsul Carl Fisser.

Det er altid en hyggelig tur igennem kanalen – og Fisser er bare et smukt vrag, hvilket den gode sigt kun understregede!

Nogen mente, at der var lidt mindre liv, end der plejer at være, og selvom der nok er noget om snakken, synes jeg nu stadig, at Fisser kun kan begejstre:)

”Hjemme” i huset fik vi som sædvanlig fyldt maverne godt, og endnu en dejlig dykkerdag kunne bare komme an.

Søndag d. 26/7
Dennis
Vejret var stadig fyldt med masser af frisk luft, så vi var lidt begrænsede med muligheder, og drønede over på Kveiteskär igen. jeg fik givet mig selv en lektion i vigtigheden af at lukke lynlåsen helt. Forsøget med makkerlukning af lynlås på dybden gik helt galt, og jeg måtte en tur i overfladen for at få lukket dragten rigtigt, inden jeg begav mig ud på et dyk med en nu forventet afkortet dykkertid og en plan om at blive over springlaget.

Efter noget tid, mødte jeg Kim H der havde noget at vise, og fik lokket mig ned under springlaget en kort stund. I en gammel fodertønde lå en ganske stor havkat og så truende ud.

Da jeg kom i overfladen kunne Peter prale med at have mødt Skt Petersfisk lige under båden.

Jeg afslørede placeringen af havkatten til Kim, der straks fik travlt med at samle fangstgrej sammen og stikke efter.

Vejret var decideret uhumsk i overfladen, så med en våd arm tillod vi os at stikke af fra det hele og gå hjem og varme noget frokost.

Kim kom hjem med den sidste båd, og kunne melde at både havkat og harpun nu lå i tønden ude på bunden og ikke rokkede sig.

Efter frokosten satte vi kursen mod Iris. Vi var nede på at være to både afsted, og benyttede lejligheden til at give Ungersvendene fra Orca en lektion i at slå vrag. Således var der mange øjne på plotteren, der Steffen beordrede loddet smidt.

Kasper og jeg kappedes om at blive klar og komme ned og binde på. Kasper “vandt” og var næsten færdig da jeg kom ned, så mit bidrag bestod mest i at sende flåddet op.

Med et kort dyk i formiddags havde jeg masser af tid tilbage på kalken, så jeg tog mig god tid. For en gangs skyld var sigten ikke bare god over midten af vraget, der ligger på styrord side, men faktisk hele vejen ned til bunden.

Jeg startede med en tur ud til kanonen, der stadig er forbundet til vraget med line. Den er flot, men næste gang tror jeg at jeg vil gøre en indsats for at befri den for de gamle hævesække der sidder på den – det ville pynte.

Derefter brugte jeg rgtig god tid på at svømme langs bunden og se nogle af alle de ting, der normalt er gemt i pludder. Jeg mødte også en blæksprutte ude på bunden.

Jeg tog mig god tid og fik set det hele både inde og ude og jeg fik også et par rødtunger i posen. Steffen kom og afleverede et par krabber i posen. Der var også en rødtunge, men den havde stadig lidt muskelspasmer i sig, og blev afleveret ved siden af posen – så den så vi ikke mere til. Jeg efterlod posen til Steffen og gik op for at hænge lidt ud på 6 m.

Efter 2 timer i vandet kunne jeg stikke hovedet op til fornuftigt vejr og glade dykkere, der alle havde haft fine dyk. De sidste kom i båden efterhånden og vi kunne sejle hjem og spise lidt aftensmad.

Sidequest på hospitalet
Dennis
Efter maden gik vi i det bløde for at se afslutningen på Tour de France Der var nu gået 3 timers tid siden jeg kom ud af vandet. Jeg mærkede kriblen i maveskindet og også tydelig rød og blålig mamorering i maveskindet og op ad siderne. Der var ikke så meget tvivl om at jeg havde samlet nogle skinbends op nede på Iris.

Jeg fik samlet noget ilt sammen mens jeg ringede til JRCC, og fik fat i vagthavende dykkerlæge, der rådede mig til at få en læge til at se på det her i Norge. “Hvis det bliver værre er det bedre at være på et sygehus end derhjemme” sagde han. Som sagt så gjort. Lotte var endnu ikke faldet i den store gryde med Negroni og kørte mig til lægevagten, hvor jeg blev undersøgt efter alle kunstens regler. Tilfældet ville at lægen på vagt, var tidligere læge i trykkammeret i Bergen. Den eneste test, jeg ikke bestod, var om jeg kunne fortælle hvilken dato det var. Efter mere end tre ugers ferie var det ikke noget jeg havde present – men Lotte testede også de andre, da hun kom tilbage til hytten, og der var heller ikke nogen af dem, der kunne svare rigtigt.
Da der udelukkende var tale om skinbends, og ingen påvirkninger af nervesystemet, og at det hele faktisk også var gået væk, blev jeg iført hospitalsskjorte og indlagt natten over til observation med ilt på maske.
Jeg blev vækket hver time af sygeplejeskerne, og skulle redegøre for både dette og hint. På det tidspunkt havde jeg fået styr på datoen, der tilmed var skiftet fordi vi havde passeret midnat. Jeg blev også vlkkert hver time af det automatiske blodtryksmåler, og så igen hver gang min puls dalede langt under 40. Det har den altid gjort, men det var åbenbart ikke muligt at skrue alarmen længere ned.

Jeg blev udskrevet næste formiddag med anbefaling om at holde mig ovenvande de næste 4 uger. Vejret var heldigvis helt elendigt, så det var kun de allermest entusiastiske, der var i vandet. Juhl, Lotte og Mike hentede mig, og vi tog direkte til Devoldfabrikken og brugte en farligt masse penge.

Tirsdag d. 28/7
Vejret var lige til at lukke op og… Vi spiste morgenmad og havde ondt af os selv, mens vi nidstirrede hver vores telefon med vejrudsigter efter eget valg. Den eneste vi ikke havde gang i, var den gode… Enden blev at formiddagen blev aflyst, med mindre folk ville dykke fra broen, og så ville vi evaluere ved frokosttid. og det gjorde vi. Dagens første dyk, eftermiddagsdyk, skulle være på Hundsvær, kort sejltur og fint dyk. Vi ville lade Havgassen være base og flytte folk med de mindre både.

Hundsvær er et fint rev, stejle vægge med tang på toppen og en del fisk tilmed. Årets største overraskelse var den enorme mængde af brandmænd, der var mellem overfladen og 5 meters dybde. Synet var både smukt og skræmmende på samme tid. Der blev set hummer, havtasker, nøgensnegle, berggylter, rødnæb og blåstak. samt torsk, sej og langer – man kunne fortsætte… Sigten var formidabel i dybet og glimrende på det lidt lavere.
Efter dykket kunne vi tilpasse os virkeligheden, dvs. spise tidligt og dykke Fisser og/eller Rimage efter aftensmaden, for vinden ville lægge sig.

Og vinden lagde sig og vi kom afsted. Krydstogtskibene, der ofte blokerer passagen ind til byen, var væk, så vi kunne komme igennem byen og frem til vores respektive dykkerdestinationer – et stort hold med tre både til Fisser og en enkelt båd, Havgassen, til Rimage.

DS Rimage
Steffen
Vinden skulle lægges sig til aften – og der røg en delegation afsted til vraget af DS Rimage. Vraget er stort – men vi vil gerne binde fast på overbygningen så der går altid noget tid med at finde det helt rigtige sted at smide loddet og i dag var ingen undtagelse. Undervejs fik vi besøg af Havtasken der skulle låne en bøje da den faste bøje på Fisser hvor resten af holdet skulle dykke var blevet revet af.

Da loddet omsider var smidt, hoppede Kasper i – det tog ham ikke ret lang tid at binde på selvom loddet havde ligget på bunden ved siden af vraget i stedet for at ligge på vraget.

Vi havde heldigvis Lotte og Thomas med som dykkerledere så vi andre kunne hoppe i så meget samtidig det er muligt når der skal være plads til at kitte op. Vi kom i en eller anden form for rækkefølge – og Kim og jeg fik lavet et system til at koordinere hvem der skulle binde af.

Allerede et godt stykke over vraget kunne man se stroberne blinke. Vandet er altid enormt blåt her og det et fantastisk syn når man synker ned mod vraget og samtidig kan se skæret fra de andres lygter. Jeg kom det meste af vraget rundt – først og fremmest en tur ud og se til den fantastiske hornkoral som sidder på stævnen – derefter bagud i vraget for at ende helt omme ved agten. Den bagerste del er noget ødelagt – men der er mange fine detaljer at betragte og finde hoved og hale i. Sidst vi var her (i 2024) mødte vi dykkere der var svømmet ud fra land – angiveligt på en ledeline som jeg prøvede at finde men uden held.

Jeg sluttede af med at tage en tur under overbygningen men det ser ud til at den er ved at falde sammen så jeg svømmede hurtigt ud igen og brugte den sidste bundtid på at kigge på kabyssen og resterne fra broen. Det sidste af dykket foregik på ca. 6m dybde og handlede primært om at lade indtrykkene trænge ind. Oppe i båden havde der været mytteri og min slikpose var blevet noget tynd… men til gengæld var besætningen glade. Mike havde haft sit første dyk på vraget – han var begejstret men der var vist lidt tvivl om hvor han havde været – det hjalp at vi andre havde set ham og kunne fortælle ham hvor han havde været.

Fisser
De foregående dages lidt hårde vejr havde hevet den lagte bøje af vraget, så det skulle lokaliseres igen og et nyt lod og tov smides.

Peter blev sendt ned for at binde på, og så ventede vi. Efter nogen, for lang, tid blev Henning sendt efter og omtrent samtidig kom flåddet til overfladen og signalerede, at det omsider var lykkedes at binde på.

Efter dykket fortalte Peter, at loddet var gledet ud over kanten og sad lidt fast, så der skulle arbejdes noget for at binde på. Dertil sad kæden fra den oprindelige påbinding stadig i pullerten og påbinder var opvakt nok til at sætte de to kæder sammen. Totalt var der en solid og tung knude af kæde, da Juhl senere skulle binde af og tov+2*kæde+2*lod skulle hives op igen.

Retur til klubben igen, efter turens eneste “natdyk”. Ved debriefingen blev alle enige om at det skulle vi prøve igen – næste gang vi kommer til Ålesund!Masser

Onsdag d. 29/8
Det så ud som det ville være muligt at ligge ude ved Eltranes, hvor man får lidt rigtig oceanstemning, så under morgenmaden blev vi enige om at gøre forsøget Turen derud var noget urolig, men da vi nåede derud, kunne vi ligge I nogenlunde smult vande og dykke fredeligt. Sigten var ikke hel optimal oppe I tangen, men dybere end 20 meter var der nogenlunde sigt. Det vrimlede med blåstak/rødnæb og små sej, men der var langt mellem de store fisk. Der var dog en del langer… Og enkelte påstod at de havde set havtasker, men de var ikke med op, så redaktionen er noget forbeholden.

Efter et par timer havde folk set det de ville og vi sejlede hjemad for at få lidt frokost.

Logistikken var som altid en udfordring, når der skulle dykkes på Barcelona. Ikke alle ville dykke der – se Ren´s beretning, og så skal Hurtigrutens sejlplan tages med I planlægningen. Det sidste er ikke så svært, der er nemlig kun to afgange om dagen. Enden på det hele blev at der var en bådfuld til Barcelona og resten ville dykke Stagen eller  samle kammuslinger.

Kammuslingesletten
René
Det virkede det som om, at vinden var løjet af og der skulle nu både dykkes på Remarge og “Stagen”, der markerer en klippeforhøjning som ligger 6-8 meter under overfladen. Klippen er gennemskåret af brede tunneller som hovedsageligt løber nord-syd med sand og stor kelp på siderne, men også kanaler der løber øst-vest. Det er med andre ord let at svømme væk fra Stagen og kræver koncentration at finde tilbage. Til sidst kan løsningen blive, at gå i overfladen fra en af toppene for at komme tilbage til Stagen.

25 meter øst for stagen er der et drop på 60 meter ned i underverdenen. På 30 meter er der en afsats, hvor dykkeren både kan se livet oppe og nede. Store grupper af sej kommer op fra dybet til 30 meter og det er muligt at flyde rundt med dem og regulere ens retning med små finnebevægelser. Derudover ligger der kammuslinger rundt omkring på sandbunden.

Ikke noget at sige til “Stagen” er et populært sted for alle dykkerne. Det eneste problem er, at Stagen ligger ubeskyttet og at bølgerne hurtigt kan vokse sig store. Det gjorde bølgerne også denne morgen, så de 2 både med dykkere måtte finde på noget andet. Den ene båd med Victor, Villads, Mikkel, Martin og René foreslog Kammuslingesletten, hvor der kunne opankres i roligt vand. Den anden båd med Juhl, Lotte og Lærke var mere eventyrlysten og ville finde nye steder, hvilket stoppede efter en rundridning på bølgetoppe med udsigt til ulovlig opankring eller gummibåd mod klippevæg scenarier.

Kammuslingesletten levede op til sit navn. Ankereret lå på 9,5 meter i stensætningen ved foden af et plato på 7 meter. Og så var det bare ud at samle muslinger på sletten, der går ned til 30 + meter. Nettene blev fyldte og der blev kun observeret taskekrabber samt en havål og ikke andet, måske nok fordi jægerne havde tunnelsyn på lækkerierne.

Barcelona var nem at slå på ekkoloddet, men vi ville smide ved broen, så der skulle et par runder til før loddet røg overbord. Herefter i med Steffen og da flåddet kom til overfladen var de næste klar til deres tur. Herefter hurtig afvikling, så hurtig som det nu kan være, når folk skal ligge en times tid eller mere på deko. 

Vandet var meget klart og det fortsatte helt til bunden. Der var heller  ikke noget mærkbart springlag, temperaturen skred bare nedad med dybden. Der var bundet på ved broen, lige der, hvor vraget er allermest interessant. Vraget ligger på siden, så man skal dybt ned for at se noget, men vraget ser også mindre skrællet ud, end de lavere vrag i Ålesund. Der var en del fisk over vraget og der var også en havtaske på bunden. Og så var der flere mudderroser som vi kender fra Fisser. 

Alle var enige om at vi havde haft det bedste dyk nogensinde på Barcelona, sigten og de nådige stømforhold gjorde dykket behageligt. At der var lidt buler på vandet og dermed urolig deko, kunne ikke ændre på den opfattelse.

Efter middagen kunne vi beundre naturen magi – himlen tog en absurd gylden farve, og vi så en intens rengbue…

Torsdag d. 30/7
Efter omhyggelig granskning af vejrudsigterne, blev D/S Radbod (allerede onsdag) valgt som en mulig destination.

Men vi var kommet sent hjem og udstyret var ikke helt klart, så afgangen blev noget forsinket. Alle flasker skulle med og bilen blev pakket med flasker til andetdykket. Bilen blev kørt til Ørsta, en lille by med en havn i bunden af … Ørstafjoden.

Turen derover var nogenlunde, lidt råt før man kom ind i Ørstafjorden, hvor vinden var acceptabel. Der er bøje på vraget, så dykningen kom hurtigt i gang, og da den første bådfuld var færdige med førstedykket, sejlede de ind til havnen og gjorde grillen klar.

Vraget kan dykkes fra 25 m til 80 m. Og det er et ret nemt, god sigt og kølret hjælper. Der var en del “lille rødfisk” ved bundtovet . Midt i vraget bliver vandet mælkehvidt, men klarer op efter nogle meter ned ad vraget. Peter H valgte at svømme ind til klipperne for at foretage dekoen der, hvor der var lidt at se på.

Frokosten varede 3-4 timer, dels for at spise og dels for at nappe en lille lur, for der var rigtigt meget deko derude…

Andetdykket var som den første runde, selv om flere var blevet klar over hvad der skulle ses efter, bl.a. den gamle bil der er dernede.

Peter valgte igen at tage dekoen ved klipperne men denne gang havde han bestilt en taxa tilbage til båden.

Turen retur var nogenlunde, men vindstille var det ikke.

Fredag d. 31/7
Søren S.
Som vanligt startede sidste dykkerdag med morgenmad og diskussion om dagens destination. Fredagen ville kun give tid til et formiddagsdyk, da tidevandet dikterede, at bådene skulle op omkring kl 14. Indledningsvis ville tec-gruppen dykke på Barcelona, men endte med at følge resten af truppen til Fisser.

Mit eget dyk på Fisser gik yderst fredfyldt med en tur ned ad dækket til mudderrosen foran overbygningen og derfra en rolig tur gennem lastrum, kig ind i overbygning og gennem bagbords svalegang. Øverst og agterude på vraget gik lidt tid med at finde småkravl og kigge på fisk inden turen gik mod første stop på vej til overfladen.

Efterhånden som dykkere kom op sejlede gummibådene retur for at tage både op og begynde på frokost. Havgassen fik fornøjelsen at at hive loddet til overfladen og besluttede herefter at tage den maleriske rute retur til klubhuset.

Efter optagning og pakning af både samt frokost blev eftermiddagen brugt på udstyrstørring og, for mit vedkommende, en tur i Devold outlet.

Aftensmaden stod på kammuslinger til forret og Steffen og Kaspers berømte og lækre fish&chips, lavet af ugens fangst. Herefter var der tid til et par øl inden en tidlig nat og tidlig afgang lørdag morgen.

Lørdag d. 1/8
Lørdag var som altid en dag hvor der var travlt før fanden fik sko på. De første smuttede ved 4-tiden, og herefter gik det ret hurtigt med at få folk ud af døren. Da dem, der havde mest travlt var kørt, kunne bagtroppen rydde lidt op, og klubben blev forladt af de sidste ved middagstid.

Hjemturen forløb, for  så vidt redaktionen er orienteret, nogenlunde smertefrit, selv om det er en rigtig lang tur.

Tak for turen 2026 og på gensyn i Ålesund I 2028 

/Crew

/Crew