Trods ferietid var vi fem, der gerne ville dykke, og da vejret artede sig til en lang tur i Kattegat, gjaldt det om at komme af sted.

På dagen var jeg i Farum kl. 7:10, men at komme “kun” 20 minutter før afgang sikrede mig pladsen som sidste mand – og dermed retten til at skrive beretningen.

Bilerne blev pakket, og så gik turen mod Gilleleje. Imens to basser kørte i Havkassen til tankstationen for at tanke brændstof, kørte vi andre til Rema for at handle ind til grillen på vejen.

Sejlturen var lang, men i det store hele udramatisk. Vi fik morgenbrød undervejs.

Efter ca. 1,5 times sejlads nåede vi positionen i et næsten havblik Kattegat og i solskin, hvor vi skulle have vores første dyk – omkring 55 meters dybde.

Vi fik loddet vraget og smidt dræget i med Dennis lige bagefter. Vi havde aftalt, at Dennis ville sende proppen op, hvis det var dykværdigt.

Da der gik 20 minutter uden, at vi så noget til en prop i overfladen, hoppede Steffen i vandet.

Det er altid med stor spænding, at man hopper i vandet på en ny position. Vi havde fået den af Allan, der havde et lille lodskud men ikke selv dykket der.

Der var strøm i overfladen så det var med at svømme til for ikke at trække loddet af vraget. Man får omkring 3 minutter til at forberede sig på, hvad der venter en før man er nede. Jeg ramte nærmest vraget før jeg så det, men slog alligevel kæden om et stykke spante og begav mig lidt derudaf i den sparsomme sigt.
Der var tale om et forholdsvist lille, kobberforhudet skib. Sigten var så beskeden at jeg ikke rigtig fik så mange andre fikspunkter end rorbeslag i kobber.

Tiden går jo som bekendt ganske hurtigt på den dybde, så selvom jeg afbrød dykket før max-tiden var der alligevel en betydelig straf at betale.

Jeg mødte Steffen på tovet og fik fortalt ham om et lille vrag med dårlig sigt, men han ville alligevel have en tur - og han blev velsignet med betydeligt mere sigt, uden dog at vraget blev mere interessant af det. En mere erfaren dykker havde nok udvist lidt mere initiativ og ledt efter en maskine eller andet i mudderet, der kunne identificere skibet.

Jeg slap bundtovet og skød en bøje for at minimere risikoen for at trække loddet af mens Steffen var nede.

-Dennis

Kort efter kom Dennis op og fortalte, at det var et vrag, men at sigten var så dårlig, at man ikke kunne se noget som helst.

Da Steffen kort tid efter kom op, besluttede vi at sejle mod Ostmark.

På positionen blev der kastet lod, bundet på og så blev dykningen påbegyndt. Sigten var okay, jeg vil mene omkring fem meter. Det var min første gang på Ostmark, og jeg er stadig i gang med at udforske mit dobbeltsæt, da det er ret nyt for mig – jeg har stadig under 10 dyk med det.

Jeg så 2-3 sej, der svævede over vraget, fandt adskillige blåstak, rødnæb samt buskhoveder, taskekrabber m.m., og besøgte kanonen på agterdækket. Tiden fløj, og da jeg havde knap 12 minutters deko og kun 100 bar tilbage i flasken, begav jeg mig mod overfladen.

På tovet over springlaget var der til gengæld masser af brandmænd at “hygge sig med”, så det gik lidt op og ned – de er ikke rare at komme i direkte kontakt med. Jeg var da også smurt ind i fangarme og andet godt fra dem, da jeg kom op.

Efter ca. en times pause på overfladen hoppede jeg i vandet igen til dagens andet dyk. Oppe på vraget tabte jeg min videolygte, som alligevel var ved at løbe tør for strøm, og jeg ville bytte den ud med min reserve.

Jeg opdagede dog først senere, at jeg manglede den, og måtte derfor bøvle med at dykke tilbage og lede efter den. Heldigvis fandt jeg den, og så kunne jeg roligt begive mig mod overfladen.

Oppe igen blev der grillet pølser og koteletter, og drukket en kold øl.

Et par røverhistorier mere blev delt, inden kursen blev sat retur mod Gilleleje.

Ali