Nu har vi i de sidste 3-4 år prøvet at få vores gamle “Brother in Arms” med på tur. Det lykkedes omsider efter et tilbud han ikke kunne sige nej til. Men ingen roser uden torne, så en weekenddykketur blev til en enkelt dag på havet ud fra Gilleleje.

Men Lille-Jensen skulle i vandet og det skulle være på Kullen, hvor man mere selv kan bestemme tid og dybde efter behag.

Vi mødtes i Gilleleje og sejlede ud på et helt fladt hav, hvor vi så både marsvin og sæl på vejen over mod Kullen. Og vi nåede frem uden et skumsprøjt indenbords, ikke kun fordi havet var fladt som et stuegulv, men nok mest fordi vi sejlede i Henriks båd, der unægtelig har bedre sejlegenskaber end Havgassen.

Kullens nordspidsen skærmede for den vind, der nu var og vi fik smidt et anker, der dog ikke skulle holde noget som helst, for vi flyttede os ikke en millimeter.

Henrik i vandet som den første og herefter Kasper. Og så kom et dramatisk øjeblik hvor Henrik var i overfladen efter få minutter og viftede med noget i den ene hånd. Han havde fundet og fanget en fin hummer, og lige før vi skulle minde ham om de strikse regler ved at fiske hummere i Sverige og tilmed i et fredet område, så vi at det stakkels dyr havde gule elastikker på begge kløer.

Vi fik skåret de gamle elastikker af og slap hummeren fri igen. Den var dog ikke videre taknemlig og den forsvandt i dybet med et enkelt slag af halen…

Efterhånden kom både Steffen, Thomas og undertegnede i vandet, hvor sigten egentlig var udmærket, men med noget ubestemmeligt hvidt svæv. Der blev set mange hummere, masser af taskekrabber, eremitkrebs og enkelte fisk mellem de store sten.

Fiskelivet var på ingen måde imponerende, men sådan er det jo desværre blevet mange steder. Hvad der forekom mere beskæmmende var, at der allerede nu var hvide pletter af svovlbakterier flere steder, hvilket ikke lover godt for sommeren.

Temperaturen var stadigvæk ikke behagelig, så dykkene var ikke superlange, trods den moderate dybde

Da vi alle var samlet i båden igen, sejlede vi mod Mölle Havn for at spise frokost på en af de restauranter, der havde åbent. Vi fik plads udendørs i solskinnet og fik lidt at spise. Der var ikke sparet på olien, men ellers var maden fin nok

Vi diskuterede meget kort om vi skulle tage andetdykket på Kullen, men her var Henrik ganske klar i mælet, der skulle dykkes vrag!

Stenfragteren blev tastet ind og vi sejlede ud i tågen… Tågen lettede noget, da vi kom fri af land. Der var et par kilometers sigt, så vi turde godt dykke. Vinden var frisket op og der var en del sø, så vi frydede os over ikke at være i Havgassen. Men, vi skulle smide loddet og det var ikke med ombord, så vi måtte nøjes med ankeret.

Der var ikke meget strøm, så Kasper blev sendt i dybet for at gøre fast. Vi havde heller ikke noget flåd med, så han fik lidt ekstra tid inden vi gjorde båden fast. Men Henrik har ikke forandret sig ret meget og er stadigvæk utålmodig, så han hoppede i på bøjen.

Dykket var, for alle, i dårlig sigt, men vi har jo været der før, så vi kunne finde rundt, så nogenlunde da.

Der var langer og store taskekrabber, og de heldige så også torsk inde i vraget. Igen var temperaturen under det komfortable, så de fleste uden integreret varme dykkede ikke over 45 minutter. Men der blev bundet af og alle havde fundet bundtovet inden det skete, og så kunne vi endelig sejle ind i dansk farvand og få en længe ventet forfriskning.

Turen til Gilleleje føltes lang, men dog nogenlunde tør, selv om der var kommet en del bølger. Afrigningen gik tjept, reservationen på restauranten skulle jo overholdes. Vi nåede dagens vigtigste aftale og havde et par hyggelige timer, før vi brød op og smuttede hjemover.

Vi ser frem  til den næste tur med Henrik…

Kim R