En planlagt heldagstur, blev af vejrprofeterne aflyst. Så nogen af os, som skuffede havde sat dagen af, brugte nu tirsdags-klubdykket som et plaster på såret.
Der var fra starten stor tilslutning til tirsdagsdyk, en enkelt meldte dog fra, men Steffen havde en gæst fra Helgoland med, så deltagerantallet nåede 9 mand og to både, men dog kun ét feltkøkken.
Man kan somme tider have dette feltkøkken mistænkt for, at trække flere deltageret til, end selve formålet med turene, nemlig vragdykning. Jeg fornemmede da også en snert af misundelse i Rungsted, blandt de andre dykkerbåde, da de fik øje på vores to kokke, komme slæbende med gaskomfur og større mængder fødevarer.
Vi fik dog pakket bådene og krydsede Øresund i fin stil. Først med lidt bølger, så alle hurtigt fik dragterne på trods varmen, undtaget Steffen som sad trygt bag skærmen. Men efterhånden som vi kom østover aftog bølgerne og det var ikke mange dråber vand, der havnede indenbords.
Ankommet på positionen, fik vi hurtigt smidt loddet i og Kasper straks efter. Det tager ikke en rutineret vragdykker mange minutter at gøre fast, slet ikke i god sigt og når loddet står midt i vraget. Straks efter at Havgassen var gjort fast og derved var sikkert forbundet med vraget af Robert, lagde Havskum til på siden og dykningen kunne begynde.
Som så ofte før, gik der lidt rod i rækkefølgen, men da Havbasser er vant til den slags, giver det aldrig rigtigt problemer. Alle 9 sprang glade i vandet, i løbet af et par timer og vi kom alle endnu gladere tilbage i bådene. Selv havde jeg det bedste dyk på Robert i mange år. Sigten var ikke under 5 meter noget sted og jeg var hele vraget rundt, noget af det endda flere gange. Jeg havde lovet at tage et par fede rødtunger med hjem og nu da sigten var så god, mente jeg i starten af dykket ikke at det ville blive et problem. Men det blev det, jeg så kun én rødtunge og den var mindre end min hånd, andre spisefisk var det også sløjt med.
Dog hørte jeg fra flere andre, at der havde været nogle rigtig fine nøgensnegle, krabber, orme, søfjer m.m. dyr jeg meget sjældent selv ser, selvom mit syn kun er lettere aldersrelateret nedsat.
Af de mest begejstrede efter dykket var Martin, vores gæst fra Frømandsklubben Helgoland. Selvom denne klub, blandt de gamle medlemmerne råder over noget af en vragekspert, med mange ekspeditioner i CV´et, så dykker de stadig mest kun på Indfødsretten, Havheksen og Livlig. Så Martin syntes jo bestemt at dette var ”stort”, men sigten i dag gjorde bestemt også sit til, at oplevelsen var meget positiv for os alle.
Endnu inden de sidste var i overfladen, blev der delt hot-dogs rundt i bådene. Lyden fra grillens syden, blev akkompagneret af den liflige lyd, at dåseøl som åbnedes.
Joh, denne dag på havet, var på vej til at blive en af de bedre af slagsen, trods manglende fisk. Kokkenes begejstring af egne evner, kunne de ikke skjule og deres glæde bredte sig da også til os alle, efterhånden som vi sad med en varm hund i den ene hånd og en kold øl i den anden.
Efter at alle havde tygget af munden og det værste rod var klaret, mente Bjørn at vi lige skulle toppe aftenens oplevelser med en Underberg inden vi sejlede, huen gik rundt og smilene bredte sig igen. Jeg kom til at tænke på en af Åge Jensens finurlige visdomsord: ”Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt”.
Intet varer evigt, afsted mod havnen det gik, i raskt tempo, tømme både, fylde biler, korte snak om næste ture, farvel og tak for en herlig tur.
Allan Jensen