Nytårsdyk d. 31/12 2022

Traditionen tro var vi nogen stykker der mødtes den 31/12 for at nå et sidste dyk inden 2022 blev til 2023 – nok ikke så meget for dykkets skyld men mere for selskabet og forplejningen.

Nytårsdyk er jo ikke kun for sjov…

Vejret var rimeligt uden at være prangende da jeg drejede ind på P-pladsen ved Trykkerdammen hvor Henning, Kim og Kasper stod og småsludrede. Inden alt for længe kom også Kenneth og til sidst kom Juhl og Peter ræsende om hjørnet.

Årets sidste dykker ude af vandet, men hvad han brugte halvanden time til ved kun han 🙂

Kasper og jeg kom først i vandet – Kasper kunne dog med det samme mærke at enten var han selv utæt ellers var dragten så han løb op igen – og jeg stak hovedet under vandet og svømmede ud af. Der var en fornuftig nordgående strøm på det lave og en rimelig sigt – men så snart man ramte ca. 10m var sigten reduceret til 30cm og en tilsvarende stærk sydgående strøm. Til gengæld var der ikke meget liv – et par strandkrabber, lidt snegle, en fesen flad og et par kutlinger var vist alt det blev til så efter ca. 40-45 min så stak jeg hovedet op af vandet – samtidig med Kim som havde haft et lige så begivenhedsløst dyk som mig.

Endelig var vi fuldtallige!

Kort efter var alle samlet på land og så kunne vi jo gøre klar til en forfriskning.

Vi delte et par flasker bobler og lidt kransekage og fik sludret om løst og fast – mest om at det har været lidt sløjt år set på antallet men at mange af de dyk vi så har haft i det mindste har været gode 🙂


Tak for et godt dykker-år og Godt nytår!

Steffen