På trods af en formidabel vejrudsigt, var der ikke mange, der kunne lokkes med på tirsdagsdyk. Om det var fordi vandet endnu ikke er alt for varmt eller fordi det var for meget strøm ved Helsingør må være usagt, men vi endte med at være tre dykkere og Jørgen som bådfører.
Vi kom til Rungsted til et helt øde slæbested, der skal åbenbart mere til end havblik for at lokke søens folk ud af hulerne.
Vi fik pakket båden og kom af sted, og i havneindløbet mødte vi de første tegn på liv. Jollesejlerne kæmpede det bedste de havde lært med at få bådene ind i det helt stille vejr… Udsigten over Sundet viste også, at der skulle sejles kapsejllads, men der var nu ikke meget sejllads over det, så vi sejlede bagom feltet, der ikke rørte sig ud af flækken.
På positionen fik vi smidt loddet og bemærkede at der ikke var antydning af strøm. Jeg fulgte efter og nød det krystalklare vand, der begyndte at flimre ved 11 meters dybde og herunder var sigten som vi kender den, dvs´. i bedste fald ærgerlig.
Heldigvis har vi prøvet det før og da der dukkede vragkonturer op i det tågede vand, måtte jeg lige føle mig frem for at finde ud af hvor på vraget loddet var. Jeg fik gjort fast på overbygningen lidt længere fremme end vi normalt gør fast, men afveksling fryder som bekendt.
Selv om sigten ikke var overvældende, så svingede den dog så meget at man kunne komme omkring. Den begrænsede sigt gjorde, at man ind imellem ikke helt var der man troede man var, men med talrige dyk på vraget gik det jo nogenlunde med at komme ”Back-on.track”.
Styremaskinen foran broen ser ud som om den er på vej ned i lasten, men man mangler lidt bedre sigt for at få det rigtige overblik.
Der var myriader af nøgensnegle, masser af rejer og krabber og enkelte torsk. Specielt en var så dum, at vi burde have fjernet den fra genpuljen, den stod med hovedet ind under en plade og ænsede ikke noget som helst. Den står der sikkert endnu…
Men da dekometeret begyndte at tikke op, gik det tilbage mod bundtovet, hvor der heldigvis var sat en blinker på, så man kunne nemt ind over og tage en genvej, frem for at følge rælingen rundt. Temperaturen ligger stadigvæk i den lave ende, så da de rystende forpligtelser på 3 meter var overstået kunne man komme op, hvor det var noget lunere – og kaffen var stadigvæk varm.
Da Steffen og Kenneth kom op fik vi sat kursen mod Rungsted i det svindende lys, helt ukompliceret og knastørt med 32 knob. På havnen blev vi mødt af en fortryllende duft fra restauranterne, men vi havde ikke tid til hygge – vi skulle hjem!
Kim R