
Efter en del tumult med bådbytning lykkes det outsiderne at komme afsted i Havets Dronning tidlig lørdag morgen den 8. maj. Vi fik scoutet det sidste på vejen, virkelig ringe sigt! Da vi tog farten af ved Flak Fortet kunne vi se, hvor galt det stod til med HDs utætheder. Vandet løb ned i bagenden og vi sejlede langsomt ind i havnen med spidsen hævet ca. 20 grader!
Efter indkvartering, møde med de andre fantastiske Havbasser og briefing var vi klar til afgang. Med båden halvt fyldt med vand kom vi dog ikke hurtigt nok ud af starthullerne. Da vi ankom til et vrag, vi havde scoutet, hvor vi vidste der var torsk, var vinderen i gang med at tage de afgørende fisk og vi måtte pænt vige. Vi tog til det næste planlagte spot.
Der startede vi med at smide vores bly i vandet (blyvest som ikke blev lukket helt). Mens de to andre ledte efter blyet startede jeg GPSen, med fandt hurtigt ud af, at der ikke var strøm på den. Gammelmandsjægerne havde nok luret vores potentiale og derfor ikke opladt den . Ikke den bedste start.
Men nu kommer det heldigvis ikke kun an på udstyr. Sigten var faktisk okay og vi fandt både torsk og pighvar på vores spot. Måske ikke helt nok, så vi prøvede det næste spot.
Her var der lidt vanskeligere forhold, men det lykkes os at nuppe et par torsk mere inden tiden var gået. Tilbage til fortet til hygge og indvejning. Vi fornemmede hurtigt at vi lå fornuftigt placeret i forhold til vores forventninger og til middagen fik vi bekræftet vores fornemmelse. En 5. Plads! Fed oplevelse – men det var ikke slut med oplevelser, selvom vi gik i seng…
Jeg bliver vækket: ”Rune, båden er væk… – båden er væk!” Det var Gregers, som havde været opmærksom i det dårlige vejr. Ud og kikke. Ja, HD var væk. Vi havde joket med at den ville være sunket næste dag, med alt det vand den tog ind. Men kunne det nu passe?
Det var begyndt at blæse meget op og det blæste 15m/s og der var en halv meter høje bølger i havnen. Så den måtte have revet sig løs. Vi løb ned for at kikke i driv-retningen. Der lå hun ganske fint, motoren havde fanget en ”flydespærring”, som lukkede af for havnen bag fortet, men vandet var temmelig hidsigt i den ende af havnen.
Hurtigt ind og skifte til våddragt og låne en af DSFs ”samlesæt-både”, som var fyldt med vand. Det var sin sag at få holdt den på plads og samtidig kaste en line over og fange HD. Men det lykkedes og hun kunne stille og roligt bugseres på plads igen. Fortøjning-tovet var fastgjort to steder på båden, men var knækket. Vi fik fortøjet HD igen med det der var tilbage af torvet og et nyt tov. Vi gennemgik de andre både og flere af dem hang i de sidste tråde i det sidste fortøjningstov.
Nu var det vist ikke muligt at sove mere, men det blæste for meget til at sejle tilbage og vi havde lovet at hjælpe med at skille ”samlesæt-bådene” i Kastrup. Så bare ventetid, afslapning og hjælp til William med oprydning efter gårsdagens strabadser.
Men der ventede endnu en oplevelse. Turen hjem. Det var vildt vand for HD, men vi var i godt selskab af William og to finner i ”samlesæt-bådene”. Finnerne er ikke bange for vand, så de små både kunne godt følge med. På et tidspunkt så jeg deres båd slippe vandet helt med omkring 1 meter!
Super tur med masser af oplevelser og selvom alle ods var mod os, blev vi klart det bedste Havbassehold Så nu ved vi hvem, som er Havbasserne 1 til næste år!
Rune