Vi skulle endnu engang prøve om vi kunne hive nogle af de invasive krebs ud af Furesøen, og der var også planlagt fællesspisning bagefter, hvor frugterne af det hårde arbejde skulle nydes.

Det startede med en gedigen gang rusk og regn, men heldigvis klarede det op umiddelbart før arrangement officielt stod til at starte. Da jeg ankom, kunne man endnu finde en plads til bilen indenfor, så man ikke skulle slæbe grejet alt for langt.

Vi kom ret hurtigt i vandet og det varede heller ikke længe inden skuffelsen bredte sig. Sigten var i bedste fald middelmådig og bunden så trist ud, mudder og slam var det eneste man kunne se…

Der blev søgt alle steder, både ved Farum Marina, ved Fandens Mose og ved pynten ovre på den anden side. Men på trods af at gummibåden sejlede de håbefulde jægere derhen, hvor de troede mest på chancen, var der ikke en eneste krebs. Det er også første gang jeg har dykket i Furesøen uden at se så meget som en enkelt lille krebs…

Vi kom dog ikke tomhændede op, der blev fundet skødetov, spænderem, to par solbriller og en iphone, der dog ikke så for godt ud… Hvis øldåserne havde været med pantmærker, så kunne vi blive velhavende

Da de sidste var kommet ud af vandet blev der dækket op til lidt god mad. Vi havde jo haft på fornemmelsen, at krebsefangsten ikke egenhændigt kunne mætte de fremmødte, så vi havde Juhl’s musligesuppe, Pil-selv rejer og jomfruhummerhaler, så der var ingen, der skulle gå sultne derfra, med mindre de ikke orkede at pille skaldyrene selv…

Herefter var der en hyggelig stemning omkring bålfadet, og en fabelagtig udsigt ud over søen med måneskin.

Tak for et godt krebsegilde, der vil blive husket for slet ingen krebs! Og så lidt for, at der for første gang nogensinde ikke var nogen, der havde taget hund med…
Kim R