Sønellike – lige til knaphullet!

Vi havde aftalt at mødes kl. 9 i svømmehallen. Da jeg aften før havde været nede at fylde mine tanke tillod jeg mig at komme 8.35 ”som den sidste”. Derfor sidder jeg nu og skriver denne beretning mens resten af familien sover.

Vi var 6 mand høj og vejret viste sig fra den gode side. Der var ikke sol men vindstille og hele 4-5°C varmt. Vi besluttede at turen skulle gå til Gilleleje og derefter med skumsprøjt og smæk i numsen til Eisfish S/S http://www.vragguiden.dk/wreck.asp?id=2441 . På vejen hjemad et lille stop på Mir´s vrag også kaldet minestrygeren (? red) http://www.vragguiden.dk/wreck.asp?id=2362. Dennis ville bruge hans nye kørekort, så han sprang frisk ind i Havkassen, mens formand Kim valgte at sætte sig ind ved siden af, for at være sikker på at Dennis kunne finde vej til Gilleleje. Jeg selv var så heldig at få lov at køre med Henrik Juhl, som kunne vejen. Steffen og Carsten blev lidt længere i klubben for at fylde de sidste flasker.

Ungdommen i dag – to mand om venstrehåndsarbejde…

På Gillelejehavn blev vi mødt af fuldstændigt perfekt vejr – helt vindstille, men med lidt dønninger fra de sidste par dages vind. Steffen havde sat sig for at det var ham der skulle uddele smæk. Og det var han rigtig godt til. Jeg er sikker på at jeg har de mest møre baller efter den tur. Godt man ikke har tendens til at fodre fisk i lidt søgang.

Vraget er i kraftigt forfald – og god sigt!

Kim havde meldt sig til at binde på. Det havde han gjort perfekt lige i stævnen, så det ville blive supert nemt at finde tovet når man skulle op. Da det blev min og min makkers tur til at hoppe i bøjlen blå, så det ud til at blive et superfedt dyk. Alt var perfekt – kanon god sigt, vi kom ned på bunden og fulgte vraget ned til agterenden. Der var nogle flotte taskekrabber, store torsk og meget flot begroning i form at dødemanshånd, sønelliker og søanemoner og de store konksnegle var ved at lægge æg.

Taskekrabbe – en af mange

Ved agterenden opdagede jeg en lille havkat og ville vise den til min makker. Han var noget urolig i vandet og lå ikke godt. Lige pludselig tog fanden ved ham og han begyndte at svømme rundt som en vingeskudt fugl (og nej, den kan heller ikke svømme). Han svømmede rundt på bunden i cirkler og fik hvirvlet bunden op så sigten forsvandt. Efter omkring 5 min. fik jeg kontrol over situationen, men vi kommet væk fra vraget, og jeg kunne ikke finde det igen. Så jeg var nødt til bringe makkeren til overfladen i fri opstigning. Heldigvis var der ikke så meget strøm så vi kom op ikke så langt fra båden. Da vi kom op viste det sig at han havde fået kramper i underlivet efter at have kæmpet med afbalancering. Vi fik han op i båden og han fik lov til at sidde og suge af den blå flaske, for sikkerheds skyld. Han var lidt chokket, men ved godt mod og heldigvis ok.

Cousteau’s røde hue er ikke glemt…

De andre havde haft et godt dyk. Dennis kom op med en torsk som nok var lige så stor som en sild. Jeg ved ikke om han havde tænk sig at bruge den som madding, en snack før forretten, eller om han havde skudt en anden fisk som så havde kastet den op. Flere af de andre havde mere held med sig og fanget større torsk.

Der blev skudt en torsk eller to.

Vi drog afsted mod Mir´s vrag. Kim bandt på igen. Da min makker ikke skulle dykke mere var Steffen heldigvis beredvillig til at stille op. Jeg tog et lille hyggedyk. Der er ikke meget tilbage af vraget, da det er fuldstændigt smadret men der er utrolig meget liv på det, blandt andet rigtigt mange store taskekrabber, en sød hummer og alle de torsk som jeg senere skulle komme til at vade i, oppe på Havgassen (kun en meget ubetydelig lille del af dem! red).

Sjældent set detalje fra Mirs

Da jeg kom tilbage i båden lignede den efterhånden en fiskekutter med alle de fisk.

En tvungen opgave,når man fisker

Dennis må ha brugt sin lille fisk fra før som madding, for han havde fanget to rigtigt fine torsk. Den ene så kæmpe stor at den havde ødelagt hans harpun.

Klubbens stærke mand – nu bøjer han jernstænger

Da de blev tid til at tage hjemad mente Steffen åbendart at vi havde fået de smæk vi fortjente, så vi slap nådigt og han sejlede pænt. Tak for det Steffen.

Hvem æder hvem?

Alt i alt blev det til en begivenhedsrig dag med mange gode oplevelser og en øv oplevelse som dog endte godt.

Skrevet af Peter Hørning