Vi har længe forsøgt at finde en dag med dykkervejr i Østersøen men har ikke været heldige. Jeg satte en tur god tid i forvejen og håbede på det bedste og efter megen op og nedtur på udsigten, så lignede det i sidste time en tur for de morgenfriske. Jeg vågnede af mig selv kl. 05, et kvarter før vækkeuret skulle ringe og pissede af, lavede en kop kaffe og smed mig ud i bilen. Udstyr var pakket og båd hægtet på i forvejen så det var bare om at komme af sted uden at vække familien. Jeg var i god tid, så fik tanket 140 l benzin,  og købt madpakke og basser inden jeg mødtes med de andre i Kastrup, hvor vi samlede os i 2 biler. Allan kørte med mig og det var noget tid siden vi havde gjort det, så der var meget dykkersnak der skulle vendes inden vi nåede Smygehamn ud på morgenen. Vi skulle dog lige passere et par morgenfriske grænsevagter og overtale dem til at lukke Allan ind uden legitimation og jeg skulle lige puste. Hvad tror de om os, at vi kunne finde på at dykke dagen efter indtagelse af betragtelige mængder alkohol:-)

Lad os så komme ud af den stinkende havn

Vi fik pakket båden og stak ud, som sædvanlig talte vi først om dagens dykkermål da vi tøffede ud af havneindløbet. Der skulle diskuteres og argumenteres som så ofte før og vi blev nogenlunde enige om at tage en halvdyb langt ude og så en lavere længere inde. Det ville passe med dagens vindprognose der lovede opfriskende vinde over middag. 1. vrag blev stukket ud i kortet, et stort trævrag på 47m vand der ragede 4m op. Kun Allan og jeg havde dykket vraget 1 gang før, så en “jomfru” er jo altid seværdig.

Der skal vi hen…

Efter en lille time og en halv kold tur var vi på positionen og fik smidt loddet. Bøjen stod hvor den blev smidt, altså ingen strøm og havet lignede tilnærmelsesvis havblik. Allan bandt på og vi andre ville følge efter som perler på en snor. Søren B var første mand efter Allan og jeg ville hoppe når Allan igen var på tovet, de andre skulle ikke udsættes for 2 muddermaskiner samtidigt på vraget. Da Allans bobler sås ved stævnen hoppe jeg i vandet, hvor var det rart uden strøm, og lod mig falde med en let hånd på tovet mod dybet. På 30m tog jeg åbenbart en dyb vejrtrækning med det resultat at en edderkop efterfølgende kildede mig på tungen. Jeg spyttede den de ud igen og lod mig falde de sidste meter ned på vraget og glædede mig over at sigten var fin. Jeg orienterede mig og konstaterede at vi var bundet på tæt på stævnen, rundede lige denne og svømmede midt i vraget mod agten. Muddertågerne var ved at fortage sig og jeg opdagede hurtigt det store trærat, hvoraf navnet på vraget, det var noget større end jeg huskede det. Jeg kunne heller ikke huske at vraget var så smadret i agten, den var ligesom skredet ud på bunden, men gjorde det så meget mere spændende at gå på opdagelse  bræddebunkeni. Her bar der tydelige præg af at have været beboelse og mellem brædderne fandt jeg en flot mundblæst medicin flaske, hvis udformning gav stof til eftertanke. Vraget var nok ældre en først antaget. Formentlig tidligt 1800 tal eller sågar slut 1700. Resten af vraget står højt over bunden med skibssiderne og øvrig skrovkonstruktion intakt. Selve dækket var væk alt var fyldt op med mudder. Jeg sluttede af med en kort tur ud på bunden rundt om stævnen, men her var sigten ikke den bedste så jeg svømmede hurtigt op igen. Tiden var gået og Søren som også var på vej op lå over mig i det grønne klare vand. Steffen kom ned  i mod os og da vi var i båden efter endt deko, hoppe Piv i for at binde af. Alle havde et godt dyk.

Ingen vind og ingen strøm, sådan!

Overfladetiden blev brugt til at sludre, spise madpakker og basser og så tøffe mod nord for at vinde lidt tid inden vinden kom. Der blev igen diskuteret dykkermål og valget faldt denne gang på Zaritsa en norsk trædamper fra slut 1800  liggende på 40m vand ragende 4-5m op. Vraget er lidt under 50m langt og normalt er sigten i den gode ende. Da vi havde tøffet nok og overfladetiden var tilstrækkelig gav vi gas og tog de sidste mil i planende fart. Igen bandt Allan på og rækkefølgen var den samme. Der var bundet på midt på forkanten af der hvor broen havde været. Også her lå der stumper af et stort trærat som kom til syne for nogle år siden efter at noget af mudderet var skyllet ud. Her foran broen havde der været beboelse men alle skot og aptering var væk og lå hulter til bulter under mudderet, sammen med diverse stumper fra porcelæn m.m. En engang forsølvet gaffel fangede min opmærksomhed og ved nærmere inspektion kunne jeg se navnet “Zaritza” graveret ind i håndtaget. Sammen med andre ting vi har set på vraget er der ingen tvivl om at man dengang har gjort lidt ud af at gøre den langsommelige sejlads bekvemmelig. En ting der altid har fascineret mig er at lasten med korn fra det forreste lastrum stadig ser gul og ser intakt ud efter 130 år på bunden. Ved nærmere eftersyn er den dog lidt mør i det:-)

Glade drenge

Tiden gik og med lidt kort overfladetid mellem dykkene var der rendt lidt deko på som blev overstået i det 12 grader varme vand. Helt tilforladeligt. Bundtemperaturen på begge vrag nærmede sig 14 grader,  man havde slet ikke lyst til at komme op. Alle fik dykket og vi fik gjort klar til at sejle de sidste 8 mil ind. Planen havde klappet, vinden var tiltagende men endnu ikke ubehagelig og vi var i havn 15.30, herpå afrigning og så af sted mod Kastrup for at smide Allan af til sin egen bil.

En lang god dag på havet som giver blod på tanden til flere ture. Lad os håbe på et par mere inden vinteren gør det noget barskt i åben båd.

Henrik