19/7-2012

Otto... på et hængende hår
En tålelig vejrudsigt gav gummibåden en chance for at komme frem i lyset – ikke helt med vores gode vilje, men traileren til Havgassen skulle have ordnet bremser og så var der ikke så meget at diskutere. Det eneste sted, hvor vinden så ordentligt ud, var mellem Hven og et sted syd for Kullen, så vi valgte vragene nord for Helsingør. Vores bestræbelser var ved at kuldsejle i havnen, hvor Navigatoren til gummibåden gik ud efter ganske få sekunder, men vi var klædt om og ville prøve at se om en barmhjertig lystfisker kunne finde Otto for os. Men – vi var stort set alene på Sundet, når man regner 15-20 større skibe fra, og dem kunne vi jo ikke lige få til at sejle en omgang eller to over vraget og sige hvor loddet skulle droppes.

Klar til afgang

Vi var helt sikkert tæt på, Henrik huskede brudstykker fra gamle landkendinger og så kom der liv i navigatoren i et par sekunder, lige længe nok til at se skyggen af vraget på displayet, inden navigatoren gik ud. Vi fik gjort lod og line klar og tændte igen og efter mindre end 5 sekunder fik vi verfet loddet over bord og navigatoren gik ud igen og kunne ikke mere genstartes. Vi troede på det, vi kunne se at loddet stod fast og Henrik hoppede i for at binde på. Strømmen var vel mellem en halv og en hel knob nordgående og der var rigtigt meget tov ude, så der skulle svømmes noget, for ikke at flå loddet af vraget.

Mand over bord

Da jeg et kvarter senere arbejdede mig den lange vej ned ad tovet, bandede jeg lidt over at vi/jeg ikke havde strammet lidt mere op. Der var strøm i hele vandsøjlen, selv om den var stærkere i overfladen. Der var bundet på i toppen af en david, men sigten var heldigvis god nok til at finde rundt 3-4 meter, og det var der også på bunden. Temperaturen var 7-8 gradet og vraget myldrede af forskellige hvirvelløse organismer og mindre fisk. Der var lidt længere mellem rødtungerne, men der var da et par stykker, der dog ikke var tålmodige nok til at vente på et lille prik. Buskhovederne har åbenbart højsæson, og var i gang med kurtisering eller slagsmål – ikke lige til at se, men hvis de selv kan finde ud af det, kan vi vel ikke forlange mere – og den rige bestand af buskhoveder på Otto vidner om, at det kan de vist godt!
 
Efter en tur rundt, hvor man endnu en gang kan blive forskrækket over vragets hurtige forfald, gik det tilbage mod det varmere overfladevand. Her var sigten 15 meter og der var en hulens masse brandmænd, der kom sejlende gennem strømmen. Mange af dem, havde små hvillinger med som passagerer. I udkanten af synsfeltet var en stime pelagiske fisk af ukendt art, men sikkert sild, makreller eller småsej.
 
I overfladen skulle udstyret lige tages af – men hvor savnede man dog stigen, det at holde sig fast med en arm og skulle strippe udstyret af med den anden uden at miste noget – vi havde næsten glemt hvor besværligt det var.
 
I båden var der solskin og kolde øller, til gengæld var der slet ingen vind, så da Kasper var kommet om bord, tøffede vi ganske stille og roligt ind og nød den stille sommeraften. Vi havde fornøjelsen af et par marsvin lidt fremme og tænkte lidt på, at fdolk betaler gode penge for at komme ud at se disse dyr, der bare er der.

Kaptajn Morgan

Ingen andre småbåde fandt det værd at komme på vandet – mærkeligt – men ikke overraskende, det har vi jo set så mange gange før!
 
Kim R