8/7-2012

”Krukkevraget” og Fritz Hugo Stinnes V 
Stabilt højtryksvejr og langfart i Østersøen hænger uløseligt sammen. Desværre var der noget tåget, da jeg skulle køre ud til Kasper, hvorfra vi sammen skulle køre til Sverige, så dels kunne jeg ikke køre ret hurtigt og dels var jeg vist lidt omtåget, for jeg kørte forkert på vejen derud, og var forsinket en lille halv times tid, hvilket havde skabt lidt panik hos de andre.
 
Men jeg fik fat i Kasper og vi kørte mod det svenske, direkte ned til Smygehamn, som så endnu mere ulækker ud, end den plejer, utroligt det kan lade sig gøre. På havnen var der trængsel, Anden var ved at gøre sin båd klar til en Unduinetur med Marianne, Flemming og Anders HP som gaster. Vi fik efterhånden sorteret udstyret og fordelt det i de rigtige både. Og selv om jeg måske kom sidst, så skulle ”de andre” jo både det ene og andet, inden vi kunne komme af sted, men hva’, når en mand skal, så skal han, og en hel dag i båden var åbenbart for stor en opgave.

Smygehamn

Vi kom af sted, og lige midt i havneindløbet trak Henrik i nødbremsen, han havde glemt det allervigtigste udstyr, så han entrede et molehoved og hentede sine solbriller i bilen.
 
Nu kunne vi komme af sted for alvor og vi sejlede og sejlede, alt mens solen lod sig indhylle i først let tågedis, så tåge, så tæt tåge og til sidst meget tæt tåge. Vi var kommet ned, hvor vi sidste gang måtte opgive pga. garn i vraget, og nu kunne vi ikke dykke på grund af tåge – midt i sejlruten, hvor vores position tilsyneladende var. Vi kunne se på radar og AIS, at vi langt fra var alene i området, faktisk var vi på kollisionskurs med flere – eller rettere, de var kollisionskurs med os, for vi lå jo stille. Vi opgav – igen – og fortrak mod nord, hvor sigtbarheden havde været bedre. Desværre fulgte noget af tågen med, den kom rullende hen over havet, hvilket på ingen måde bekom os vel.

Østersøen blanke vand

Vi nåede en position 12-14 nm nord for vores første mål, og selv om tågehornene båttede til alle sider, fik vi smidt et lod i havet og Henrik i for at gøre fast. Bunddybden var 46 meter, men til gengæld var der ikke mere end en meter udslag. Trawlerne i Østersøen skal nok fordele pindebrændet på bunden, når de får tid til det. Krukkevraget var ikke stort, men den oprindelige størrelse er ikke nem at estimere, for plankerne var blevet spredt noget af fiskerne. Mit aldeles ukvalificerede bud er 15 – 20 meters længde, men der kunne kun være en dykker ad gangen, da bunden var løs, og navigationen kunne være svær. Denne gang var der dog en sigt på ca. 10 meter, og en ganske svag strøm, der lige kunne nå at rydde det værste op mellem dykkerne. Der var en masse kakler med fin grøn glasur, så hvis vi havde dykket på den i 70’erne, havde vi sikkert taget en masse moderigtige fliser til badeværelsesgulvet. Der var desuden en masse taljer og taljeblokke spredt over det hele.

Mere vand tilsat dykker

Jeg var sidste mand på vraget, og skulle binde af – Kasper ville hellere ha’ to dyk på Fritz Hugo. Da jeg skulle gøre kæden fri var der trukket et bræt hen over og kæden havde pumpet mudder, så det ikke var lige til at gå til. Der var desuden noget fletline og andet godt omkring. Jeg forsøgte det bedste jeg havde lært, men efter yderligere 5 minutter i absolut nulsigt kiggede jeg på mit manometer og tænkte, at jeg hellere ville op og være lidt til grin, end blive ned og løbe tør for luft. Jeg startede min opstigning og kom op til en del bonusminutter i det varme og uklare overfladevand. Og da jeg en del senere kom til overfladen blev Kasper sendt ned for at prøve lykken, men med besked på at starte med at gøre fri, og vi bandt også båden af. Der var nu ikke noget træk på tovet, så det gjorde ingen forskel.
 
Da Kasper en lille times tid senere kom til overfladen havde han gjort fri – i to forsøg (godt, for så var det jo ikke kun migJ).
 
Herefter mod Fritz Hugo og da vi nåede frem til positionen kom tågebanken rullende ind over os. Allan fortalte lidt om hans grænser, den ene er vi for pæne til at nævne her, og den anden var, at han ikke ville dykke i tåge.
 
Henrik bandt på, og jeg fulgte efter. Kasper skulle så binde af, når hans overfladetid var nået. Henrik fortalte om porcelæn, der var stablet i kahytterne agten, og der var også dækket op til en 4-5 personer med det hvideste porcelæn, jeg nogensinde har set på et vrag. Der havde givet været dykkere inde og more sig, men fint nok for det. Ellers flød vraget med flasker og hele vraget var i øvrigt draperet med tovværk og gamle trawl og net. Desværre også moderne monofilnet, der stadigvæk fiskede nogle af de mange torsk, der var på vraget. Jeg aflivede et par af dem, der stadigvæk sprællede. Heldigvis var sigten god, for der var mange steder, hvor man kunne filtre sig selv ind.

Lorte net

På vej op mødte jeg Allan, der havde fået klar vejr og stormede ned af tovet, han var jo allerede sent på den fra starten. Da jeg var færdig med mine forpligtelser på lavt vand kom jeg op i noget, der mindede om solskin og klart vejr omkring båden. Man kunne stadigvæk høre tågehorn i det fjerne hele vejen rundt, men vi lå solskinnet, og følte os ikke det mindste udsat.
 
En god halv time til havnen og derefter op med båden. Derefter måtte vi jo lige ha’ lidt aftensmad i Trelleborg, for klokken var jo blevet mange. Til en afveksling var det ikke på McD, men man skal ikke vælge naborestauranten, hvis man har travlt.
 
Kim R