5/4-2012 

En Begivenhedsrig dag på Øresund
Eller
Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt 
(Grunden til at det har taget lidt tid at få denne beretning skrevet er at den er skrevet som en del af krisehjælpen som jeg har modtaget efter denne tur.)
 
Nu er der jo tradition for at den enten er den sidst ankomne eller Kim der skriver beretningerne, men denne gang blev det anderledes.
 
På trods af at jeg kom først og at Kim i øvrigt også var med var det mig der fik æren af at skrive om alle de dramatiske begivenheder der udspillede sig på Øresund den dag i april hvor Murphy var med ombord på Ran. Da jeg som den første mødte op i Helsingør havn lidt før tid var der allerede en stor flok havbasser i gang med at rigge Havgassen af og skælde Nicolaj ud over den måde han sejlede på. Samt sparke dæk på vores fine nye havkasse. De havde været på Otto og strømmen var så kraftig at kaptajnen valgte at forblive tør, i hvert fald indtil de sejlede ind. Men det er der nok en af dem der har skrevet meget mere om.
 
Nå efterhånden dukkede Kasper, Kim og til sidst Henrik op, og efter lidt masen med at få båden vendt på det amputerede slæbested kom vi af sted med Otto som mål. Ganske vist var der jo meldinger om kraftig strøm, men det var nok bare en skrøne. Fremme ved positionen blev loddet kastet efter nogen tid, men der var ligesom et eller andet der drillede. Loddet for af sted og bølgerne var også noget tiltagende i højde, så vi valgte at sejle ned til Cimbria og dykke der i stedet.
 
På vejen fik vi ganske vist motorstop, men med lidt hæven sænken af motoren kom den i gang igen. Men ikke en rar fornemmelse tæt på det smalleste sted i Øresund. Nu mente ca. halvdelen af besætningen at det var en god ide at gå i havn. Men sådan blev det ikke. Vi sejlede videre og lidt syd for Kronborg skulle kaptajnen lige søge på noget. Og ja så fik vi motorstop igen, en ganske spændende oplevelse da vi kunne se både styrbord og bagbord side af den store Bulk Carrier der kom tættere og tættere på. Lidt febrilsk roden og et radio opkald senere drejede skibet lidt af og passerede tæt agten om os. Motoren kom i gang igen, og tænk der var folk der gerne ville i havn nu.

Kaptajnen sejlede ufortrødent videre mod Cimbria og lidt senere kastede vi loddet. Jeg fik æren af at binde på, og det sidste Henrik sagde var bind nu ordentligt på. Hvilket jeg nok mener at jeg plejer at gøre. Nede på vraget var der gudesigt og jeg valgte at binde fast i en kraftig tværstiver i Skylightet. Derefter var det bare at svømme rundt og nyde det og blive imponeret over hvor meget sandet kan nå at flytte sig på sådan et vrag. Lidt senere dukkede Kasper op og jeg skyndte mig ud i stævnen. Der kom tossen så også ud og signalerede at bundtorvet var væk. Først var jeg noget paf over at en så dygtig dykker ikke kunde finde rundt i den sigt, men da jeg fulgte ham ned til stedet hvor jeg havde bundet på måtte jeg konstatere at han nok havde lidt ret. Men det var nemt at se hvor tværstiveren havde siddet.
 
Vi valgte så at øve disciplinen fri opstigning og opsendelse af søpik (Kasper dumpede) og kunne i overfladen langt væk se en meget lille gummibåd med 2 mand ombord, der gjorde en kunst i ikke at signalere til os. Nå mens vi sammen drev nord på i Øresund fik vi snakket om mange ting, vi havde nemlig rigtig god tid til det. Og vi var da også begyndt at svømme mod nærmeste sø markering da Ran med besætning til sidst samlede os op.
 
Nu skal man da ikke lade sig slå ud af sådan noget, og vi sejlede tilbage til Cimbria så Kim og Henrik kunne få dykket. Da deres dyk var overståede sejlede vi tilbage mod havnen, og kun et par motorstop senere kom vi inden for molerne.
 
Efter afrigning af båd, lidt mislykket trailer vedligeholdelse osv. tog vi en tur på den gyldne måge for at få kroppen i balance igen. Kasper havde klart mest brug for det. Ned med maden som smagte som den plejer, desværre. Og så farvel og tak.
 
 
Tak for en begivenhedsrig dag
Thomas

En meget sulten Dykker