12/1-2012

Årets første tur
Selvom vinteren er mild, er vandet ved at være halvkoldt og lidt vind lovede de da også på DMI. Vores valg var derfor en kortest mulig sejltur, men alligevel til et stort og godt vrag, med gode mulighed for oplevelser, men også noget til stegepanden. Dette opfylder S.S.Otto bestemt.

Vi var 6 mand som mødte op og fyldte båden med dykkerudstyr, termokander m.m. Snart var vi af sted mod den gamle engelske damper nord for Helsingør, som så ofte før. Der stod noget dønning fra nord og snart huggede Havgassen ind i en sø, så vi fik dagens første forfriskning, i form af 10 liter havvand – sjask! Dette gentog sig nogle gange og jeg fortrød nu, at jeg ikke havde taget dragten helt på inde i havnen.

Hele holdet klar til dagens strabadser

Nå men vi kom til vort bestemmelsessted og fik smidt loddet ned i vraget. Henrik Juhl sprang i for at binde på, imens hans makker Højer tog sit grej på, samlede favnen fuld af harpuner, hvorefter også han sprang i. Vi undrede os noget i båden, over at han valgte at være væbner i den strøm, men han kunne også senere fortælle, at det havde taget ham 6 minutter at nå vraget.

Da det blev min tur kunne jeg konstatere, at strømmen som var omkring 1½ knob, fortsatte helt ned til vraget. I rask armgang tog det mig vel bare et par minutter, men jeg havde heller ikke 2 harpuner, liner og net m.m. at holde styr på, - hatten af for Højers kampgejst.

Men tilbage til fortællingen om mit eget dyk. Selvom jeg har hen ved 200 dyk på Otto, keder jeg mig aldrig på stedet og ikke sjældent ser jeg nye ting, på min vej rundt efter rødtunger. I dag var der ingen tunger, men vraget er begyndt at falde meget sammen og jeg skal love for, at der var nyt at se på. Agterste halvdel af skibssiden i bagbord side, er mere eller mindre væltet. Jernpladerne er faldet helt af flere steder og spanterne har givet efter, så hele lasten af jernbanesveller er skredet ud til bagbord. Dette betyder samtidigt, at svellerne er sunket noget inde i agterste lastrum og så godt som alt mudder som lå ovenpå her, er skyllet væk. Flere af de øverste frønnede sveller er nu skredet til side, så de underliggende er synlige og de ser ud som om, at de lige er kommet fra savværket. Flere af svellerne ligger så man kan vippe dem med hænderne, selvom de må veje flere hundrede kilo hver. Det hele ser i det hele taget noget skrøbeligt ud og der hvor jernpladerne har sluppet hinanden i nitterne, siver mudderet stadig frem og ud over havbunden. Det er altså en on-going proces, så pas på dernede.

Kryb, kravl og mikrober

Om det er de seneste par storme med voldsom strøm til følge, der har rykket vraget fra hinanden, ved jeg selvfølgelig ikke. Men voldsomt ser det ud og jeg synes også det er sket ret pludseligt. For mindre end et år siden, var skroget helt og man kunne følge lønningen rundt. Det er slut nu.

Oppe i båden hyggede vi os som sædvanligt, trods det at vinden var tiltaget lidt og ørerne nu føltes temmelig kolde, selvom huen var trukket godt ned. Der blev budt kanelsnegle rundt og varm kaffe, de som ikke havde fået nok på første dyk begyndte så småt at gøre klar til at dykke igen, mens andre fik en rigtig kold øl. Da det hele var overstået og bundtovet var trukket op, blev vi igen sjasket over på vej ind mod Helsingør, Henrik var endda kun i inderdragt (gys). Men jeg er sikker på, at vi alle syntes det havde været det hele værd, selvom der ingen fisk var.

Skål for sjove hatte

Sigten var 2-3 meter, altså temmelig god. Strømmen havde været tålelig og ingen var blevet væk, eller havde grædt på grund af kulden. Efter sådan en tur, kan det undre at så mange dykkere putter sig endnu, for først at starte sæsonen engang til maj.

Allan Jensen