9-16/11-2007

”Simly the Best”- Rødehavet

2007.11.09
Malmø Lufthavn, seneste fremmøde for de 22 deltagere var kl. 05:30. Det var tidligt, og der var naturligvis akut mangel på offentlig transport. En logistikkabale fik dog redet trådene ud, så alle, på en eller anden måde, havde en chance for at nå frem før sidste udkald. Da vi passerede Kastrup Lufthavn kl. ca. 4:00, gjorde det ondt i sjælen, og bilen trak lidt mod højre. Alle mødte dog rettidigt, så logistikkabalen fungerede trods problemer med at komme op til tiden. Bl. a. var Nicolai en smule uklar, og var tættere end tæt på at blive ladt tilbage, da han ikke svarede. Men Dennis og Carsten fik vendt bilen, og han kom med alligevel.

Sturup Lufthavn viste sig at være et behageligt bekendtskab, og eneste ulempe var afstanden derover. Der var ikke meget pjat med sikkerhedstjek og overvægt, så vi fik lov til at ha’ det meste i håndbagagen.

Flyveturen gik på vanlig vis med sjusser mm. Vi brugte et par timer på at lære en yngre stewardesse, der var kommet lidt for tidligt ud af skolen, lidt om omregning af valutakurser, og trods hendes vedvarende tro på egne evner, fik vi hende til sidst overbevist om den danske krones styrke over for den svenske. Det var også sjovere end filmen. Den tidlige start mm. gjorde, at det var en rolig og afdæmpet flyvetur, altså i forhold til hvad vi tidligere har præsteret, vi drak ikke noget stærkere end gin før kl. 10:00. Da vi nåede ned over Rødehavet kunne vi se, at havet viste tænder, der var store bølger med hvidt skum. 2007 vil overgå i historien som et, på alle måder, blæsende år!

Da vi landede var der god (!) service i lufthavnen, dels gik det uventet smertefrit gennem visa og paskontrol, rejseselskabet havde styr på det hele og smurt de rigtige. Og dels skulle hverken Mads eller Gobo selv tørre op efter deres smadrede flasker. Mads viste sig som rutineret Rødehavsfarer og stormede ind i den toldfrie efter en ny flaske.

Vi blev derefter fordelt i to busser og kørte mod Marsa Alam. Vores unge chauffør holdt en høj hastighed på hele turen, og han havde ikke noget imod at køre i venstre side, så han kunne snakke med den anden buschauffør. Dem der kunne køre stærkt nok til at overhale tog den ind mellem busserne, og når der kom modkørende, så var det mest synd for dem selv. Men der var heldigvis god plads i rabatten. Vi stoppede hos den samme fætter, hvor vi altid holder tisse/kaffepause på vejen sydpå, og han havde stadigvæk ikke gjort rent på toilettet. Til sidst på køreturen var der lidt uenighed mellem de 2 buschauffører om hvor båden lå, eller i hvert fald om hvordan man kom dertil. Den sidste kilometer var ind gennem en byggeplads, hvor vejen ikke var nem at se. Vi ankom dog til Port Ghalip, som var den dieselstinkende havn, hvor vi skulle tilbringe den første nat på Hurricane.

Vores diveguide Theijs, en hollænder med sjovt hår, gav os en kort introduktion og tjekkede vores certifikater. Det var meget uformelt, og der skulle kun skrives under på, at vi selv var skyld i det hele. Kort efter blev middagen serveret. Under maden skulle kvajedyret uddeles. Hummeren var ikke med, men et andet dyr med stor betydning for mange af deltagerne, et egern, var indkøbt som stand-in hos fætteren. Thomas stod for seancen, og udnævnte Gobo til turens første dyrepasser. Mest fordi han havde grinet af stakkels Mads, da han smadrede en flaske gin på gulvet i lufthavnen, for derefter selv at smadre en flaske whisky et øjeblik senere. (også lidt for at whisky ikke er godt med tonic).

Efter maden stod Stella for underholdningen for dem, som kunne holde sig vågne. Gobo og Søren genkendte i øvrigt kaptajnen, altså skibets, det var Kaptajn Hussein fra ”Lady Somaya”. Han genkendte også ”The Danish Sharklifting Team”. Han skulle senere vise sig at være et gennemgående morsomt bekendtskab, ikke altid frivilligt, men ofte med Gobo’s hjælp. Gobo genså Eddie Murphy i ”Coming to America” hver gang han så kaptajnen og skraldgrinede på en smittende måde. Og Kaptajnen lignede grangiveligt, når han smilede, hvad han stort set altid gjorde!

2007.11.10
Ægypterne startede dagen med lige at vise, at der er en grund til at deres overlegne civilisation måtte melde pas for et par tusind år siden, bureaukraterne i havnen var åbenbart ikke smurt ordentligt, vi måtte først vente og siden ændre planen lidt. Intet tjekdyk før morgenmaden, og morgenmaden var også lidt forsinket. Og sådan har det jo også altid været den første dag! Tiden før dykket blev blandt andet brugt til dragttilpasning, bl.a. blev en heldragt konverteret fra heldragt til shorty for at klare Gobo-Byg’s organiske vækst. Sten fik sig en ny hat ud af det ene ærme, og det morede vi os lidt over, mens vi ventede.

Vi kom af sted til sidst, og var glade for størrelsen på båden. Ligesom derhjemme var denne tur ved at blæse væk inden den var begyndt, vejudsigten lovede vind, vind og vind! Vi fik tumlet os i læ bag et rev, Ras Shona, hvor vi lige skulle afbalanceres, og der var også et par stykker der skulle have deres første tropiske dyk.

Smertefrit dyk for alle, vist nok! Gobo fik monterede sin tøjdyr på alle intetanende dykkere i nærheden, men han havde den dog selv med op. Der blev set krokodillefisk, dragefisk og blåplettede rokker, og selvfølgelig det meste af det vi plejer at se på et tjekdyk (lavt vand og sandbund).

Andet dyk skulle være på Elphinstone, hvor vi skulle se hammerhaj, hvalhaj, manta og, mere sandsynligt, Oceanic whitetip. Sejlturen derud varede et par timer og var lidt bumpet, men ingen måtte ofre til havguderne.

Ikke det bedste dyk vi har haft på revet, og for flere var dykket dissideret dårligt. Vi blev kastet i vandet på nordplatauet. Vi blev smidt forkert i forhold til strømmen og måtte kæmpe hårdt for at komme om på skyggesiden, hvor vi skulle dykke det første af to dyk. Mange nåede ikke bunden, og mange nåede ikke om på den rigtige side, og flere havde nærdødsoplevelser i dybet. Vi, som kom rundt, havde brugt næsten halvdelen af luftforsyningen, inden vi kunne lade os drive med strømmen mod sydplatauet. Og, hvad værre var, ingen hajer og mantaer. Et trekløver var så påvirkede af dybderus, at de kollektiv hallucinerede en lille hvidtippet revhaj på toppen af revet. Ingen billeder, og den var ikke med op, så vi var ikke overbeviste! Der blev selvfølgelig set en masse standard rødehavsfisk, bl.a. napoleonsfsk og muræner.

Ægypterne viste endnu engang hvem der bestemte. 2. dykket på Elphinstone blev aflyst pga. vores uheldige adfærd og almindelige inkompetence.. Dvs. de sagde, at vi ikke kunne nå det, og det blev da også mørkt kort efter vi sejlede. Turen ind mod kysten var bulet og ikke alle ville sidde indenfor!

Natdyk, turens vist nok eneste, skulle gennemføres samme sted som tjekdykket. Sikkert fordi, det var det eneste sted med læ i området. Natdykket var meget fint med masser af liv. Spanish Dansers, der viste hvorfra de havde fået navnet, gav en fantastik smuk og ekstraordinær oplevelse, jeg havde aldrig selv set ”dansen” tidligere. Det var desværre svært at fotografere.

Vi så også papegøjefisk i deres slimsoveposer, fjerstjerner, rokker, skildpadde og muræner, og en stime fisk med lysende, reflekterende øjne, og alt det almindelige, så humøret var mærkbart bedre, end da vi gyngede på turen fra Elphinstone. Der var dog et par ”overspringere”- havet og Elphinstone havde krævet de første ofre!

God middag og Gobo nominerede PIV til egernven. Det var noget med at PIV havde været lidt troløs og gik ind for partnerbytte..….

Så var der GT på dækket, for vi skulle være fulde for at kunne sove natten igennem på turen til Brothers. Bølgerne havde ikke lagt sig, og vi sejlede mod dem. Kaptajnen (vores medbragte) var dog ved godt mod. Hans lykkepiller virkede stadigvæk. Efter et par GT’er, med autentisk tonic, blev det sengetid for de fleste

Natten blev oplevet forskelligt, flere havde ud af sengen oplevelser. Der var flere årsager, store bølger, der hjalp folk ud af sengen, motorstøj og folk med forskellige fysiske behov. Godt at der var toiletter i hver kahyt.

2007-11-11
Little Brother. Vi startede dagen med at blive delt op i 4 zodiac-teams, der skulle trodse de flere meter høje bølger Faktisk var bølgerne så høje at Lotte og Gobo blev kastet ufrivilligt i havet inden dykket. Nogen gør bare alt for at logge et ekstra dyk! Jeg selv skrabede knæet på bunden af gummibåden, og det blødte en del. Det så måske også mere dramatisk ud pga. saltvandet, men det gav lidt ekstra adrenalin at hoppe ned til hajerne med det ben.

Vi skulle dykke på nordplateauet og gå østom. De har åbenbart lyst til at se turisterne kløjes med luftmangel i dybet. På bedste havbassevis viste et par pionerer at man sagens kunne svømme modsat af gruppen, dykke med strømmen og komme tilbage til Hurricane, hvor en Oceanic whitetip ventede under båden med en horde af lodsfisk. Af andre hajer var en silvertip, adskillige grå revhajer og også en enkelt hvidtippet revhaj. Napoleonsfisk i massevis, dvs. mere end en. Og Lis, Rasmus og Per LN fik set deres første haj.

Andet dyk var samme sted, dog med strømmen denne gang. Igen blev der set det meste, men vi mangler stadig hammerhajer, mantaer og hvalhaj.

Tredje dyk var ud over agten på båden, og vi kunne dykke, som vi ville. De grå revhajer kom efterhånden tættere på revet. Der blev set masser af revhajer, muræner og andet godt, så det var en fin afslutning på Little Brother. Der var dog stadig en del, der ikke var på toppen og derfor blev på båden.

Vi sejlede af sted mod Big Brother lige snart sidste dykker var på dæk. Big Brother var jo heller ikke vores egen ø, så vi lagde vi os yderst på sydspidsen, i stedet for i læ, men der var lidt trængsel Under middagen modtog Lotte egernet for at tyvstarte, og hoppe i fra gummibåden inden den afsejlede. Gobo gjorde det godt nok også, men han prøvede nok bare at logge et ekstra dyk. Og så havde Dennis allerede været egernven

Der var en lidt mat stemning over hele linien, dårlig nattesøvn og tidligt dykning kostede, men da vi fik besøg af et par Oceanic whitetip, som blev under båden og viste sig lidt frem, kom der lidt liv i folk igen.

2007-11-12
1. dyk på Big Brother var et morgendyk på Aida II, og under briefingen kl. 5:15 meldte den første af de fremmødte dykkere (Carsten) fra. Der var et par syge eller ikke-dykkende af andre årsager, der havde meldt fra på forhånd.

Da vi kom ud skulle vi igen ha’ ”lidt” modstrøm, men det var tåleligt for de fleste. Dennis væltede igen i vandet før tid, denne gang ventede han dog til han var på dykkestedet. Han ville bare ha’ det egern igen! Der var store bølger og vaskemaskine i starten af dykket, men det gik relativt roligt tilbage til båden.

2 dyk var på Numidia, hvor vi igen skulle i fra RIB og ned i den svage strøm. Vi penetrerede vraget, som var dybt og smukt, men uden anden udfordring end dybden. Der blev set en rævehaj og ellers ikke meget nyt. En kærlig sugefisk prøvede at få pladsen mellem Lis’ ben, men hun var lidt for knibsk! For at være helt sikker på at få egernet igen, så var Gobo tudefjæs, han havde fået vand i øjnene, og var ikke i stand til at tømme den ordentligt, så han afbrød dykket efter kort tid! Efterfølgende prøvede han at forklare de blodskudte øjne med, at det var saltvand…. Ingen af os så ham drikke saltvand, så det må være Stella.

Da de fleste var kommet op skulle Marianne og Flemming lige hentes Det lykkedes bådføreren at vikle snoren fra deres dekobøje omkring skrue og motor på gummibåden, så han ikke kunne manøvrere. Heldigvis var der to gummibåde, og det var heldigt for den uheldige bådfører. Marianne var ikke helt tilfreds med hans præstation, og ”den uheldige” var heldig ved at være i den anden båd! Lis jublede, ikke at det var noget nyt, men hun havde set en skildpadde, og det havde hun glædet sig til, lige siden hun bestilte rejsen.

Ahmed, vore assisterende diveguide, var ikke helt tilfreds med fifty-fifty-fifty til journalen. ”Don’t do it again” sagde han. Han kommenterede ikke vores dykning på resten af turen, men hvis han havde kendt de rigtige tal, så var han nok haft det endnu værre!

Der blev arrangeret landgang på øen, hvor der var plads til turister i fyrtårnet. En enkelt gummibåd var fyldt til randen og man tænkte lidt på afrikanske bådflygtninge og havsigøjnere.

3. dyk på østsiden, hvor vi for første gang så masser af pelagisk liv. Gobo havde stadigvæk røde øjne, så han dykkede med Søren og Stella på sidstedykket. Vi andre så store stimer barracuda, store tun, store snappere, masser af trevally, jackfish og Oceanic whitetip under båden. Der blev igen set rævehaj.

Aftensmad og kæledyrsseance. Carsten vandt dyret. At stille til briefing kl. 05:00 uden at dykke, det var simpelt hen for meget!

2007-11-13
Daedalus, ankomst tidlig morgen, dyk kl. 6:30. Store bølger og mulighed for lidt strøm og nogle hammerhajer. Men, men, men! Nogen dykkede i strøm, andre ikke. Og en dykkede ikke, men blev taget med tilbage til båden, og nogen drev med strømmen uden at nogen gummibåd gad hente dem. Alle overlevede, og nogle havde set rævehajer, skildpadde og Oceanic whitetip.

Næste dyk var fra bådens platform, et afslappende dyk, hvor vi hoppede lige ned i hovedet på et par fine Oceanic whitetip. Vi mødte senere en meget turistvenlig skildpadde, der fandt sig i en længere fotosession, og viste sig frem til alle. Efter en rolig tur var det ellers op til hajerne, der cirklede rundt i yderkanten af synsfeltet.

3. dyk var en tur frem til nordspidsen, hvor vi blev lokket med sejlfisk under briefingen, Der var ingen sejlfisk, men ellers et fint dyk, og hajerne var blevet lidt mere nærgående i det svindende lys. Sten bemærkede en nærgående haj, da vi entrede gummibåden. Vi andre var nu helt rolige, den var kun lige stor nok til at klare Sten.

Tilbage ved båden var der lidt gang i den, besætningen fiskede og havde fanget…..en haj! Fanget er måske så meget sagt, men den havde en krog i kæften og sloges for sagen. Den opførte sig underligt og viste tænder i selv samme øjeblik som Nicolai og guiden returnerede til båden efter deres dyk. Det skabte lidt panik hos guiden. Nicolai fik egernet for at komme for tæt på hajen og ikke kunne styre guiden samtidigt!

Herefter blev der spillet høj musik, og vi fik jaget alle andre både væk fra Daedalus. Kun de stakkels mennesker på fyrtårnet kunne ikke undslippe. Der blev fejret fødselsdag for Ahmed med sang og musik og en lagkagelignende ting. Theijs havde advaret om, at det var svært at undgå at blive til grin, hvis man blev på dækket. De var meget festlige og virkede som om de virkeligt selv holdt fest, altså ikke kun for vores skyld. De klappede og sang højt, der var ingen af dem, der sad og mumlede til en omdelt lejlighedssang med svære rim, og de var meget insisterende, når de bød op til dans. Og det var ikke kun pigerne der blev budt op. Men der blev fundet noget, der lignede et kompromis, og Lis måtte danse for de fleste.

Pludselig var festen forbi og Gobo og Kaptajnen (skibets) sejlede ind til fyrtårnet for at gå på café og se fodboldlandskamp med lokalbefolkningen, som var to politifolk, to soldater og to der passede fyret. Da Gobo og kaptajnen vendte tilbage til skibet var humøret stadig højt, de havde vist fået noget sjov tobak.

De fleste var gået i seng, så underholdningen måtte Gobo og undertegnede selv stå for. Efter et par Stellaer var vi i stand til det meste. Under alle omstændigheder fik vi vist, at Danmark, trods svindende, fiskekvoter er en stor fiskerination, og vi flåede et par fisk op af havet med de bare hænder.

Flot fangst men....

Krogene, som besætningen beredvilligt havde forsynet os med, duede ikke til noget. Kaptajnen kom ned på agterdækket og bød på lidt frisk frugt og grinede højt over vores fangstmetoder. Og måske også over fangsten.

2007-11-14
Tidligt, meget tidligt, gik det løs. Op mens det gryede, vi skulle se hammerhajer, så vi gjorde troligt hvad der blev sagt! Men de to første gummibåde blev også belønnet! Pludselig blev der banket på et eller andet og peget frem og ned. Et par lyse silhuetter i det mørke blå vand, hammerhajerne var der! Guiden Theijs havde sagt, at vi ikke måtte jage dyrene, men han fik travlt med at følge efter! Vi andre kom også efter og nede i dybet (50+) var der kontakt med de underlige dyr. En af hajerne gjorde pludselig et udfald mod Thomas’ bobler og for lige hen over hovedet på ham. Hajerne var væk efter et nogle minutter, og det var tid til at komme lidt højere op og svømme i den svage medstrøm tilbage mod båden. Her fandt vi ud af, at Sten ikke havde haft sit bly med i båden, og derfor ikke havde set hammerhajerne. De to følgende både så desværre ingen hammerhajer.

Næste dyk var en tur til nordspidsen, hvor de sidste skulle være de første, og dermed ha’ større chancer for at se hammerhajer. Men ak, nej! Ingen hammerhajer, de lortefisk gad ikke at service turister mere den dag. På turen tilbage var der en skildpadde, der ville ha’ et lift i modstrømmen, og som i øvrigt var meget nærgående mod undertegnede, men ellers ikke noget nyt. Det mest dramatiske var opsamlingen, hvor de ægyptiske ungersvende prøvede at blende dykkere med påhængsmotoren for at lokke hajer til. Det lykkedes ikke!

Vi fik lidt mere spænding, da Lotte og Flemming snorklede rundt mellem bådene. Der var talt meget om et angreb på en snorkeldykker for et par uger siden her på Daedalus, hvor en kvinde var bidt i låret og efterfølgende evakueret med helikopter. Besætningen var helt oppe på mærkerne. Pludselig kom en Oceanic whitetip helt hen til Flemming’s finner, blot et par meter fra båden.

Turens korteste briefing, hvor vi tog røven på guiden, han sagde ”Let’s go dive” og det gjorde vi så. Vi skulle ned og se lidt på hushajerne. De skulle også se lidt på os, de skulle endda se meget tæt på Sten, men han havde ryggen til, og var vel den eneste, der ikke blev bange i den situation. Der var flere andre, der måtte slå lidt til de nysgerrige fisk, og nu er Sten ikke længere den eneste, der tror man kan gemme sig bag et ankertov. Men det er bare svært, når de jager op langs tovet, men så måtte de jo ha’ et spark med finnen. Af andre lidt usædvanlige ting var en lille el-rokke inde på revet.

Vi kom dog alle hele og levende op, og så skulle vi sejle hele natten. Rejsen tilbage til Elphinstone startede dog ikke for godt, ankeret sad ubehjælpeligt fast. Efter en lille times tid kom det frit, eller også sprang trossen. Men vi kom af sted. Mange hoppede i køjen tidligt, så ved 22-tiden var der kun få tilbage. Men i løbet af natten var der flere der var oppe.

Under maden fik Sten egernet, han var med første hold ud og havde glemt sit bly! Tidligt op og misse hammerhajerne, når de nu endelig var der, det kostede! Han ærgrer sig sikkert endnu!

2007-11-14
Dagen startede meget tidligt, en trosse sprang og vi kyssede revet med stævnen. Dem der boede i den forreste del af skibet blev purret og spurgt om de havde vand på gulvet. Det var ikke tilfældet, og vi fik efterfølgende smidt et par unge ægyptere i vandet, så de kunne binde en ny trosse på revet.

Kil. 06:30 var der dykning, og denne gang var det fra båden, med mulighed for en taxa hjem. Vi var ikke længere alene på revet, så det svarede nærmest til at dykke i en jacuzzi. Af interessante ting kan nævnes en blæksprutte og en stor Oceanic whitetip, der jog Gobo og Carsten op i båden. Barbara havde skjulte evner og kunne gå på vandet med udstyr på, ja hun nærmest løb nærmest op i gummibåden, da hun hørte om den store haj.

Sidste dyk var også ud over bagsmækken, og denne gang var der flere der ikke ville i vandet. Der var rigtigt mange dykkere i vandet, og man forstår godt hvorfor Elphinstone ikke længere er den attraktion, som det var for bare få år siden. Der er ikke plads til fisk for dykkere og revet bærer præg af alle de både der kaster anker og bliver bundet på revet. Der var dog et par huler, hvor fiskene kunne undgå at være i boblebad hele dagen.

Men alle de både, der lå derude lokkede jo nogle Oceanic whitetip til med deres opvaskevand. Bare ærgerligt at vandet blev så uklart, at vi ikke kunne se dem.

Herefter skulle der sejles mod Port Ghalip, tørres udstyr og så skulle vi også lige ha’ den sidste frokost ombord. Vinden havde lagt sig en smule, men vi var jo også på vej hjem. I havnen kunne vi ikke bare lægge til, vi skulle vente en halv time med hækken halvanden meter fra kanten, inden myndighederne (?) gav os lov til at stramme trosserne op. Lidt unødvendigt og lidt frustrerende.

Herefter var det bare at sige farvel til besætningen og gå ombord i racerbusserne, som skulle bringe os til Hotel Marriott i Hurghada.

Hotellet var fint, og eneste anke var, at tjenerne var ægyptere på den ufede måde!

2007-11-15
Rejsedag, først en ok morgenmad, og så ellers rettidigt af sted mod lufthavnen. Turen frem til check-in gik fint og professionelt. Flyet til Malmø var heldigvis kun en time forsinket, så vi skulle kun vente tre timer før afgang.

Forskelligt humør i lufthavnen

Efter en stort set begivenhedsløs rejse, hvor dem, der ikke skulle køre, fik sig en sjus og en time på øjet, kom vi sikkert til Malmø. Her gik alt smertefrit og vi kom hurtigt gennem paskontrollen, fik vores bagage på det eneste bagagebånd, fik krammet farvel og kørte så hurtigt mod Danmark og hver til sit!

22 ud og 22 hjem, ingen spist af hajer og ingen døde af det ægyptiske køkken (så kan man selv gætte på, hvad der er mest risikabelt), så det var en god tur. Tak for selskabet!

Kim R.

Diverse dykkere