"The True Story"

Når man nu som Thomas Pilegaard og undertegnede, bliver "hængt ud" på bagsiden af et ellers hæderkronet og troværdigt blad som "HAVBASSENYT", er der jo kun een ting at gøre, for at rette op på sit gode ry og rygte, nemlig at komme med ikke mindre end den skinbarlige sandhed.

Da sandheden for nogle, er ilde hørt, kan man frygte at censuren, lader sit viskelæder og rettepen glide ubemærket i gennem dette indlæg, så hvis der måtte forkomme divergenser i forhold til sandheden, ja så er det i hvert fald ikke min skyld!

Og så historien:

Det var en af de her fuldstændigt kedelige sommerdage, hvor solen bare skinnede og skinnede, og vind var der altså ikke meget af.

Vi var et "team" på 4 bestående af Manley alias Von Münshausen, Peter oliepind - i ved ham med lystfiskerhistorierne, Thomas Pilegaard og undertegnede som havde besluttet at tage op i Kattegat og dykke på et vrag med navnet Kronprins Wilhelm. Man kunne sige meget godt om vejret den dag, så det vil jeg undlade, til gengæld var bølgerne fandens store, hvilket nok fik de 25 mil, op til vraget, til at føles som det dobbelte. Turen var ellers ved at ende med noget nær en "katastrofe", da det elektriske system, i Manley’s båd, besluttede sig for at foretage en overenskomstmæssige ulovlig arbejdsnedlæggelse, kun 1 mil fra vraget. "Arbejdet" blev dog genoptaget efter et par forhandlinger.

Vi ankom til positionen, og efter ca. ½ times søgen blev vraget fundet. Nu forestod kun den vanskelige opgave at inddele holdene og få bundet på. Efter lidt snak frem og tilbage blev det besluttet at Manley og Peter, der havde været på vraget før, skulle binde på, hvorefter de ville ned og "rode" rundt i en bestemt del af vraget, Thomas og jeg ville godt rundt og kigge på hele vraget. Det skal her bemærkes, som en meget vigtig del af historien, at vi undervejs havde snakket en del- og var helt enige om, at når man binder på, ja så er der kun ET sted at gøre det nemlig på rælingen/kanten af vraget, for at lette "tilbagefindingen". Denne snak var udledt af et par uheldige "påbindinger" og "tilbagefindingsforsøg" på Robert, nogle dage i forvejen.

Manley og Peter kommer op; Peter medbringende noget der skulle minde om et granathylster, fyldt med slam som jeg på elegant vis fik fordelt ud over det meste af min inderdragt. Dette hylster ville Peter lave til en holder for stokke og paraplyer. Jeg kan godt fortælle at Peter nu har særdeles travlt, hvis holderen skal være færdig inden han begynder at bruge stok, og det er der flere årsager til, for det første har han ikke været så heldig med sin krop, for det andet arbejder han ikke rasende effektivt, for det tredje minder dette formodede granathylster mest af alt om et krøllet rusten udstødningsrør fra hans egen bil.

Inden Thomas og jeg hopper i vandet, fortæller Manley, at han vist nok ikke lige fik bundet på ved rælingen, men på en løs jernplade (som havde været rælingen. red.) inde på vraget, som havde den uheldige egenskab at den p.g.a bådens træk, vippede frem og tilbage, som herved gjorde vandet uklart i en radius af 10-15. Og jeg skal ellers love for at det lykkedes over al’ forventning. Efter et vellykket dyk skulle vi nu binde bundtovet af; det var simpelt hen bare væk i skyen. Efter lidt søgen, en overskredet dykketid, en computer der hele tiden på sin egen lette pædagogisk facon fortalte hvor meget min deko nu var oppe på, og et manometer der på tilsvarende vis fortalte hvor lidt luft, der var tilbage, valgte vi at lave fri opstigning og deko. Det var i øvrigt en ret "interessant" oplevelse når bølgerne nu havde den højde de havde. I overfladen/båden i god behold, trods meningsudvekslinger, alle en erfaring rigere.

På vejen hjem "smuttede" vi lige forbi Kullen, hvor vi havde et rigtigt godt dyk, bl.a så vi en stor flot hummer, frit ude på bunden.

Henrik Juhl