Octopus vulgaris

En af de ottearmede blæksprutter, Octopus vulgaris er almindelig i Middelhavet, men forekommer på lavere vand langs den afrikanske vestkyst op til den Engelske kanal. Den kan lejlighedsvis træffes i den sydlige Nordsø, men kendes i øvrigt fra Det røde Hav, Det indiske Ocean, omkring Japan og i Caribien. Den opnår sjældent størrelser over 1 m med en vægt på 2-3 kg, men der er i sidste århundrede fanget en på 3 m og 25 kg. Den findes sjældent på dybder over 200 m, og lever hovedsagelig af muslinger og krebsdyr. Blæksprutterne kravler langsomt hen over koraller eller sten og klippestykker og føler ofte efter føde i hulrum og sprækker. Muslinger åbnes på klem eller krabber fastholdes med armene, cephalotoxin sprøjtes ind som dræber byttet, og fangsten bæres hjem hvor den fortæres. I nogen grad er de i stand til at afgive fordøjelsesvæske så dele af krabber er fordøjet externt inden det sluges eller suttes op med en raspetunge. Men kødet kan også pilles af med et hårdt mundapparat som ligner et papegøjenæb og er laver af protein. Det tager ca ½ time at fortære en krabbe. Som fjende har de bl.a. større muræner.

Octopus er bløddyr på linie med muslinger og snegle. I forhold til disse har de et forbløffende godt synsapparat med 2 øjne der ser lige så godt som en dykker under vand. Linsen i øjet kan ikke ændre form, men muskler kan ændre afstand til nethinden for derved alligevel at fokusere. Deres hjerne er meget stor i forhold til kropsstørrelsen og dette forhold er i samme størrelse som for fisk og krybdyr. Visse arter af blæksprutter har næsten lige så stor hjerne/vægt forhold som fugle og pattedyr. Så måske kan den betegnes som en musling uden skaller, klog som en fugl, ser som et pattedyr, er stærk som en myre(insekt) og svømmer hurtigt som en fisk.

Kroppen er meget blød og elastisk, og de eneste hårde elementer er de næblignende kæber og små tænder på raspetungen, hvorfor er de i stand til at krybe gennem et hul der er betydeligt mindre end kroppen. De har 2 rækker af sugekopper på de 8 arme, i alt over 200, og kan ved muskelsammentrækninger kontrollere dem med en meget stor sugekraft. Således kan det være vanskeligt at gøre sig fri af selv en mindre blæksprutte der her fået fat omkring armen og samtidig suger sig til klippegrund.

Under kappen med udmunding yderst ved tarmåbningen har den en blæksæk som indeholder en sort-violet væske, som i forsvarsøjemed kan sprøjtes mod en angriber, hvorefter den forsøger at slippe væk i forvirringen og tågesløret.

Hanner danner en lille beholder som er 2-3 cm lang der indeholder sædceller og som kan gemmes i en lomme i kropshulen. Der kan typisk gemmes over 50 beholdere i en lille sæk. Den 3. højrearm er omdannet og har en fure der yderst kan holde en sædbeholder. Såfremt en han ser en artsfælle, nærmer han sig og laver imponerepositur og skifter farve. Hvis den anden ikke flygter bliver den angrebet og forsøgt holdt fast. Hvis det er en han vil den kæmpe og den mindste blive ædt af den anden, men hvis det er en hun vil der finde en parring sted. Hannen vil føre sin omdannede arm ind i kappehulen hos hunnen, og overføre sædbeholdere en efter en.

Hunnen anbringer æggene i fast hæftede klumper på flere hundrede, og kan lægge ca 150.000 æg der er ca. 3 mm lange æg. Hun passer dem derefter stort set konstant i 4 - 6 uger ved at blæse en vandstrøm mod dem og forsvare dem mod andre dyr, selv krabber. I denne periode bliver hun meget tynd og kort efter æggene klækkes dør hun.

Der findes ca. 600 arter af blæksprutter og de almindeligste i danske farvande er den ottearmede Eledone cirrosa og den tiarmede Loligo forbesi. Tiarmede blæksprutter (squids) har ud over 8 almindelige arme yderligere 2 lidt længere fangarme med sugekopper kun på spidsen.

Hans Jessen