Frans og Kurts sejlerferie

I år sejlede vi op til Sydnorge i vores 33 fods sejlbåd. Vi havde planlagt at tage til det sydlige Norge omkring Lista (Norges sydligste punkt) og derfra videre op mod Risør. Vi skulle mødes med en af vore venner ved navn Lars. Han sejler i en 28 fods sejlbåd og er i en dykkerklub i Brøndby. Turen gav nogle flotte snorkel - og flaskedyk med flere arter at betragte. Det gav også taskekrabber nok til et par partyaftner på klipperne. Taskekrabberne sidder i klippesprækker på 10 meters dybde og måler fra klo til klo som et stykke A4 papir. De kan godt være lidt svære at få mokket ud. Det er sådan, at vi som regel snorkler mere, end vi dykker med flasker, da det ofte giver de største oplevelser. Det er netop om sådan en oplevelse, jeg her vil fortælle om. Vor hidtil største dykkeroplevelse.

Det var midt i juli. Vi lå i en lille lodshavn ved navn Lillehavn nede på det sydligste Norge. Farvandet hører til Sydlige Utsira (Nordatlanten). Vi var kommet dertil om morgenen p.g.a. lidt opfriskende vind, så vi måtte i havn. De lovede en kuling, og i det farvand er det ikke til at spøge med.

Vi skulle ud at snorkle - Lars, Frans og Kurt. Vi ville springe i fra molen og svømme over til nogle skær. Da vi kom ud til molen var der samlet en flok mennesker, da der var observeret en hval med sin unge udenfor havnen.

Vi stod og kiggede og pludselig 2 meter fra molen, kom en 4 meter hval op og "blåste". Vi kunne også se ungen, men den havde problemer og virkede syg. De lokale mente, at det var derfor, de havde søgt ind mod kysten.

Tør man hoppe ned til en hval med en syg unge? Da vi var sikre på, at den havde åndehul, turde vi vel godt tage chancen. Så vi hoppede i vandet, og det varede ikke længe, før vi så den passere få meter fra os med 6-10 knops fart, mens den skubbede ungen foran sig. Det fik hjertet til at stoppe totalt første gang. Jeg var for tæt på ungen, og hvalen drejede op mod mig. Vi havde direkte øjenkontakt på ca. 50-70 cm. afstand. Vi var klar over, at der var tale om en delfin. Ungen virkede død og kom aldrig op for at få luft.

Flere gange så vi moderen dige ungen med en 15-20 cm. digevorte (det så nærmest sjofelt ud), og skubbede op nede bag på ungen. Det var som om, at delfinen gerne ville vise os, at ungen havde problemer, men vi måtte ikke røre den. Lidt efter lykkedes det os på skift, at give delfinen et klap med hånden i farten. Der var stor respekt for halen, som kunne slå os til plukfisk med bare ét slag. Efter ca. 1½ times snorkeldyk måtte vi op og sunde os lidt. Der var en garnfisker fra Thyborøn, der mente, at det var bedst for delfinen, hvis den døde unge blev taget fra hende. Så hvis vi havde mod på det, ville han videofilme slagets gang. Efter at vi havde samlet energi, gik vi i vandet igen. Det varede ikke længe, før vi havde kontakt med delfinen igen. I et kort øjeblik, hvor delfinen gik op til overfladen for at få luft, røg Frans ned på 4-5 meter og trak i ungen. Han nåede dog kun halvt op med ungen, før delfinen gav ham et puf i siden, der kunne få enhver dykker til at slippe sit bytte. Lars og jeg fik derpå fat i ungen og fik den op til overfladen, hvor en ventende jolle lå klar. Derpå mokkede vi den alle tre op i jollen. Det viste sig imidlertid, at der var tale om en springer og ikke en delfinunge. Det er en minihval, der lever i Nordsøen og opefter. Den var 1½ meter og vejede mellem 70 - 80 kg. Delfiner har ry for at hjælpe andre dyr, og netop dette var tilfældet. Den havde prøvet at hjælpe den døende springer. Springeren havde et sår på bugen - muligvis efter en kamp med en spækhugger, som netop har været en udpræget hval i Skagerrak her i sommer.

Nu vendte delfinen tilbage mod os med stor fart og meget søgende. Med lethed kunne den tage fat i os - som i springeren og trække os ned på 20 meter med en fart af 6-10 knob (så hænger masken nok nede om benene). Men den viste sig fra den blide side, som om den trængte til trøst. Vi fandt hurtigt ud af, at den ikke brød sig om vi hang på rygfinnen - så svømmede den væk med ét til to slag med halen, og den havde vi stadig stor respekt for. Tog vi den under hagen, nede under bugen og ved øjnene blev den en rigtig kælepotte. Tog vi den længere nede på maven (der har den nærmest en række vorter), så standsede den op, drejede rundt til stor kærlighed af vores hænder - både med og uden handsker. Uden handsker er kun i korte perioder i dette område p.g.a. det ca. 8 grader varme vand.

Nu startede 1½ times psykologisk hjælp og trøst til den livlige delfin. Hvis man kom ind over dens ryg, når den skulle op og "blåse", fik man en tur op af vandet - stadig med stor respekt for halen. På intet tidspunkt gjorde den tegn til at gøre os fortræd - kun klap og kærtegn. Der var nogle norske forældre, der lod deres børn iført redningsvest komme ud til delfinen og os. Delfinen begyndte straks at puffe til børnenes fødder med sin ryg. Et meget kærligt dyr.

Videofilmen blev sendt til Norske TV med vandflyver, og fiskeren fra Thyborøn sender en kopi til os, når han får den retur. Indtil videre har vi kun almindelige papirbilleder.

Se dette var bare et enkelt snorkeldyk - så bare tag til Sydnorge!

En sommerhilsen fra

Kurt og hans to meddykkere Frans og Lars.