Emil Retzlaff d.10/10 2020

Så blev der endelig hul i vinden og 7 Havbasser i alt troppede op på havnen i Helsingør, i regn og med en tung og mørk himmel. Vi var af DMI blevet lovet sol og det lysnede da også noget i løbet af formiddagen, men det vigtigste var dog, at vinden holdt sig i ro.

Endelig kunne vi komme på vandet!

Strøm var der ikke meget af og alt imens Thomas gjorde klar til at binde på, skubbede vinden os kun en smule østpå i forhold til bøjen, som vi havde smidt på vraget af damperen Emil Retzlaff. Efter påbinding, fik vi tottet tovet op og mokket de tre rebreather-dykkere overbord, pludselig var der masser af plads i båden, for de fylder jo som bekendt en helvedes masse.

Så mangler vi kun den sidste af de første…

Da Thomas atter var i overfladen, begyndte vi almindelige gammeldags luftdykkere at gøre klar og sprang i lidt forskudt, jeg selv med det ærinde, at terrorisere diverse spiselige arter. Da jeg kom ned, viste det sig at sigten var rigtig god, ja visse steder i nærheden af 10 meter, som er vragets bredde.

Masser af smådyr, der er svære at se, hvis de sidder helt stille

Dette gjorde også, at jeg konstant kunne se 2-3 dykkere omkring mig, som blitzede løs og på den måde skræmte alt spiseligt bort. Tilbage var kun sneglene, men det er vist også dem det hele handler om for nogen.

Det er nok ham her der blitzer mest

Efter at have afsøgt hele bro-området, svømmede jeg helt op i stævnen, som er knust og derfor noget rodet, i den gode sigt var det dog ikke noget problem at finde rundt, eller at finde tilbage. Her nede på havbunden som er lyst sand, er der 32 meter dybt og når man ligger foran stævnen i ”hullet”, kan man til begge sider se op af sandskrænterne, her lå der lidt isinger og rødspætter, – men for små.

Der var mange taskekrabber…

Tilbage i broområdet, var der ikke længere nogle dykkere at se og jeg fortsatte helt ud, hvor vragets agterende forsvinder ned i sandet. Også her er der ret stejle sandskrænter og foruden vragets styrbord skibsside, som det sidste stykke kun er en spanterække, ligger her kun et stort spil. Der mangler simpelthen noget af vraget og selvom jeg tidligere har søgt efter den manglende vragdel længere ude, er det hver gang endt uden resultat.

Søpindsvin var der også mange af…

Nu var de aftalte 40 minutter gået, Kim ville snart binde af og jeg hastede tilbage til påbindings-stedet, jeg så dog Kim på vejen og satte derfor tempoet lidt ned. Men hvis ikke man overholder sådanne aftaler, risikerer man ikke bare at skulle lave fri opstigning i et trafikeret farvand, man bliver også til grin.

Og en af mange nøgensnegle…

Da jeg brød overfladen og trådte op på stigen, fornemmede jeg noget bag mig. Et temmelig stort skib passerede os ret tæt på, jeg havde overhovedet ikke hørt det, men det havde Kim, som stadig befandt sig på bunden da skibet passerede.

Der var ikke langt over til den her – og den var ikke lydløs nede i dybet!

En dejlig tur var til ende, synd vi ikke havde planlagt to dyk, men det tillod gårsdagens vejrudsigt bare ikke. Et enkelt dyk er bedre, end slet ikke at komme i vandet.

Allan Jensen