Hvenprammen d. 1/9 2020

Vi var 9 der ville dykke tirsdagsdyk, men da sæsonen er ved at gå på hæld, var afgang rykket 30 minutter frem.  Der var en sjælden set effektivitet så vi kom hurtigt af sted fra Farum – muligvis animeret af den liflige duft af slam, der i dagens anledning var omkring Farum og omegn.

Der var heldigvis god plads til os

Vi tog 2 både med – både Havgassen og Havtasken kom således med på tur – med vind og strømprognosen in mente var der ikke meget diskussion om hvor vi skulle hen – der var vist kun Rungsted som reel mulighed. I havnen stødte også Kim til som akkurat havde kunnet nå frem ved hjælp af sønnens taxa-kørsel.

Tæt begroning af sønelliker


Vi fik pakket os i 2 både og kom ud af havnen og uden om optimistjoller og andre tirsdagssejlere. På positionen fik vi hurtigt smidt loddet – og lige så hurtigt kom Kim også i vandet. Han brugte ikke mange minutter på at binde på så flåddet var tilsvarende hurtigt i overfladen og vi kunne få bundet på.

Farverige søanemoner


Juhl samt Peter og hans piger røg også hurtigt i og så var der plads til at jeg kunne kitte op og komme i vandet. Der var ikke voldsomt meget strøm i overfladen, og den blev reduceret til en behagelig og praktisk strøm på vraget, der akkurat trak de støvskyer som 9 dykkere og temmelig mange torsk nu engang kan producere.

Der er masser af isenkram på vraget…

På bunden fik jeg sat en strobe på – ikke fordi der var det store behov – sigten var fin og vraget er ikke just svært at finde rundt på – men nu er det jo efterhånden blevet vane.
Jeg tog en tur ned i den lave ende, hvor der var torsk i flere af hullerne – og i hvert fald en af dem kunne ikke mærke at min hånd listede op og greb fat i gællerne – før det var for sent…

Eremitkrebs overalt…

Den fik en kniv i hovedet og røg i posen og kom over og hænge på bundtorvet. Vraget er i et par områder ved at falde mere sammen – muligvis hænger det sammen med at sandet under store dele af vraget er væk… Men det ser ud til at give mere vandgennemstrømning og flere små huler som torskene kan gemme sig i – så det skal nok blive fint.
Udover torskene var der et mylder af især eremitkrebs hvor flere af dem var med æg/rogn(?) – en enkelt af dem var tilmed i gang med at slippe sit yngel løs – et ganske sjovt syn.

Afterdive i det svindende dagslys…

Efter at have brugt en times tid på at svømme på kryds og tværs af vraget var det tid til at stikke af, og mens jeg lå på sikkerhedsstop blev der også bundet af – så både Rene, Henning og Jørgen havde også fået dykket færdigt..

Der var en frisk brise…

I overfladen var der et øjeblik lidt panik at spore, da vi troede at ølbeholdningen var for lav – men det gik akkurat op, så alle dem der havde behov, fik skyllet dykket ned. Imens vi skyllede ganen fik Kim taget et par billeder med udsigten til solnedgangen inden vi satte kursen mod havnen hvor der hurtigt blev rigget af og sat kurs mod Farum.


Tak for en hyggelig tirsdag aften.

Steffen