Ossian og Frisia d. 15/8 2020

En overdådig vejrudsigt gav mulighed for langfart i Kattegat, og det var der flere der havde set. Først Allan, der slog turen op, og derefter en masse andre der meldte sig til, nogle forgæves, for deltagerantallet på langture er jo begrænset.

Selv om vi rejste let var der meget grej med…

Enden på til-og (tvungne) frameldinger blev, at Allan, Kenneth K., Thomas, Karin og Lærke plus undertegnede på yderste mandat, kunne sejle fra Gilleleje ud over et helt fladt Kattegat med kurs mod Middelgrunden, godt 30 sømil nordpå. Der var dog lige en udfordring med at lægge positionerne ind i den nye (ca. 4-5 mdr.) GPS. Det så ud til at virke og vi rykkede nordpå.

Båden fylder jo ikke sig selv…

Thomas havde bemægtiget sig roret og sejlede med god fart (30 kt.), mens marsvin og sæler plus mange fugle af forskellig slags enten sprang for livet eller fordi de bare synes det var sjovt…

Kenneth fandt en nøgensnegl og var glad – det er en Limacia clavigera…

Da vi nåede frem til Ossian var der ikke noget vrag, men heldigvis fik vi ved hjælp af en vragmarkering og sidescan fundet Ossian.

Jeg skulle i som den første – tak for det, for det var stinkende varmt – og gled ned mod vraget. Loddet lå noget fra vraget, men sigten gjorde det muligt at kæmpe loddet hen til maskinen og gøre fast.

Der var masser af nervøse torsk…

Sigten var skuffende, den var 8-10 meter, og det er jo godt de fleste steder, men ikke på Ossian, hvor vi havde håbet og forventet det dobbelte…

Store taskekrabber kommer frem ved at træde på de mindre…

Ossian bugnede af liv af forskellig slags, ikke mindst store taskekrabber, der var overalt. Der var ligeledes masser af knurhaner, der svømmede frit i vandet og kom hen for at se om man rodede noget frem til dem,

Der var mange knurhaner
De var meget aktive og tillidsfulde

Der var langer og torsk, masser af leopardkutlinger og troldhummere og meget andet. Men selv om det var sjovt og spændende måtte jeg op for ikke at blive efterladt i åbent hav…

Efter lidt kaffe og en basse under parasollen kunne vi nu vælge et mål for næste dyk. Det blev Frisia, der er lidt større end de andre tyske trawlere fra WW1,og vi sejlede de ca. 4 sømil derover. Den var heldigvis i GPS’en så vi var hurtigt i gang. Jeg hoppede i, dårlig sigt i overfladen og den blev kun værre nedefter. Verden er af lave – vi sejler 30 sømil for at være sikker på god sigt og så ender vi med noget, der minder om Robert på en halvdårlig dag….

Buskhoveder gemte sig på de højeste punkter

Nå, men man må jo få det bedste ud af det, når man nu er der, så jeg gjorde fast højt på lønningen, så folk kunne finde tilbage. Herefter var det bare med at komme ned og kigge under pladerne om der skulle gemme sig en havkat eller to. Hvis de var der gemte de sig godt! Der var også her store taskekrabber og masser af glyser. Det var småt med torsk og vraget virkede bemærkelsesværdigt dødt i forhold til tidligere dyk på stedet. Det blev alligevel til en times tid, hvis man medregner tiden på tovet…

Der var nogle ret store eremitkrebs

Kenneth passerede mig på tovet, og han var så den sidste, der skulle i dybet. Vi andre fik samlet os i Havgassen og kunne nyde en lunkenlun øl, mens vi ventede på sidstemanden.

Kenneth kom op, fik det meste af grejet af, en øl i hånden (hans egen, der havde været med i lommen), ned med dykkerflag og parasol og så af sted mod Gilleleje med Karin ved gashåndtaget.

Endnu en buskhoved

Kenneth brokkede sig lidt, nok fordi det er ham, der plejer at have det bløde sæde, men det gik i hvert fald hurtigt hjemover. Da vi nærmede os, land blev søen lidt mere urolig og der blev lettet lidt på gassen…

I havnen var der god plads og vi var hurtigt på vej hjemad…

Kim R