UV-jagt i Kattegat d. 25/7 2020 -Danmarksrekord på Danmarksrekord

Glade fiskere

Sikke en lørdag vi havde os! Vi havde noget fantastisk fiskeri med Lubber, Torsk, Lange og Taskekrabber.

Vi startede ud med en hård tur i bølgerne, da vi ville have flest mulige timer at dykke i, mens vinden løjede af. Vi ankom dog på spottet lidt for tidligt, og helt anspændte efter en sejltur i bølgerne måtte vi i gang med at dykke. Vinden løjede heldigvis af inden for en times tid, og herfra var forholdene rigtig gode.

Jeg tog første opvarmningsdyk for at se hvordan vi lå ift. spottet, og kunne glædeligt fortælle Rasmus, at vi lå helt perfekt og sigten var god i dag ca. 8 meter. Herefter tog Rasmus sit opvarmningsdyk og kunne fortælle med et stort smil på læben at vi skal have harpunen med ned, for der var ikke bare fisk men store fisk!

Med en harpun i hånden dykkede vi ned skiftevis, og der gik ikke længe før der kom en lubbe op i båden. Denne blev ret hurtigt vejet af Niels, så vi havde en mere præcis fornemmelse af hvor store fiskene var. 2,6 kg sagde vægten, og så gjalt det bare om at komme derned igen for at finde dem der var endnu større.

Et par dyk senere kom Rasmus op med én endnu større lubbe som også blev vejet med det samme. Vægten sagde 3,24 kg! Og en ny Danmarksrekord var i hus.

Dagens første danmarksrekord

Vi dykkede videre og kom op med flere lubber, torsk, lange og taskekrabbe. Smilet blev større og større, og vi var vist begge to godt klar over, at dette var noget af det fornemmeste UV-jagt Danmark har at byde på.

Og som dagen ikke kunne blive meget bedre, blev det hele toppet af med endnu en Danmarksrekord, altså en endnu større lubbe på 3,49 kg.

Den nu gældende rekord

Hele eventyret fik dog sin ende til sidst, da jeg måtte erkende, at jeg var løbet tør for kræfter. Denne erkendelse kom efter 7 timers dykning (inkl. pauser), hvor sidste tur var med en 5 kilos torsk på spyddet, som lige skulle svømmes tilbage til båden i modstrøm. Fy for satan!

Rasmus havde dog stadig et par dyk i ærmet, så jeg lå og slappede af som sikkerhed i overfladen.

Hjemturen var fantastisk og Rasmus havde måske endda allerede forudset en succesfuld dag på havet, for han havde gemt en øl til hver til sejlturen hjem! 

Tak til Rasmus og Niels for være med til at gøre dagen til en helt fantastisk fisketur.

Mikkel