Frederiksholm & Libra d. 19/7 2020

Jeg fik endelig lejlighed til en bådtur, faktisk desværre den første i år, og heldigvis blev det en flot tur i godt vejr i Kattegat med afgang fra Hundested.

Der er altid masser af dødemandshånd

Jeg startede med at sove over mig, så da jeg ankom var alle klar til at køre, 8 var mødt op, så det var rimeligt let at afgøre hvem der skulle skrive beretningen.

Vel ankommet til Hundested fik vi læsset båden og kom derudaf, første stop var Frederiksholm. Dennis gjorde sig ekstra umage med at positionere båden, nok i mente at han selv skulle binde på. Båden lå helt rigtigt, godt arbejde, selvom der var lidt utilfredshed at spore for den megen sejlen frem og tilbage hos den “ældre” del af besætningen…

Mit første besøg på vraget, som er noget nedbrudt, men der er masser af liv inkl. store fisk i torskefamilien og den store kedel er stadig intakt, fint site på en fornuftigt dybde på ca. 20 m.

Eremitkrebs med kun lidt vand i kamerahuset…

Fik lige oversvømmet mit kamera, så endnu en gang er jeg glad for at jeg købte et ad de vandtætte Olympus kameraer, det virker stadig. Dennis fik reddet sig en lækker fjeder/spiral vist nok af Messing, det var mange store teorier om materiale og anvendelse, godt at være på tur med så mange kloge hoveder.

Så begynder det at blive kritisk og billederne begynder at blive uklare

Andet vrag blev Libra, også et vrag jeg ikke havde været på før. Dennis gentog manøvren, med de deraf følgende kommentarer fra seniorbesætningen, men det lykkes at binde på i første forsøg, så det var nok umagen værd.

Vraget er også et fint site, på ca. 20 m, let at finde rundt på og igen masser af liv.

Så er der færre tungmetaller på havets bund

Juhl agerede skrothandler og redede en masse messing op, jeg selv fandt mig et håndtag mærket “Mandskab”. Skatte fra havets bund (hvad man skal bruge dem til er en anden sag):

Endnu et smukt minde…

Herfra gik det til havnen, og vandet var rimeligt fladt så det gik jævnt og hurtigt.

I havnen var jeg selv nød til at køre lidt hurtigt, da jeg i min optimisme havde inviteret gæster til grill lidt tidligere end klogt var, så tak til alle andre for at få båden på land.
På turen hjem fik båden vist en defekt på en bremse, men mon ikke det kan klares.

En løs bremsebakke drillede ….

Tak for en dejlig tur i det blå.

/Martin