Fridykning i Furesøen d. 9/7 2020

Den 9/7-2020 fik vi endelig taget hul på fridykningstræningen i Furesøen. Fremmødt var Formand Klaris og undertegnede. Da det var første gang var der en del logistik, der skulle på plads førend vi kunne kaste os ud i havblik (hvis det hedder det i en sø) i Furesøen.

Så kan man ikke bruge undskyldningen om manglende bøje længere…

Klubbens nyindkøbte bøje blev forbundet med et klunset reb (tak til Kasseren) og lidt bly og nogle karabiner senere var vi på ud mod dybet.

Rebet var sat til 20 meter og behørigt markeret op for hver 5 meter. Vi startede med et par ”hæng” på 10 meter, temperaturen var fin, ca. 17 grader sigten var … tja, var der ikke. Efter de første par dyk nærmede begge sig 1,5 minuts bundtid, Mikkel lidt mere 🙂

Herefter forandrede det sig lidt, de næste dyk til 15 meter blev noget koldere, faktisk en del koldere og mørkt…. Men det gik godt, vi fik nogle fine dyk til 15 meter og besluttede at gå efter nogle 20 meters dyk. På 20 meter i Furesøen opstår der et fænomen, der skal opleves, der er pivkoldt og kulsort og det er virkelig god træning i at holde hovedet koldt. Der er så mørkt, at man ikke kan se det hvide reb selv om er klods op og ned af det… Et mørke som er så omsluttende at det næsten er magisk. Men det gik godt vi dykkede nogle enkelte dyk mere til 20m. hev rebet lidt op og testede vores setup, som blev godkendt på alle måder. De 500 meters svømmetur retur til marinaen gik med at udveksle ideer til fremtidige projekter og tekniske løsninger og forbedringer.

Alt i alt en goodkendt pionertur ud i fridykkertræningen med Havbasserne

Torben