Trykkerdammen d. 5/7 2020

Da jeg ankom til Trykkerdammen blæste det en del, der var mørke skyer, men dog tørt. Vinden var drejet lidt mere i syd end hvad vejrudsigten havde forudsagt, så der var en del bølger og hvide toppe på vandet. Men vi blev dog hurtigt enige om at hoppe i alligevel, nu hvor Kenneth, Henning, Kim og jeg jo alligevel var kørt helt herop.

Sigten var ikke optimal…

Det var som at trække en gardin ned foran øjnene, da jeg stak hovedet ned i vandet inde ved broen. Der var nærmest ingen sigt. Kim og jeg svømmede hurtigt ud til ålegræsset, og da vi nåede en dybde på omkring 4 meter var sigten ok. Jeg så en enkelt tangnål, men ellers ikke det store. Vi fortsatte nedad og på 7-8 meters dybde var sigtens faktisk ganske fin, en 5-6 meters sigt vil jeg tro.
Der var desværre ikke så meget liv at se på dykket. Krabber og søstjerner var der masser af, og der var også en del vandmænd med meget tydelige røde gonader. Mange af vandmændene var revet mere eller mindre i stykker, men de er stadig flotte at kigge på.
På sandbunden så vi nogle fjæsing og tangspræl, men de holdt corona afstand og blev ved med at svømme væk, når jeg nærmede mig med kameraet.

Da vi kom op igen var det begyndt at regne, så det blev til hurtigt pakning af udstyr og kun kort snak inden alle kørte retur. Men tak for et godt dyk, som faktisk var en del bedre end jeg havde forventet da jeg ankom.

Julie