UV-jagt på Ryggen d. 20/6 2020

Efter en veloverstået materieldag i klubben, hvor Havtasken havde fået en grundig hovedrengøring, skulle hun selvfølgelig ud at luftes.

Tasken vaskes – det trængte den nu også til…

Sammen med Jess kørte tre af de nye medlemmer – Rasmus, Johannes og Sebastian – derfor ved middagstid en tur afsted til Skovshoved Havn for at lede efter torsk i Øresund.

Det havde regnet kraftigt om natten, og morgenen med, og luften var godt lummer. Selvom himlen fortsatte med at være grå, holdt regnen i det mindste op først på eftermiddagen, så vi kunne sejle afsted uden at blive drivvåde, allerede inden vi hoppede i baljen.

Vi satte kurs mod Ryggen. Vi vidste, at det var lidt af et sats, nu når vejret havde været så varmt på det seneste. Men det skulle ikke holde os tilbage fra at se, om der gemte sig en sommertorsk eller to på muslingebankerne.

Rasmus havde som en sand guttermand meldt sig frivilligt som både chauffør på køreturen og styrmand på båden, selvom han ikke selv skulle dykke, så Jess, Johannes og Sebastian kunne boltre sig i bølgerne.

Vandet var næsten spejlblankt, vinden var let, og der var så godt som ingen strøm i vandet.

Vi hoppede i på omkring syv-otte meters dybde og spændte harpunerne. Ved første øjekast virkede Ryggen temmelig død. Der var ikke meget andet end et par vandmænd at se. Jess så en enkelt skrubbe. Sigtbarheden var kun et par meter, så det krævede mange dyk at afsøge bunden.

Mens de andre dykkede, fik Rasmus lejlighed til at fiske lidt med stang fra båden. Dog uden held.

Vi sejlede videre til en anden undersøisk skrænt i nærheden, hvor Rasmus hævdede, at han engang havde set to store laks (okay, måske var det ørreder). Johannes fik lidt bøvl med sin pandehule og måtte sidde resten af turen over i båden. Der gik ikke lang tid, før Jess måtte gøre ham selskab, fordi hans dragt strammede ubehageligt om halsen. Resten af besætningen havde pli nok til ikke at joke med, at det måtte skyldes de ekstra corona-kilo.

Sidste mand tilbage i vandet var Sebastian. Bølgerne var begyndt at tage til, og det var med overvejelser om snart at hoppe tilbage i båden, at han forpustet dykkede ned og pludselig så et par små torsk på omkring fire meters dybde. Den ene skyndte sig at stikke af, og den anden forsvandt ind i en sprække.

Sebastian råbte i vilden sky til de andre i båden, at han havde brug for en lygte, så han kunne se, hvad der ellers gemte sig i sprækken. Men før han fik fat på en lygte og kunne dykke ned igen, var han drevet for langt væk fra stedet. Sigtbarheden var for dårlig og bunden for ensformig til, at sprækken kunne lokaliseres.

Jess havde i mellemtiden fået mod på mere og tog et sidste dyk. Han fangede to skrubber, som han donerede til Rasmus, der havde været så sød at sejle os alle rundt uden selv at kunne dykke, da han var ved at blive testet for neoprenallergi.

Vi besluttede at kalde det en dag og sejlede tilbage i havn, mens vi drak termokaffe og spiste lakridser.

Det var en tur uden den store fangst men bestemt en hyggelig tur for nye såvel som gamle medlemmer.

Jess