UV Jagt d. 24/6 2020

Efter generalforsamling havde Rasmus og undertegnede planlagt at tage en aftentur ud på Øresund for at se om vi ikke kunne være så heldige at få lidt fisk med hjem. Så vi sejlede ud kun to mand, da der desværre ikke var andre UV-jægere i klubben, som ville med den denne skønne aften med sol og havblik.

Det er et par fine håndvægte…

Med fladt vand kom vi hurtigt frem til spottet, hvor vi skulle tilbringe resten af vores aften sammen med mågerne. Mågerne har efterhånden lært, at når Havtasken er ude, så er der som regel lidt føde, der bliver smid ud overbord.

Det viste sig at Rasmus er en meget erfaren UV-jæger, så der gik ikke længe før vi fik spændt bøjen op og smidt anker, mens mågerne tog deres plads på båden sammen med undertegnede.

Fin torsk, der kan nok blive et par fiskefrikadeller

Rasmus begyndte at dykke og der gik ikke lang tid før der kom en torsk op i båden, og lidt efter en til og så en til. Med 3 fisk på kort tid, var det vist tid til at Rasmus skulle op og rense fisk, så undertegnede også kunne se hvad der var nede på bunden. Der var fisk!

Helt ukomplicerede var turen dog ikke, da vi havde nogle spyd der satte dig fast og krævede mere end 1 dyk for at få fri igen.

Fin fisk, men når man kan holde den med en hånd, er der muligheder for udvikling 🙂

Alt i alt var aftenturen helt fantastisk med sol, havblik og nogle fine torsk.

Mikkel