Minestryger M-575 d. 2/5 2020

I disse coronatider er det jo en ren luksus at have to bådture at vælge imellem, og det var da heller ikke let. Begge ture var jo udmærkede, så man kom til at gå glip af noget og det er som bekendt ikke nogen rar følelse!

Mørke skyer i horisonten…

Jeg endte med at melde fra den tur jeg først havde tilmeldt mig, for at dykke med Sten Brandmand g Allan, hvor Minestrygeren skulle have et besøg. Vi mødte i Hornbæk og da jeg nåede frem, var båden allerede i vandet. Sjældent har der været så god plads på Hornbæk havn i en weekend, men der var virkelig god plads.

Det startede fint..

Vi kom af sted over et helt fladt Øresund og vi fik gjort bundtovet klart og smidt det på vraget.

Helt fladt, solskin og god fart…

Allan hoppede i som den første og måtte kæmpe med lod og kæde for at få det bakset hen til og op på vraget. Sigten var elendig, men det var kun en af dagens mange udfordringer.

Stens nye navigator lavede sjov med positionerne…

Mens dette foregik, kunne vi se, at den svenske kystvagt havde et godt øje til os. De cirklede omkring os med god afstand. De sejlede længere væk og Sten hoppede så også i havet. Jeg fik gjort mig og mit klar og kort efter kom Allan op og fortalte om alle de fortrædeligheder, han havde været udfordret af under påbindingen og at sigten var elendig.

Mens Allan ordnede sit grej kunne vi se kystvagten langt ude i horisonten og de rettede kursen lige mod os.

Humøret er ikke sprudlende efter dykket…

Det var jo som altid en udfordring, vi gerne var foruden, men der var sandt for dyden ikke mange andre sejlere de kunne fokusere på denne dag, hvor udsigten til tordenvejr havde holdt de mest fornuftige hjemme. Vi havde stadigvæk Sten i vandet, da de kom hen og lå på siden af os og ventede på at sidste mand kom tilbage.

De venter pænt på at Sten var tilbage…

De ville vide lidt om, hvad vi lavede og hvor vi kom fra. Og da de så at Sten have en pose hængende fra bæltet, ville de også gerne se hvad der var i den. Der var heldigvis ikke andet end det han havde haft med ned, så der var ikke nogen forklaringsproblemer. Jeg havde under hele seancen haft grejet på og var blevet lettere utålmodig og spurgte kystvagten om vi kunne fortsætte og det kunne vi, dvs. jeg, så jeg hoppede i havet. Jeg vidste godt, at jeg hverken skulle fiske eller samle souvenirs, men det var alligevel et ok dyk, selv om sigten var meget elendig, specielt nede, hvor der er noget at se på.

Taskekrabben med en enkelt fiskeline…

Der var alligevel ingen tunger, torskene var alt for små og krabberne var sure, selv hvis man forsøgte at vikle dem fri af fiskeliner ville de nappe. Og de har vist heller ikke de største hjerner, når man får viklet dem ud af en enkelt fiskeline, kan de finde på at løbe ind i den samme line igen og hænge fast…

Den var på ingen måde taknemmelig!

Men jeg fik en god halv time til at gå og bandt af. Loddet blev trukket på langs af vraget, så jeg måtte lige svæve med et par minutter, inden jeg kunne droppe loddet mod bunden.

Der var nogen der var ligeglade med regn, dårlig sigt og kystvagt…

Herefter op, hvor tordenvejret heldigvis var forbi, men øsregn  var der stadigvæk.

Vi tøffede mod den danske grænse og fik os en øl på vejen mod havnen i silende regnvejr. Og på havnen pissede det ned, men vi gør det jo nok snart igen alligevel!

Vi var helt alene på havnen – og det kan man egentlig godt forstå…

Kim R