1/1-2012

Havbassernes 2011 
2011 startede ganske som 2010 sluttede, nemlig omklamret af kulde og sne. Dykningen var yderst sparsom, og i øvrigt ikke specielt behagelig, hen over vintermånederne, og uden Underberg og Trylledrik var det aldrig gået godt! Men dykning blev dog forsøgt gennem vinteren, uanset hvilke udfordringer udover frosne havne og drivende isflager udgjorde.

Men det var ikke en vinter, der vil blive husket for dykningen, men muligvis for, at stigen til Havgassen blev bukket af en drivende isflage.

Hen over vinteren var det største arrangement, altså med folk i vandet, Fastelavn og tøndeslagning i Furesøen. Her kunne man se, hvor svækkede havbasserne var blevet af den lange indefrysning – det tog tre kvarter at banke en lillebitte tønde ned.

Næste vinteraktivitet var vores årlige generalforsamling, der ligesom de fleste tidligere år, var en temmelig tam affære – ikke meget at skændes om, men vi prøvede dog at holde diskussionen i gang indtil maden var færdig - om ikke andet, så fordi der så var gratis øl imens. Vi var klart mere i hopla, da det formelle var overstået.

Klubdykningen var gået helt i vinterhi, men da foråret omsider kom, blev der blev forsøgt flere andre alternativer, hvor ture med langsomme opvarmede både blev foretrukket, bl. a. en påsketur med Ternen til Læsø for de få heldige, og en enkelt tur med Sandro til Østersøen blev det også til. Yderligere har der også været et par stykker med Langesund til Baltikum, så der skete lidt. Og klubdykningen vågnede af dvalen – trods alt!

Lysekil var mere end godt belagt i det forgangne år, men der var ikke problemer med plads i bådene alligevel, for vejret var, som resten af året, meget blæsende og mange af dykkene blev afviklet fra stranden, ikke mindst Skår, der nærmest blev slidt op.

Blæksprutterne på natdykkene var heldigvis talrige som aldrig før, så der var mange, der oplevede de sjove dyr.

Vi havde også en mindre uoverensstemmelse med den svenske kystvagt, men vi gav os uden kamp – de var i en anden vægtklasse end os.

Men vi arbejdede os jo mod en højere vægtklasse, så næste år…

Sommeren kom ikke rigtigt, og derfor hang dykningen en del i bremsen. Men der blev alligevel dykket igennem, når vejret var tåleligt, og selv om deltagerfeltet for det meste bestod af gengangere, så kom selv de sjældne gæster ud i løbet af sommeren.

På den sociale front blev det efterår og krebsegilde, hvor Furesøen endnu en gang måtte levere, og endnu en gang var der mere end nok til de fremmødte. Gildet var mere afdæmpet end tidligere set, men måske var varslet lige kort nok, for dem der i forvejen havde fyldt deres balkort.

Og kort efter krebsegildet var der jo oktoberfesten, der, som traditionen byder, blev holdt i Nymølle. Her var vi lidt mere festlige, og Smeden måtte stjæle sønnikes forsyninger, da de sidste bestemt ikke havde travlt med at komme hjemad...

I sommerens løb kom der en lille historie nordfra, hvor en enkelt havbasse havde forsøgt at æde sig igennem en del truede dyrearter, og i efteråret var der også en begrænset ekskursion til Cocos Island. Senere på året var der en tur til Rødehavet for en håndfuld med DSF’s biologiudvalg – fælles for begge de varme ture er, at der endnu ikke er skrevet beretninger, og selv om vi har set en stump video med en hammerhaj eller to, så mangler vi jo lidt endnu.
 
Efteråret byder traditionelt på blæst og regn, men september, oktober og til dels november endte med at blive 2011-dykningens højsæson, i hvert fald for klubture.

Uv-rugbyholdet havde også succes i første halvdel af sæsonen 2011-12, hvilket må tilskrives et aktivt sportsudvalg og den intensive træning.

Ikke en eneste gang måtte vi melde forfald på grund af spillermangel – men det var godt nok tæt på flere gange. Specielt voldte lange køreture i weekenden problemer.
 
Åbenbart er frokostbordene prioriteret over sporten, hvilket deltagelsen i en af årets største sociale events med tydelighed viste.

Julefrokostbuffeten var i år hjemmelavet i svømmehallens køkken og var den mest rigelige i mands minde. Der blev desuden skudt med skarpt fra ankomsten, og det medførte i flere situationer decideret mandefald.

Oprydningen dagen efter var en af de grimme oplevelser, men endnu en gang lykkedes det at finde gulvet og få slettet sporene, så vi kan få lov at gøre det igen næste år.

Der var jo også en lille afslutning i svømmehallen, hvor de (u)sædvanlige udfordringer i bassinnet skulle overstås, før de kunne trøstespises/drikkes væk med lidt gløgg og æbleskiver.

Årets sidste store arrangement var juleaftensdykket ved Naturskolen, hvor julenissen, som sædvanligt, tog røven på os og gemte cognacen. I år var flasken særdeles godt gemt, og trods meget ihærdige undersøgelser af alle huller i søbunden var den uigenkaldeligt væk. Panikken bredte sig hos mange, men nissen vidste jo hvor flasken var, og han fik det ikke for sig selv. Og flasken var ligesom sidste år ikke i søen – men i år var det ikke fordi der var masser af is og sne! Men børnene kunne da få lidt frisk luft før spændingen ved gaverne blev udløst.

De sidste tanker for 2011 må være, at vejret er en upålidelig faktor i forbindelse med dykning – på årets allersidste dag var der fuldstændig vindstille, og så tåget, at man alligevel måtte blive på land – det må kunne gøres bedre næste år!
 
Kim R.