14/11-2011

Wawe 
En formidabel vejrudsigt lokkede folk af huse, først i weekenden og siden om mandagen, for de heldige få, der havde mod og mulighed.
 
Enhver begyndelse er som bekendt svær og denne mandag morgen var bestemt ingen undtagelse. Men vi kom dog af sted til sidst – vi det var Steffen, Juhl og jeg, for Søren og Henrik var længe før kørt af sted med Havgassen. Jeg påtager mig hovedparten af skylden for vores sene fremmøde i Mullerup Havn, men hvis vi havde afstemt forventningerne inden vi var kørt, var vi nok nået frem lidt før – f. es. Hvor vi skulle hen, hvilket alle undtagen chaufføren i Juhls bil vidste – men Korsør er da også en interessant by, hvis man bare slipper for at dykke i færgehavnen.
 
I Mullerup var båden i vandet og vi kom hurtigt af sted mod Wawe. Bølger var der ikke meget af og vinden var relativt svag. Ikke så svag som lovet, men absolut i den bedre ende.

Omsider

Loddet blev kastet, og Juhl blev, frivilligt af alle andre end ham selv, valgt til at binde på, undskyldninger om, at han skulle montere tørhandsker og andet udstyrsrelateret, blev ikke accepteret som gyldig grund. Han kom i, og mens vi ventede en halv snes minutter før båden skulle gøres fast, spekulerede vi en del over forholdene.  Henrik og jeg huskede kun alt for godt, hvordan det var gået på sidste tur til Wawe, så det var med en vis spænding vi holdt øje med bøjen og om Juhl ville komme op igen med uforrettet sag.
 
Men han blev nede, og vi gjorde båden fast, smed Søren i, og så Henrik. Steffen og jeg skulle så dykke på sidsteholdet, men det passede meget godt for min del, for jeg havde været sidst hele morgenen.
 
Der var ingen strøm af betydning og sigten på de højeste steder på vraget var omkring 8-10 meter.
Andre steder var sigten af forskellige årsager kompromitteret, dels dykkerrelaterede aktiviteter og dels de mange torsk, der stod overalt i vraget.

Lidt blandede

Vraget myldrede med liv, som nævnt var der torsk overalt, både i, over og under vraget. Der var desuden en fin lange, der residerede lige ved bundtovet. Den var ikke særlig sky og man kunne nemt ha’ nakket den med en harpun. Desværre var den ikke særlig fotogen, den siltede op hver gang man skulle ha et billede. Der var desuden en milliard busknøgensnegle og adskillige andre arter, alle i stort tal. Og der var også en lille hummer oppe i vraget – desværre ikke stor nok til at komme med hjem.

For lille

Jeg havde heldigvis en ekstra flaske med vitaminer med, så jeg droppede Steffen på bundtovet og fortsatte rundt på vraget – der var hele tiden noget, der trængte til at blive set på. Temperaturen på vraget var behagelige 12 °C og det, kombineret med de mange spændende ting, der var på vraget gjorde, at dykket blev ganske langt. Men til sidst måtte jeg bide i det sure æble og bevæge mig op i det køligere overfladevand – 8 °C og det føltes koldt efter det varme på bunden. Hvad skal det ikke ende med, når det bliver rigtigt koldt?
 
Op i båden, hvor der ikke var helt så vindstille, som vi havde håbet på, men det var ikke noget problem. Solen så vi ikke noget til, og det varer nok ikke længe før, at de lange ture med flere dyk skal foregå fra lukket båd.
 
Der var lige en afstemning af tider, så ingen ville blive efterladt i dybet, og så ellers af sted på anden omgang efter samme koncept som før. Sigten var blevet lidt dårligere og strømmen taget en anelse til, men der var stadigvæk fine forhold. Vi så det samme som sidst, bare lidt mere af det, og fandt mange pænt store torsk i agten af vraget. Efter en tur rundt over vraget blev Steffen sat af på tovet og jeg fortsatte rundt nogle minutter endnu. Jeg kunne godt se, at den relativt tynde nitrox, der var beregnet til en dybere tur i Østersøen, kombineret med det korte overfladeinterval, kostede lidt på tovet. Men hva´, vi kommer jo ikke så tit i Storebælt, så den fik lige et par minutter over komfortgrænsen.

Lange

Først måtte jeg lige drille langen ved bundtovet og så binde af og drive hen over vraget. Da loddet var frit af vraget kravlede jeg op ad tovet til Steffen og Henrik, der hang under båden. Henrik er jo en mand, der vil frem, og han er ikke bange for at bruge rundsavene på albuerne. Denne gang havde han dog lavet hul i tørdragten!

Prisen for at holde sig fremme…

Vi kom mod øst og det gik forrygende og overraskende smertefrit hen over det ikke helt flade vand, men 4500 rpm og 25 knob passede åbenbart til Havgassen i den sø, der var.

I Mullerup fik vi smidt vores grej i bilerne og kom af sted i en fart – godt brugte, men med en fornemmelse af, at det var ulejligheden værd. Søren og Henrik blev sendt af sted med Havgassen med ønske om god tur (lang) og vi andre pakkede os i Juhls bil og kørte en lidt kortere vej hjem end ud.
 
Vi gør det igen når vi kan!
 
Kim R.