14/10-2011

Storebælt – man skal jo ikke glemme hyggen!
Der var lagt op til en go gang dykning, fredagen så god ud i Storebælt og så skulle det stille vejr rykke østover og gi godt vejr i Østersøen lørdag. Mere om det i en anden beretning.
Steen brandmand lagde båd til og kørte med Rune fra København. Kim og jeg skulle lave et rendezvous på en rasteplads/tank mod syd. Vi var der begge til tiden, fik læsset udstyr i én bil, samt tanket kaffe og basser. Da vi ankom til Mullerup åndede alt fred og idyl. Bæltet lå helt blankt hen og det skulle holde hele dagen, så ingen travlhed. Vi læssede i fred og ro og havde endda tid til at give en lille jolle lidt start strøm.

1. hjælp

Nu er Manleys exbåd ikke den hurtigste due på rådhuspladsen og sådan en tur til Wave med året første nattefrost lige sluppet, så var turen lang og kold. Vi glædede os alle til at fartvinden ville være ovre og efterårssolen ville gi lidt knoglevarme.

Så er det for alvor efterår

Strømmen så ud til at være moderat og vi fik smidt bøjerne der bekræftede selvsamme. Steen ville binde på og jeg skulle lige efter. Jeg måtte dog væbne mig med tålmodighed, ville først hoppe i når ”nossen” var i overfladen, altså markøren Steen ville sende til overfladen når der var bundet på. Nossen udeblev og vi i båden talte om at han måske havde glemt det, at den havde sat sig fast i vraget eller hvad det måtte være. I alle fald gad jeg ikke vente og smed mig i vandet. Jeg nåede dog kun lige ned på 5 meter, før jeg så Steen på vej op i mod mig. Han gav lidt fagter som jeg hurtigt tolkede som ingen sigt. Æv for den, op igen.

Nysgerrige fiskere

Perfekte forhold på overfladen

Steen fortalte at sigten var totalt forsvundet under 18 meter, til gengæld var strømmen tiltaget. Nu var gode råd dyre. Vi valgte at ringe til en livline, i dette tilfælde Allan der sad på kontoret og svedte i det gode dykkervejr. Han gav os lidt positioner og planen blev at vi ville dykke Wilhemine en halv mil derfra, på noget lavere vand og så give Wave en chance mere efter et par timer. Vi have en del erfaringer i at strøm og sigt kunne ændre sig, forhåbentligt til det bedre, i løbet af få timer.

Wilhelmine blev hurtigt nået, slået og bøjerne endnu engang smidt. Jeg fik æren at binde på og det var med glæde at jeg nåede vraget og faktisk kunne se det. Der var god strøm på bunden, men sigten var vel 3-4 meter. Dybden var noget lavere og vraget lå lige på grænsen til det uklare bundvand der var en halv mil nordligere på Wave. Jeg fik bundet på en spante på dette gamle trævrag, som jeg ikke helt kan huske historien på andet end en rigtigt god løgnehistorie fra Dynamitåge, som desværre ikke kan deles her. Jeg tog turen rundt om vraget og her var da en masse liv at se. Steen var også kommet i vandet igen og vi mødtes på et tidspunkt med hver sin hummer i hånden. De er altid flotte at se. Steens var dog filtret ind i spundne fiskeliner og var noget afkræftet, så den fik lige en ”operation” inden den fik lov at kravle videre.

Lidt slatten nam nam

Vraget var fyldt med Kul, så det var svært at lapperne ned i mudderet, men en del flotte torsk havde dog fundet nogle huller, specielt i agten hvor de stod dybt nede i vraget. Alle fik dykket, det var ikke det vi havde sat næsen op efter, men et ok alternativ og det var virkelig svært at være sur, med det totale havblik det var efterhånden var blevet. Rune havde den en hummer med op, men det var højst sandsynligt Steens, da den var noget afkræftet, så den røg ud igen..

Efter et par timer lå vi på Wave igen. Humøret fik lige et tak op, der var absolut ingen overfladestrøm tilbage. Men hvad med bundfloden? Jeg hoppede i igen, og forventningens glæde varede lige til få meter over vraget hvor det hele lukkede til, som Steen også havde oplevet det. Ingen sigt overhovedet, til gengæld var der en kraftig strøm hen over vraget. Det var absolut ikke dykkeværdigt. Jeg fik bakset dræget ud til en kant, som jeg gik ud fra var siden af vraget. Dræget skulle helst ikke sidde fast i noget, det gjorde det sidst, så jeg slap det og rykket da kæden strammedes fik mig lige til at slippe tovet et split sekund. Og væk var det. Strømmen tog med det samme i mig og jeg skyndte mig op et par meter, så jeg ikke ville drive ind i vraget. Herfra var der en ukompliceret direkte opstigning, jeg kom i overfladen ikke langt fra bøjen.

Skuffet dykker

Vi diskuterede lidt frem og tilbage, skulle vi sejle i havn eller lige prøve en position Allan havde givet os, som lå på vejen hjem. Vejret var jo skønt og ingen havde travlt, så vi begav os mod dagens 3. vrag. Det tog lidt tid at finde, men vi fik varmen da næsten 4 meter højt lodskud viste sig på 18 meter vand. Allan kaldte den ”minekutteren”, men vi var bare glade for at der var noget at dykke på og her kunne sigten da ikke være så slem. Jeg var først i og ikke mange meter nede tonede vraget sig frem. Der var rigtig god sigt og jeg bandt på på en pullert og vidste med det samme at jeg var i agten, et maskinskylight og den runde bue sagde mig dette. Inden jeg var færdig, åndede Steen mig i nakken og vi begav os rundt på vraget hver for sig. Der stod en del torsk og gemte sig i hullerne og vraget var noget større end jeg havde regnet med. Jeg nåede stævnen, klemte mig ned i vraget, alt var dog meget tomt, her var kun en kædekasse fyldt med rusten kæde. På denne ringe dybde blev vraget gennemsøgt på kryds og tværs og efter 45 min var det op igen. Jeg mødte Rune dernede til sidst og Kim stod klar med harpunen da jeg kom op. Efter en rum tid kom Kim op med et par fine torsk, den ene med lidt prikke huller, godt han fik den jeg havde mistet.

Afsted det gik mod havnen og dagen var ikke slut for oplevelser, det var lige som om at vi måtte udnytte vejret til det sidste og måske også båden vidste det for et par mil uden for havnen, løb den t…. brrssfffffrrssrtt… fik vi motorstop! Det tog lige lidt tid før det dæmrede, vi var jo tæt på havnen men alligevel meget langt fra. Et par småbåde passerede tæt på, men så hverken arme, lygter eller ben. Vi var løbet tør for livliner, men heldigvis duede VHF radioen og først kaldte vi op til eventuelle både i nærheden og derefter Lyngby Radio som tog opgaven alvorligt og fik prejet en motorbåd inde på Reersø. Inden da var brandmanden hoppet i vandet med et tov og begyndte at trække båden, ikke for at nå havnen men for at rette op på kursen, så ville vinden på et eller andet tidspunkt blæse os i havn. Navigatoren sagde 5-6 timer med den fart og det ville vores sparsomme øllager ikke kunne bære. Det var dog en flot gestus, Steen prustede derudaf og kunne faktisk trække os med 1,5 knob, så ville det kun tage små 2 timer!

Brandmandens cheerleader

Seajoy kom og hentede os, det var 3 herrer i godt humør og på ingen tid var vi i havn, og vi blev trukket helt ind til rampen. Prisen var lidt til diesel og en ramme øl, det må siges at være fair. Og for lige at gøre dagen total, så havde jeg glemt at slukke lyset på bilen og var helt tør for strøm, men startkablerne havde jo været i gang tidligere på dagen. Men turde vi overhovedet køre hjem nu!

Tja, tjo.. lidt blandet følelse

Hjem kom vi, efter en lang og begivenhedsrig dag, hvor dykningens kvalitet måske ikke ligefrem var i højsædet! Men tak for en god dag alligevel.

Henrik